Karma: The Dark World-anmeldelse – David Lynch møder Orwells 1984

Karma: The Dark World er et mindfuck. Det er en mareridtsagtig rejse ned i fortid og minder, en gumbas-lignende færd helt ind i sindet, der svinger fra det rædselsvækkende til det surrealistiske som et pendul.

Samtidig er det også en skildring af et autoritært overvågningssamfund i yderste potens. Den slags hvor alle er slaver, hvor der er strengt inddelte hierarkier og social credit scores og alles arbejdsindsats konstant bliver målt og vejet, og det mindste fejltrin bliver straffet med permanente degraderinger.

Det er kort sagt en blanding af David Lynch og George Orwells dystopiske roman 1984. Et syretrip under støvlehælen.

Det starter i en hospitalsseng. Man vågner afkræftet og hårdt medtaget, med underlig sort væske dryppende ud af kroppen, og et sort hul hvor ens hukommelse burde være. Alt er mærkeligt, intet bliver forklaret. Hvem er den robotagtige kvindestemme, der taler til en? Hvor er vi? Hvorfor bliver der tilsyneladende dyrket menneskekroppe som planter i store badekar fyldt med muldjord?

Man når dårligt nok at stille disse spørgsmål, inden man bliver spændt fast til en stol og sænket ned i et dybsort bassin i jagten på ens egne minder og egen fortid.

Og jeg vil ikke sige meget mere end dét om historien. For spillet i Karma: The Dark World ER historien. Hele kernen af oplevelsen er denne dykken ned i både egen og andres hukommelse, minder og sind. Med alle de modsigelser, forvanskninger, symboler og drømmelogik, det medfører.

Karma: The Dark World minder i mange henseender om en walking simulator. Store dele af spillet handler blot om at bevæge sig gennem omgivelserne og opleve historien blive fortalt gennem breve, rekvisitter og dialog. Men man laver andet end at gå og kigge på breve. Strøet ud over spillet er en lang række reelle puzzles, hvor hovedet skal lægges i blød. Nogle af dem bygger på ren logisk deduktion og minder om de intelligensprøver, man måske er blevet udsat for til Forsvarets Dag.

Andre handler om at granske overvågningsmateriale, knække koder og den slags. Det minder lidt om Hellblade II, bare langt mere varieret, mindre abstrakt og, for at sige det lige ud, bedre. Det gælder om at være detektiv, ikke bare trykke på glorificerede kontakter indtil man rammer den rigtige kombination.

Men udover dels at være walking simulator, dels at være klassisk point’n’click adventure, bliver Karma: The Dark World til tider også til et decideret gyserspil. Der er både jump scares og mere langtrukne rædsler. For når autokratiets forbrydelser mod dets borgere virkelig skal tydeliggøres, bliver det gjort gennem Lynch-inspirerede sekvenser, der føles som mareridt man ikke kan slippe ud af. Virkeligheden bøjes og sættes ud af spil, så man for alvor mærker og oplever grusomhederne og tragedien.

Når Karma: The Dark World er bedst, er det mesterligt. Undervejs byder det på noget af den bedste historiefortælling, jeg har oplevet i et spil, og formår både at være skræmmende og rørende. Her kan man virkelig tale om en historie, der udnytter mediet, i stedet for bare at prøve at være en film afbrudt af lidt gameplay hist og her.

Det er et vildt ambitiøst spil, der lykkedes med det meste. Hen mod slutningen bliver historien så indviklet og kringlet, at jeg ikke var helt sikker på at jeg forstod, hvad der foregik. Omvendt gav det mig også lyst til at spille hele spillet igennem igen, hvilket jeg straks gik i gang med. Og uanset hvad jeg måtte synes om Karma: The Dark Worlds slutning, så er vejen derhen så afsindigt veludført, at det er hele oplevelsen værd.

Præsentationen og teknikken spiller bare. Det er svært at fatte, at et spil, der er så gennemført og klokkerent i sit udtryk, er lavet af et hold på kun omkring 20 udviklere. Spillets omgivelser og univers fremstår skarpere end hvad man finder i visse AAA-titler. Karma: The Dark World er indie, men ligner det ikke.

Hvem skulle have troet, at David Lynch-hyldest og scifi-dystopi kunne være så god en blanding? Jeg havde i hvert fald aldrig gættet det. Men for mig er Karma: The Dark World et spil, der på alle måder fortjener opmærksomhed og hæder. Sådan et, der burde være med i overvejelserne, når der skal uddeles game of the year-titler sidst på året.

Kan du lide David Lynch? Kan du lide 1984? Kan du lide horror? Kan du lide spil, prøver at fortælle sine historier på nye måder og eksperimenterer med hvad mediet kan? Hvis svaret på bare ét af de spørgsmål er ja, skal du give Karma: The Dark World et skud. For der er mening med galskaben. Det er ikke bare underligt for underlighedens skyld. Det er en vanvittig stærk debut fra et lille studie. Og som sagt – når det er bedst, er det mesterligt.

Rasmus Lund-Hansen

Medredaktør

---

Rasmus’ største frygt er at blive en sur, gammel mand. Derfor lever han på en streng diæt af Nintendo og små indiespil, obskur hip-hop og elektronisk musik ingen har hørt om.