Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Keep Driving-anmeldelse – Roadtrip ned ad nostalgiens motorvej

Keep Driving-anmeldelse – Roadtrip ned ad nostalgiens motorvej
Foto: YCJY Games
Anders Isaksen

Anders Isaksen

Estimeret læsetid: 4 minutter.

February 21, 2025

Dengang far var ung

Forestil dig en verden, hvor Facebook ikke eksisterer. En verden, hvor din telefon har knapper og en lille monokrom skærm, og hvor du kun kan bruge den til at ringe og sende SMS’er. Forestil dig en tid, hvor World of Warcraft endnu ikke er blevet lanceret, og hvor den første Matrix-film netop har haft premiere i biografen. Eminem har lige udgivet en sang om en psykotisk fan, der sender breve til ham, og hvis du vil høre den nyeste musik, skal du enten købe den på CD eller kassettebånd – eller måske endda hente den ulovligt via Napster for derefter at brænde den på en hjemmebrændt skive.

Hvis du læser dette og sidder med et undrende blik, er denne tid sandsynligvis ukendt for dig. Men hvis du i stedet får et nostalgisk smil på læben og måske endda en lille tåre i øjenkrogen, så er du blandt dem, der husker år 2000 som en tid før de sociale mediers dominans, en tid hvor teknologi endnu ikke var integreret i alle aspekter af vores liv.

Det er denne verden, Keep Driving inviterer os tilbage til.

Foto: YCJY Games / Anders Isaksen

Rollespil på fire hjul

Keep Driving er et turbaseret roguelike RPG, der lader dig tage på roadtrip gennem et land fyldt med ukendte eventyr, filosofiske spørgsmål og skæve eksistenser. Dit mål er at nå frem til en musikfestival, som du er blevet inviteret til via et brev – en kommunikationsform, der i sig selv føles nostalgisk.

Spillet starter med, at du skal sammensætte din karakter. Du vælger dit køn, din jobstatus og endda dit forhold til dine forældre – valg der får betydning senere i spillet. Herefter skal du vælge din bil, hvilket har indflydelse på, hvor meget bagage du kan medbringe, og hvor mange blaffere du kan samle op undervejs.

Selve køreoplevelsen er dog ikke en klassisk racerkøring. I stedet ser du bilen i en sidescrollende visning, hvor den automatisk bevæger sig fremad. Din interaktion med spillet består af at tage valg undervejs – både praktiske og moralske – samt at deltage i en form for turbaserede “kampe”.

Foto: YCJY Games / Anders Isaksen

Filosofi, fantasi og festival – og ensformigt gameplay

Undervejs på din rejse vil du opleve forskellige events, som kan være alt fra simple valg til dybdegående filosofiske dilemmaer. Du møder blaffere, der hver har deres egen historie og mål. Nogle af dem har brug for at komme et specifikt sted hen, mens andre bare vil have et lift. Dine valg omkring disse personer vil forme din rejse og potentielt påvirke, hvordan historien udvikler sig.

De fleste af disse møder udspiller sig i en slags turbaseret “kamp”, hvor du skal matche ikoner for at overkomme forskellige udfordringer. Her kommer dine evner og dine blafferes færdigheder i spil. Hvis du ikke klarer dig godt, kan du miste energi, benzin eller penge, eller din bil kan tage skade. Lykkes du med at gennemføre begivenhederne, kan du i stedet opnå nye færdigheder eller genstande, der hjælper dig på rejsen.

Selvom kampmekanikken i Keep Driving i starten er sjov, kan den dog hurtigt blive ensformig. Systemet handler grundlæggende om at matche symboler, og selvom der er en vis dybde i, hvordan du kan opgradere dine færdigheder og få nye strategier, så mister det hurtigt sin nyhedsværdi. Kampene føles aldrig rigtigt som kampe, men snarere som en slags abstrakt problemløsning. Til gengæld er spillets ressourcestyring en interessant udfordring. Du skal hele tiden holde øje med din energimængde, benzin, penge og bilens tilstand. Hvis du løber tør for ressourcer, er det game over, og du må starte forfra. Dog kan du undertiden få hjælp fra dine forældre eller bruge ting fra din bagage, hvis du har forberedt dig godt nok.

Foto: YCJY Games / Anders Isaksen

En nostalgisk tidsrejse med fantastisk grafik og musik

Det, der for alvor får Keep Driving til at skinne, er dog ikke kampene, men stemningen. Grafikken er vidunderlig pixelkunst, hvor hver baggrund er fyldt med små detaljer, der gør verdenen levende. De blaffere, du kan tage med, er ligeledes detaljerede og har interessante historier. Dialogerne er velskrevne, og karaktererne reagerer dynamisk på de valg, du tager.

Men spillets største styrke er uden tvivl dets soundtrack. Musikken i Keep Driving er intet mindre end fantastisk, og den spiller en afgørende rolle i at cementere spillets nostalgiske atmosfære. Du kan samle CD’er undervejs og opdage nye numre, og mange af dem er utroligt stemningsfulde. Det er sjældent, at et indie-spil har et så gennemført soundtrack, men her rammer Keep Driving virkelig plet.

Foto: YCJY Games / Anders Isaksen

Konklusion

Keep Driving er en indieperle, der formår at genskabe en specifik tidsperiode med imponerende præcision. Spillet får dig ikke blot til at huske år 2000 – det får dig til at føle det. Dets stærke visuelle stil, velskrevne dialoger og fabelagtige soundtrack skaber en oplevelse, der føles som en tidsrejse.

Det er dog ikke et spil for alle. Hvis du primært spiller spil for deres gameplay og mekanik, kan Keep Driving virke for langsomt og ensformigt. Men hvis du elsker en god historie, karakterdrevne oplevelser og en stemningsfuld rejse tilbage i tiden, så er dette et spil, du ikke må snyde dig selv for.

Udvikler/Udgiver: YCJY Games

Genre: RPG / Roguelike

Platform: PC

4 / 6
Anders Isaksen

Anders Isaksen

Skribent & Anmelder


Selvom de grå hår for længst har vundet kampen, så er Anders’ begejstring for spil akkurat lige så stor, som da han var barn. Især japanske rollespil og obskure indie-titler kan gøre ham helt varm indeni.

Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Nyhed

May 9, 2025

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk