Kid A Mnesia Exhibition-anmeldelse – En tulipan i lorten

I forbindelse med 3 års jubilæet for Radioheads eksperimenterende kunstudstilling, Kid A Mnesiac Exhibition, hentede Jacob Ege Hinchely det ned. Her er hans oplevelse.

KONTEKST

Efter snart 25 år står Radioheads to udgivelser – Kid A og Amnesiac (fra hhv. 2000 og 2001) – på mange måder som to af rockhistoriens mest mærkværdige søskende. Hvad det vil sige, kommer vi til om lidt.

Okay, kort baggrund, hvis du ikke kender Radiohead: Bandet er et af verdens mest succesfulde og mest anerkendte alternative art rock bands. Vi taler hæderkronet i samme grad som Pink Floyd, Television, King Crimson og The Velvet Underground – og mindst lige så betydningsfulde. Klichéen lyder på at alle, der så Velvet Underground live, gik efterfølgende hjem og startede et band. Med Radiohead tænkte man måske mere, “Hvorfor overhovedet forsøge?”

Det er ikke ofte, at legendariske rockbands debuterer med en lidt skuffende udgivelse – og det er ikke fordi pladen består af lutter undervældende sange (den indeholder trods alt “Creep”) – men Radioheads debut, Pablo Honey fra 1993, betragtes i dag ikke ligefrem som en klassiker. I det hele taget betragtes den ikke som meget andet end, ja, Radioheads debut.

Langt bedre gik det med bandets “svære toer”, The Bends fra 1995 – et album, der var med til at aflive britpoppen. Nogle dage er The Bends en god plade for mig, andre dage er det Radioheads bedste, og nogle dage ligefrem verdens bedste. Alternativ rock, når det er allerbedst. Med sange som “Fake Plastic Trees”, “Just”, “My Iron Lung”, “Black Star”, “Street Spirit (Fade Out”), osv. 

KULMINATIONEN

I 1997 udkommer bandets trejde album: Kulminationen. En af rockhistoriens største milepæle. Art-rockens hovedværk. Benchmarket indenfor alternativ rock! Britpoppens dødsstød! Flere betegnelser! Albummet hedder OK Computer. Det indeholder sange såsom “Airbag”, “Paranoid Android”, “Karma Police”, “Exit Music (For a Film)” og et af mine absolutte yndlingsnumre: “Climbing Up The Walls”. Sjældent har en plade indfanget så meget pessimisme og eksistentiel angst. Et dystopisk og nihilistisk blik på nutiden, på samtiden, på fremtiden. Samfundet og kapitalismen. På ensomhed og fremmedgørelse. Ja, jeg kan faktisk ikke sige eller rettere skrive noget klogt om OK Computer, som ikke allerede er blevet enten skrevet eller sagt.

I dag anses Radioheads tredje album for at være et af musikhistoriens allerstørste og bedste bedrifter.

Det var altså en umenneskelig opgave, som Thom Yorke og co. blev sat på med at lave en opfølger til en og både kommerciel såvel som kritisk succes samt en øjeblikkelig klassiker, som OK Computer var. For at citere tv-serien Klovn om Jarlens død: “Det er sjældent at et menneske oplever at blive en legende i sin egen tid”. Men det gjorde Radioheads fem bandmedlemmer. Og så endda indenfor en periode af godt og vel fire år. Men Radiohead overraskede ved ikke bare at lave én, men to plader som modsvar: KID A og Amnesiac. Kid A udkom i år 2000 og året efter udkom Amnesiac, der bestod af overskydende materiale fra Kid A. 

KRISE

Sangene blev indspillet på en periode på halvandet år – fra januar 1999 til april 2000 – og det gjorde de i studier i alt fra Frankrig og England til (JAAAAA! DEN DANSKE VINKEL!!!) Danmark. Jeg kan tydeligt huske, at jeg engang læste i et interview, at Thom Yorke berettede om at få inspirationen til nogle af de mest deprimerende sange i verden på de to udgivelser, idet han lander i Kastrup Lufthavn… Se, dét er jo noget, vi kan være stolte af som danskere!!

De sjove er, at selvom Kid A og Amnesiac i dag betragtes som to af rockens hovedværker, så følte mange dengang, da pladerne udkom, at der var tale om kommercielt selvmord. Særligt når “Everything In Its Right Place” åbner Kid A med dets underlige synthfalder, kold, melankolske messen og Thom Yorkes hypnotiske sætninger, “Yesterday, I woke up sucking on a lemon” og “There are two colors in my head”. Hvad betød det? Og hvor var guitarerne blevet af???  Var dette ikke rock?? Hvorfor var det så elektronisk? Så ambient? Så IDM’et??

KÅÅÅÅÅNST

At kunstnere genopfinder sig selv, er ikke en ny ting i rock. Nogle gange er det en nødvendighed hvis bandet eller kunstneren skal overleve. Der er mange eksempler på det i rockhistorien: Depeche Mode, Beatles, Bowie, Metallica, U2, for at nævne nogle stykker. Det viste sig at Thom Yorke (forsanger og primær sangskriver i bandet) i perioden efter OK Computer havde haft noget nær en nedsmeltning; han var udbrændt, hadede branchen. Han havde lidt af skriveblokade og var begyndt at afsky rockmusik, så han havde søgt inspiration i elektronisk musik. Han havde klippet sine tekster i stykker og samlet dem tilfældigt…

Radiohead udsendte ingen singler i forbindelse med de to album, og kun enkelte interviews. Den eneste rigtige “promo” de lavede var at udgive korte animationsvideoer, albummet lækkede (ved et “uheld”?) på nettet, og i det hele taget gjorde bandet alt for at være så anti-kommercielle som muligt. Noget, der senere skulle komme om muligt endnu mere til udtryk i bandets diskografi, da de som det første store band “surprise”-udgav albummet, In Rainbows online og bad folk selv at vælge et beløb til betaling. En bølge, der var så kraftig i musikbranchen, at vi stadig kan mærke den ryste. Radiohead har ALTID rykket til grænserne – både musikalsk og kommercielt, men i særdeleshed også omkring brug af teknologi til deling af deres kunst.

“Hvorfor al denne kontekst til Radioheads katalog og særligt om Kid A og Amnesiac?” tænker du måske. Jo, nu er vi næsten fremme! For i november 2021 udsendte Radiohead opsamlingsalbummet, Kid A Mnesia, som bestod af Kid A og Amnesiac samt en ekstra disk, Kid Amnesiae, som bestod af tidligere uudgivet materiale. I den forbindelse havde Thom Yorke sammen med bandets producer Nigel Godrich og forside-kunstneren Stanley Donwood tænkt sig at lave en fysisk udstilling. Men Covid-19 kom i vejen, så trekløveret gik videre med idéen om at lave det i en spiludgave. Kid A Mnesia Exhibition udkom d. 18. november 2021 til PC, Mac og PlayStation 5. Det er en digital kunstudstilling. Og det var, og er stadig, fuldstændigt gratis. Endnu engang rykkede Radiohead til den teknologiske grænse mellem digital og musikalsk kunst.

KREATIVITET

I bund og grund er Kid A Mnesia Exhibition (som jeg fremover forkorter til KAME, for det andet er for irriterende at skrive) er en walking simulator – en førstepersons “narrative exploration” surrealistisk, musikalsk oplevelse. 

Det er en virtuel rejse igennem et musikalsk museum, men ikke bare fremstillet som en 1:1 gengivelse af et typisk museum. Her hersker hverken logik eller fysisk, ja, endsige tyngdekraften til tider. Dette minder om at befinde sig i David Lynchs psyke; det er mørkt, sort komisk sted, der til tider kan virke skræmmende. Det er et museum som befinder sig i en labyrintisk, brutalistisk mega-struktur. I førstepersons-perspektiv starter du i en sort-hvid skov, som ligner det er tegnet i stil med noget af Radioheads artwork. Og så bevæger du dig hen til museum-indgangen. Og derinde bliver du først mødt af tændstikmænd, der står og beundrer gangens roterende og ikke mindst farvestrålende vægge, der ved nærmere eftersyn viser sig at være bandets æstetiske udtryk og alternative albumforsider. De suser forbi i forskellige hastigheder. 

Senere finder du lokaler med tv-apparater, der er stablet ovenpå hinanden. Flimrende tv-signaler. Og så en telefonboks, hvor Thom Yorkes isolerede vokaler lyder i den anden ende af røret. 

KAME er en kalejdoskopisk, abstrakt og meget post-moderne oplevelse. Det er en leg med spilmediet. Og en leg med kunst. Hvis du ikke kan lide Radioheads musik – eller hvis du ikke har noget forhold til den – så er dette bestemt ikke en oplevelse for dig. Og hvis du er en af dem, der siger at spil “skal have gameplay!!”, så er dette heller ikke for dig. Hvis du er af dem, der siger, “Jeg skal bare ryge en KÆMPE JOINT og spille Radiohead-spillet”, så… ja, så ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal sige andet end: Don’t do drugs.

Dette er som at synke ned i en kunstners underbevisthed. Det er som at kigge Thom Yorke over skulderen i hans sangtekst-notater, alt imens brudstykker af hans messende klang dukker op i diverse lokaler på kunstudstillingen. 

KRITIKKEN

Det er også et af de kritikpunkter, som spillet kan lide under; at dette er et “Advergame” – altså en slet skjult reklame for et eksisterende produkt. Ja, altså i dette tilfælde er det jo meget specifikt at KAME er til for at udstille og dekonstruere to album, samtidig med at det jo blev lavet for at fokusere på genudgivelsen af de to selvsamme album. Jeg kan sagtens forstå, at man kan opleve en snert af reklame-smag, men det var slet ikke en, jeg havde i munden. Det er ligesom en “ægte”, fysisk kunstudstilling med ens favoritband eller -kunstner, ligesom tilfældet var det med Nick Cave-udstillingen på Den Sorte Diamant. Man kan ikke undgå at fremme et emne, når man beskæftiger sig med det emne.

Og derudover, så skal der lyde en kæmpe advarsel til epileptikere (som spillet også gør opmærksom på) for dette spil er fyldt med insisterende, blinkende lys.

KARTASIS

Der er ikke noget save system, ingen fjender, ingen point at hente. Du kan færdiggøre kunstudstillingen ved udløse en form for credits, men så starter udstillingen også forfra. Der er et enkelt sted, hvor jeg studsede over hvad skyggerne gjorde og jeg pludselig kunne se [REDACTED] og kameraet pludselig vristede sig kortvarigt fri fra førstepersons-perspektivet… Men det vil jeg lade læseren om selv at opleve.

Til gengæld vil jeg bruge et par linjer på at beskrive et særligt øjeblik i KAME. Ja, det er faktisk derfor, jeg blev nødt til at skrive om dette spil hér på (næsten) treårsdagen for udgivelsen. Jeg var ikke i tvivl, da jeg oplevede det: Dette er et øjeblik i spilhistorien, jeg aldrig vil glemme.

Når man gik fra rum til rum på museet, kan man se at nogle af lokalerne har navne efter sangene på albummerne. Og jeg nåede ikke at registrere det, der stod på et af spillets sidste lokaler. Jeg tror dette lokale er umuligt at undgå, hvis man spiller tilstrækkeligt længe. Jeg træder ind i et lokale, hvor tyngdekraften ophæves idet jeg går hen imod en lyskilde forenden. Og så begynder måske det smukkeste stykke musik, der nogensinde er begået: How To Disappear Completely. Men det er ikke i en fragmenteret udgave, som man ellers er blevet vant til andre steder i museet. Det er bare sangen i fuld udstrækning. Thom Yorkes vokal, der krænger sin sjæl og hjerte ud på linjerne, “I’m not here… this isn’t happening”. Alt imens ændrer lokalet sig og du bevæger dig i “six degrees of freedom”-gameplay. Du svæver rundt i en andens følelsesregister. Du er ude i universet. Du er i et kunstværk. Du ER kunstværket…

…? 

Okay, jeg kunne bare ikke undgå at beskrive dette øjeblik uden at blive prætentiøs, men sådan er det.

Den sang går over i “Pyramid Song”, som derefter går over I “You And Whose Army?”. Alle tre sange præsenteres i fuld længde. Jeg har en tilståelse: Som så mange andre, så har teknologi anno 2024 gjort mit attention span kort, og endda nok kortere end jeg vil indrømme. Men i 15 minutter holdt jeg min fucking kæft og stirrede bare på skærmen, mens jeg svævede rundt. I et kvarter befandt jeg mig midt i en surrealistisk åbenbaring.

KOM IGANG

Jeg vil ikke påstå, at der kom noget godt ud af den lorte-pandemi. Men hvis jeg SKAL finde noget positivt – en tulipan i lorten, om man vil – så er det nok dette:

Det var som sagt oprindeligt meningen at KAME skulle have været en fysisk installation i London, der herefter skulle være flyttet fra by til by. Idéen til udstillingen var ifølge trekløveret bag, “Som hvis et brutalistisk rumskib var styrtet ned i klassisk arkitektur”. Idéen var stor, ambitionerne var endnu større, men selve udførslen viste sig desværre FOR stor og var dét, der knækkede det; der var simpelthen ikke plads nok i Victoria and Albert Museum i London, og Royal Albert Hall takkede pænt nej. Og så ramte Corona, og så blev planerne om den fysiske udstilling som bekendt skrottet. Så vi fik denne digitale udgave i stedet. Om dét alternativ havde Thom Yorke og Stanley Donwood dette at sige, “Ved at lave det digitalt behøver udstillingen ikke rette sig efter en normal udstillings regler. Eller virkelighedens.” Og dét kom i særdeleshed os alle sammen til gode. Nu kan vi alle gå gratis på museum. 

KONKLUSION 

KAME er en smuk og spændende oplevelse. Det er kun passende at et band som Radiohead endnu engang har rykket til grænsen med digital kunst. Der er gratis adgang, venner. Gå dog på opdagelse i dette abstrakte, virtuelle museum. Medmindre du ikke er fan af bandet. Så er dette ikke noget for dig.