Kirby Air Riders-anmeldelse – Hurtigt, farverigt og lidt for meget

Masahiro Sakurai er ikke bare endnu en spiludvikler. Han er manden bag Kirby, Smash Bros. og en designfilosofi der altid har handlet om tilgængelighed før alt andet. Hans studie er kendt for spil der forklarer sig selv, for menuer der nærmest underviser spilleren uden ord, og for en tilgang hvor selv komplekse systemer bliver gjort forståelige. Sakurai laver spil der vil spilles, ikke nødvendigvis mestres, og det gør ham markant anderledes end mange andre i branchen.

Kirby Air Riders føles derfor fra første sekund som et meget bevidst designet spil. Introen er ekstremt selvsikker. Musikken ligger så tæt på Christian rock, som et Nintendo-spil overhovedet tør, og den visuelle stemning bliver bygget op som var det starten på et Final Fantasy spil. Det føles som et road trip der skal til at ændre alt.

Og så skifter spillet simpelthen gear.

Pludselig er vi ovre i Kirbys univers med farver der skriger af glæde, et udtryk der minder om en æske vingummi, og et lille rundt væsen der flyver rundt på en stjerne som om intet i verden nogensinde har haft konsekvenser. Det er et skift der kun fungerer, fordi Sakurai er absurd dygtig til præsentation. Han får det hele til at hænge sammen, selv når det på papiret burde falde fuldstændig fra hinanden.

Let at lære, svært at følge med

Kirby Air Riders er ekstremt hurtigt til at sætte sine mechanics i spil. Du er på banen næsten med det samme, og efter en kort introduktion er du faktisk klar til at spille på et nogenlunde kompetitivt niveau. Controller layoutet er meget simpelt, måske endda lidt for simpelt. Næsten alle knapper gør det samme, og der findes ingen egentlig accelerationsknap. Alt handler om bevægelse og drift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Spilprisen

Det giver helt klart spillet sin egen identitet. Bevægelse er i fokus frem for den klassiske “speed to win”-tilgang som mange andre racer spil klæber sig til. Og det gør faktisk Kirby Air Riders nemmere at samle op og let at forstå. I de første timer er det temmelig sjovt, især når man spiller sammen med andre og bare lader kaosset udfolde sig. Men netop den måde spillet håndterer fart på, endte desværre også ud med at blive mit største problem med spillet.

Noget af det jeg elsker ved de bedste racerspil er den strategiske kamp om hastighed og de bedste linjer igennem de forskellige tracks. I Mario Kart føler jeg altid, at jeg har en reel chance for at danne mig et overblik over hvad der sker foran mig og tage en beslutning baseret på det, selv når tempoet er højt og items flyver rundt. Den følelse forsvinder lidt i Kirby Air Riders, fordi alt fokus er flyttet væk fra accelerationen, over til drifting.

Drifting fungerer ved at din karakter nærmest bremser helt ned, så du kan sigte din stjerne for derefter at blive skudt fremad i et boost, der ofte kun lige akkurat er hurtigere end din normale tophastighed. Det giver godt nok en form for kontrol, men for mig føltes det mest af alt som at stoppe en kørende bil, for at gå ud og fysisk skubbe den i den retning som du gerne vil køre, når du kommer ind i bilen igen.

Og hvis vi lige skal kigge på den anden ende af spektrummet, finder jeg faktisk også ret mange problemer med min oplevelse. Spillet kan nemlig til tider sende dig op i hastigheder hvor ikke engang den mest garvede esports spiller ville have en reaktionstid der kan følge med. Jeg ramte gentagne gange situationer hvor jeg ikke længere følte at jeg styrede mit køretøj, men bare reagerede på kaos der allerede var sket. Det føltes ikke intenst på den fede måde. Det føltes rodet. For mig blev Kirby Air Riders simpelthen for kaotisk. For meget støj. For lidt kontrol. Og det gjorde, at jeg aldrig kom ind i den der tilfredsstillende flow tilstand, hvor man føler sig dygtig frem for bare heldig.

Der er flere modes, og de ændrer både tempo og struktur på en måde der gør et prisværdigt forsøg på at holde oplevelsen frisk i starten. Ikke fordi de fundamentalt ændrer spillets kerneoplevelse, men fordi de giver små variationer der gør, at man ikke føler man spiller præcis det samme løb igen og igen – i hvert fald ikke med det samme.

Road trip uden destination

Road Trip moden lægger op til noget større. Plot mæssigt er det helt insane på den ironiske måde. Det føles som starten på en episk fortælling. Og så bliver det bare lidt sødt. Lidt overfladisk. Lidt ligegyldigt. Det er fint nok. Efter at have oplevet “historien” i Super Smash Brothers Ultimate, forventede ikke en narrativ tour de force. Men jeg manglede substans. Noget der kunne få det til at føles som en reel story mode og ikke bare en ramme der eksisterer for at få dig fra det ene løb til det næste. Da jeg var færdig med Road Trip, sad jeg ikke med følelsen af at have været på en rejse. Jeg sad mere med følelsen af at have været på en hyggelig omvej.

Online delen fungerer. Punktum. Den gør hvad den skal, og hvis man allerede er fan af franchisen, så er Kirby Air Riders et ret sikkert køb. Der er kaos. Der er grin. Der er øjeblikke hvor alt eksploderer på én gang. Men jeg må også være ærlig: Jeg er for langsom, for gammel og for træt til at finde en længerevarende morskab her. Spillet mangler systemer der belønner mastery. Der mangler dybde. Og når man først er kørt død i online matches, er der ikke meget der trækker én tilbage.

Det hjælper heller ikke, at teamet bag spillet allerede er gået videre til andre projekter. Der kommer ikke DLC. Der kommer ikke større opdateringer. Kirby Air Riders er færdigt. Komplet. Lukket. Det gør mig egentlig ikke noget. Men det gør også, at jeg ikke ser nogen grund til at vende tilbage, når Road Trip er gennemført og online ikke længere overrasker.

Konklusion

Kirby Air Riders ligger langt bedre i hænderne på børn og unge, særligt dem der elsker de farverige karakterer fra Mario universet, men er kørt træt i Mario Kart World. Her er noget nyt. Noget mere kaotisk. Noget der ikke kræver samme overblik og præcision. Og det er helt fair.

For mit vedkommende vejer svaghederne bare lidt tungere end styrkerne. Det er ikke et dårligt spil på nogen måde. Kirby Air Riders er charmerende, velproduceret og tydeligt præget af Sakurais designfilosofi. Det er let at gå til, nemt at samle op og fungerer fint i korte sessioner. Jeg var oprigtigt fint underholdt i de første mange timer jeg brugte med spillet.

I længden blev oplevelsen for rodet og for kaotisk til min smag. Manglen på konsistent tempo og kontrol gjorde, at jeg sjældent følte mig dygtig, og i stedet ofte bare reagerede på kaos der allerede var sket. Road Trip manglede substans og føltes mere som en hyggelig omvej end en reel rejse, og online delen gav mig aldrig en grund til at blive hængende, når nyhedsværdien først havde lagt sig.

Når man samtidig ved, at Kirby Air Riders står i sin endelige form uden udsigt til DLC eller større opdateringer, bliver det svært at finde en grund til at vende tilbage. Ikke fordi spillet fejler grundlæggende, men fordi det kræver en helt anden type spiller end mig, før det for alvor rammer plet.

Kirby Air Riders har underholdt mig. Det er desværre bare ikke et spil jeg bliver hængende i.

Daniel Møgelhøj

Skribent & Content Creator

---

Daniel Møgelhøj er en passioneret spiljournalist hos Arkaden, der nægter at bifalde middelmådige spil. Blandt favoritgenrerne er MMORPG, historie-drevne spil og indie-titler.