Knock on the Coffin Lid-anmeldelse – Unik men til tider frustrerende oplevelse

Knock on the Coffin Lid er det nyeste skud på stammen i den stadig voksende skov af roguelite deckbuilding spil. Med en genre, der allerede har mange fremtrædende titler, forsøger Knock on the Coffin Lid at skille sig ud ved at lægge stor vægt på historiefortælling og gøre udforskningen af denne til en essentiel del af oplevelsen.

En teknisk veludført oplevelse fyldt med glimrende ideer

Spillet starter med, at du genopstår fra de døde, vækket til live af en mystisk person, som kun giver dig de mest nødvendige oplysninger. Generelt får du meget lidt at vide om verden, og hvorfor tingene er, som de er. Det er alt sammen noget, du gradvist skal opdage ved at spille igennem spillets forskellige landområder og møde de forskellige folkeslag, der bor her. I begyndelsen kan spillets historie virke rodet og som et generisk sammensurium af fantasy-troper og mindre missioner. Men når du når til slutningen første gang, åbner det hele sig op, og brikkerne begynder så småt at falde på plads. Denne “aha”-oplevelse er tilfredsstillende, og verdenen bliver hurtigt mere engagerende, hvilket skaber en stærk lyst til at lære mere.

Det hjælper naturligvis, at spillets tekniske side er så veludført. Tegnestilen er unik med små, veludførte animationer og en meget lækker lydside. For genren er dette på et imponerende højt niveau, især lydsiden, hvor en stor del af samtalerne er med fuldt stemmeskuespil. En særlig detalje, der skiller sig ud, er, at de våben og det udstyr, du finder i verdenen, vises på din helt under kampene. Denne lille, men veludførte funktion bidrager til den samlede historieoplevelse og gør spillet endnu mere fornøjeligt.

Variation og dybde i figurer og klasser

Du begynder spillet med karakteren Percival i hans første udgave, en generisk kriger, der primært angriber og blokerer. Men senere kan du låse op for tre yderligere klasser af ham, som alle tilbyder vidt forskellige spillestile. Én klasse lader dig bruge de penge, du tjener, til at styrke visse kort eller påvirke fjender, mens en anden giver dig mulighed for at vise nåde over for fjender, hvilket kan få dem til at slutte sig til dit hold. Den tredje klasse tvinger dig til at skifte mellem korttyper, hvilket belønner planlægning og kan føre til nogle virkelig tilfredsstillende kombinationer, hvor du får spillet hele din hånd.

Men Percival er kun én af flere figurer. Ud over ham findes der to andre figurer, som også har hver deres fire unikke klasser. Hver figur og klasse føles vidt forskellig, hvilket giver dig 12 forskellige klasser at udforske spillet med. Dette øger genspilsværdien markant og giver et utal af kombinationer og strategier at opdage. Desuden er der mange forskellige måder at løse begivenheder på, som du støder på i historiens løb. Dine valg har indflydelse på verdensbilledet, hvilket tilføjer en dybde til historien og gameplayet.

En til tider frustrerende oplevelse

Man kunne tro, at spillet var en sand perle baseret på den ros, det har fået indtil nu. Desværre er der elementer, der trækker oplevelsen voldsomt ned. Et af de mest frustrerende aspekter er, at selvom du kan finde forskellige typer udstyr og våben med unikke evner, er det ofte tilfældigt, hvor mange dele af et sæt du finder. Dette gør det sjældent muligt at samle et helt sæt og dermed få adgang til de mest kraftfulde evner, hvilket føles som en spildt mulighed.

Kortpuljen er også relativt bred, hvilket kan gøre det svært at skabe et konsistent deck, især fordi mulighederne for at fjerne uønskede kort er meget begrænsede. Dette kan være frustrerende, da det gør det vanskeligt at bygge en effektiv strategi.

Det største problem med spillet er dog dets manglende respekt for spillerens tid. Når historien åbner sig, og du får specifikke mål, som du skal opfylde i fremtidige gennemspilninger, kan det være svært at finde ud af, hvor og hvordan disse opgaver løses. Dette kan føre til en følelse af, at man spilder tiden på gentagne gennemspilninger, hvor man afsøger alle kroge af kortene, indtil man endelig har afsløret alt, hvad der er at finde. Selv når man ved, hvad der skal gøres, kan små tilfældige hændelser ødelægge dine chancer, hvilket gør oplevelsen endnu mere frustrerende. Gentagelsen bliver til sidst udmattende, og selvom historien er en af spillets stærke sider, lider den under den tvungne repetitivitet.

Konklusion

Knock on the Coffin Lid tilbyder en visuelt indbydende og narrativt rig oplevelse. Selvom spillet har sine frustrerende elementer, især hvad angår tilfældige mekanikker og gentagelse, kan det være en tilfredsstillende oplevelse for spillere, der nyder udfordringen ved roguelite deckbuilding. Hvis du er en meget tålmodig spiller, der elsker at udforske forskellige strategier og ikke har noget imod at gentage gameplayet for at opdage nye aspekter af historien, kan Knock on the Coffin Lid være et spil, der fanger dig. For andre vil den manglende respekt for tid og besværlighederne ved deckbuilding delen være en barriere for fuldt ud at nyde spillet.