Knox Goes Away-anmeldelse – Noir med et twist

Michael Keaton både instruerer og spiller hovedrollen om lejemorderen der konfronteres med familieproblemer, ensomhed og accelererende demens

Michael Keaton har tidligere instrueret The Merry Gentleman fra 2008, hvor han her også spillede hovedrollen. Nu vender han så atter tilbage i instruktørstolen med sig selv i hovedrollen, og endnu en gang som lejemorder. Men denne gang konfronteres han med familieproblemer, ensomhed og en turbo-accelererende demens.

John Knox(Michael Keaton) er en professionel lejemorder. Stille og effektiv, og med stor succes, efterlader han sig aldrig spor. Anderledes forholder det sig på privatfronten. Tynget af ensomhed, er hans eneste menneskelige kontakt, den prostituerede polak Annie(Joanna Kulig), som han “ses” med på ugentlig basis. Hans søn(James Marsden) og barnebarn har han ikke set i 16 år, men hvad der næsten er endnu værre: han har kun 14 dage tilbage inden hans hjerne bliver ædt op af Creutzfeldt-Jakobs, en uhelbredelig form for demens. Kan han nå at blive genforenet med sin søn, der nu pludselig har hårdt brug for ham grundet en hævnakt? Samtidig er den yderst snarrådige detektiv Emily(Suzy Nakamura) lige i hælene på ham.

Anbefalingsmættet noir forkælelse

Det er en spændende og original præmis, der bliver fortalt. For vores hovedperson er jaget vildt. Jaget af ensomhedens spøgelse, jaget af penge, mord på samvittigheden, snarrådige detektiver og betjente og nu også en indefra kommen fjende: dement-mørkets snørklede labyrint.

Det er godt arbejde, der leveres her. Det er Keaton, når han er allerbedst. Intens, lavmeldt, velspillende og levende. Keaton er helt inde i Knox, der lever på lånt tid. Det er tydeligt, at dette er en rolle, han brænder for. Mange af scenerne er uden dialog, men med blot hans tilstedeværelse, enten alene eller under en forberedelse til endnu et mord, eller en oprydning. Keaton gør alle scenerne levende, med et blink, en gestus eller et simpelt åndedrag.

Al Pacino, der spiller Knox’ mentor og chef, er filmens mega-stjerne. Men selvom han selvfølgelig er god, virker det som endnu en “guest-star”-rolle, der snildt kunnet have været filmet fra en privat ferie på Bahamas.

Bedst, udover Keaton naturligvis, er Suzy Nakamura i rollen som den snarrådige og kløgtige detektiv Emily Ikari, i en rolle, der hurtigt kunne have været leveret med et rutinepræget spil. Men Nakamura er knivskarp med kløgt, vid og sylespids humor, der giver spændende modspil til Keaton.

Når Knox Goes Away er bedst, er den en omvandrende Chinatown-stemning, komplet med grædende saxofon-soloer. Senere er det bare ærgerligt, at Keaton ikke kan forhindre lidt tv-sentimentalitet i at invadere manuskriptet, da Knox senere græder salte tårer over det liv, han kunne have ført med sin ekskone Ruby (Marcia Gay Harden) og deres søn.

Det, der dog slutligt holder filmen sammen, er en snedig og konstrueret overraskende slutning, som forbliver elektrificerende ved sin afslutning.

 

The Final act

Det er efterhånden sjældent at biograf-tilbuddene bugner med film i noir-genren, men her er et skarpt skud til dig der er til god og skarpsindig krimi-drama.

Selvfølgelig er vi ikke på niveau med L.A. Confidential, men det behøver vi heller ikke. For Keaton har instrueret med ferm hånd, og selvom han nok burde have trimmet filmen ned til en mere stram 90 minutters spilletid, ville kun en Steven Soderbergh have leveret en mere filmisk noir-tilgang.