KPop Demon Hunters-anmeldelse – Koreansk animationsfænomen

Jeg starter lige med at lægge kortene på bordet – det lå nemlig ikke i kortene, at der skulle komme en anmeldelse af KPop Demon Hunters fra min hånd. Men nu har min ældste datter gået og sunget sangene fra filmen på repeat hele den seneste uge. Og tigget og plaget om, vi ikke skulle se filmen sammen. Det kunne jeg ikke stå for, så derfor satte vi os ned og så det sydkoreanske fænomen sammen. Derfor vil denne anmeldelse også rumme mere end en faglig, analytisk gennemgang af filmen som håndværk. Det vil også være en anmeldelse af den oplevelse, vi havde sammen.

Hvad er det, vi skulle se?

KPop Demon Hunters er en animeret actionkomedie fra Sony Pictures Animation, instrueret af Maggie Kang og Chris Appelhans. Idéen udspringer af deres fælles fascination af K-pop som globalt fænomen – og ønsket om at kombinere det med dæmonjagt og østasiatiske fortællinger. Filmen handler om et pige-K-popband, der i al hemmelighed bekæmper dæmoner, når de ikke står på scenen. Filmen er tydeligt inspireret af både moderne popkultur og klassiske kampfilm, men blander det med en selvironi og visuel energi, der er svær ikke at lade sig rive med af.

Et koreansk fænomen

Lad os fortsætte med ærligheden. Jeg ved ikke super meget om K-pop som fænomen – men jeg har efterhånden set mange koreanske film og serier og har herigennem fået en relativt stor forståelse for den indflydelse, som K-pop har på det moderne sydkoreanske samfund. Det minder mig en smule om det japanske idol-fænomen, men K-pop har i modsætning til den japanske pendant formået at få et stort globalt gennembrud, og man finder nu K-pop-fans overalt i verden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Det er netop i dette glamourøse univers, at KPop Demon Hunters tager sit udgangspunkt. Men frem for blot at være en fortælling om et populært pigeband, formår filmen at mixe genrer og inddrage både koreansk mytologi og historie.

For filmens præmis er netop, at der gennem tiden har eksisteret en trio af unge piger, som har været værn mod dæmonernes verden og stået som bolværk for vores – og beskyttet os mod dæmoner, der vil stjæle vores sjæle. Nu er det altså Rumi, Mira og Zoey, der tilsammen udgør popgruppen Huntr/x – men som også er ubarmhjertige monsterjægere. Og hvad gør dæmonerne så for at komme disse populære piger til livs? De stiller selvfølgelig med deres eget undercover dæmon-boyband, der har som formål at stjæle Huntr/x’ popularitet og fans for at kunne tage deres sjæle. Nu må Rumi, Mira og Zoey stå sammen – også når modstanden bliver størst.

En god fortælling

Filmen har med sin aldersmærkning på 10 år også et indhold, der er mere modent og dystert, end man normalt finder på børnekontoen på Netflix. Det bliver dog aldrig rigtigt uhyggeligt, selvom filmens dæmoner kan se skræmmende ud. Og lad os så lige tage et hattrick på ærlighed: Min datter er ikke 10. Til gengæld var der ikke tidspunkter, hvor hun blev skræmt af indholdet. Til gengæld var der flere øjeblikke, hvor hun var tydeligt rørt – og det smittede af på farmand, hvilket resulterede i, at vi begge måtte fælde en tåre undervejs. Noget jeg næppe ville gøre, hvis jeg havde set filmen alene.

Den skarpe læser har nok også på nuværende tidspunkt regnet ud, at jeg har set filmen med den danske dub. Men efterfølgende har jeg også undersøgt, hvordan den originale film begår sig. Begge fungerer godt – men uden børn på sofaen ville jeg nok vælge den originale udgave. Den danske version har dog de originale engelske sange – og hvilke sange. Udover måske at være en smule generiske, må jeg indrømme, at de både er catchy og ekstremt velproducerede – og der var sågar flere øjeblikke, hvor jeg lige tog mig selv i at få lidt gåsehud, fordi jeg synes, det fungerede så godt. Man bliver faktisk lidt snydt til at se en ganske habil musical – men som jeg også skrev tidligere, er der også tale om en actionfilm. Her kan jeg blot konstatere, at det også er en ganske udmærket actionfilm med nogle gode og flydende kampscener.

Filmen vil også gerne behandle nogle lidt dybere temaer udover at være en action-musical, hvor unge piger hugger hovedet af dæmoner. Den tager fat i det at konfrontere sin fortid, den handler om svigt, og den tør tage fat i andre tunge emner, som i et pædagogisk perspektiv kan åbne op for samtaler, man selv kan tage med sine børn efterfølgende.

Det er faktisk meget sjovt!

Udover at filmen greb mig følelsesmæssigt, var jeg også godt underholdt undervejs. Der er faktisk nogle ret sjove øjeblikke. Meget af komikken kommer som et resultat af, at man har turdet fusionere forskellige genrer, men også forskellige tendenser. Man finder tydelige anime- og kawaii-inspirerede elementer, som giver en god effekt, når de blandes med de mere klassiske genre-elementer – og alt sammen pakkes lækkert ind i en fed animationsstil, et godt lyddesign og et soundtrack, der efterfølgende har sat sig fast i mit hoved.

Konklusion

Anmeldelsen startede med at beskrive, at det ikke blot blev en nøgtern vurdering af filmen – men også den fælles oplevelse, det var at se den. Her blev jeg virkelig positivt overrasket, for jeg synes, KPop Demon Hunters er en god film – men oplevelsen blev bedre af at se den med min datter, der, selvom hun ikke er 10 år endnu, stadig er tættere på målgruppen, end jeg er. Det er en spændende, genrehoppende film, der rummer mere, end man umiddelbart tror. Der er fede sange, humor, alvor og en virkelig lækker animationsstil.

I skrivende stund er filmen Netflix’ mest sete animationsfilm nogensinde med over 132 millioner visninger – og jeg forstår godt fascinationen, for på mange måder bliver det Netflix’ udgave af en koreansk version af Frost. KPop Demon Hunters får derfor også en stor anbefaling med på vejen af mig.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør

---

Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer