Kraven the Hunter 4K-anmeldelse – En lort i 4K er stadig en lort

I stedet fik vi (suk)… dette. En to timer lang parade af testosteron, læderjakker og svedige triceps – alt sammen pakket ind i en så dødsensalvorlig tone, at selv Batman ville synes, det var for meget.

Og nu tænker du måske: “Jamen, hvordan kan du være så hård ved den film?” Jamen det skal jeg sige dig – jeg så den ikke bare én, men hele to(!) gange i biografen. Kender du det, hvor man lige tænker, “arhh, var den nu så dårlig?” og giver den en ekstra chance, fordi man måske sad lidt skævt i sædet første gang eller havde spist lidt for mange popcorn? Men nej. Den var så dårlig. Og anden gang var det som at gå frivilligt tilbage i en fælde, fordi man ikke helt kunne tro, den stadig var fuld af rustne søm og skuffelser.

Og det er jeg ikke alene om. Kritikerne havde nærmest kløe i øjenlågene af at se den og har givet filmen en massiv kold skulder – det samlede kritikerscore på Rotten Tomatoes er decideret blodfattigt.

Arkaden har en gang eller to haft nogle lidt “kontroversielle” holdninger når det er kommet til filmanmeldelser, og min ellers fornuftige kollega Kasper Rasmussen diskede da også op med hele 5 solide stjerner til Kraven the Hunter og kaldte filmen den “Bedste Marvel-film siden Endgame”.

Filmen klarede sig heller ikke just som en løve i et kødmarked, når det kom til billetsalget. På trods af et Marvel-navn og markedsføring på steroider, var indtjeningen i biograferne pinligt lav – vi snakker historisk floppotentiale her. Og dog… på mirakuløs vis har publikum taget overraskende godt imod den. Hele 73 % af brugerne på Rotten Tomatoes har kastet en tommelfinger op i luften, som om de så en helt anden film – måske med ørepropper og bind for øjnene, hvem ved?

Plot? hvilket plot?

Aaron Taylor-Johnson bærer filmen som Sergei Kravinoff – bedre kendt som Kraven the Hunter – og det gør han faktisk med en vis værdighed. Desværre står han som en glinsende, svedig oase i en ørken af klichéer, stivbenet dialog og mere overspil end en genudsendelse af en sitcom fra 90’erne.

Udover en kort sekvens hvor Kraven er på jagt i nutiden. starter filmen som så mange andre superheltefilm: med en barndom. Flashbacks til Sergeis unge år skal give os en baggrundshistorie, vi ikke har bedt om, og en motivation, der føles omtrent lige så dybfølt som en PowerPoint-præsentation om GDPR. Vi ser Sergei få sine kræfter – selvfølgelig på den mest forceret, påklistret og pseudo-videnskabelige måde, der får Spider-Mans radioaktive edderkop til at ligne nobelpris-værdig biologi.

Plottet føles som om det er skrevet af en AI, der kun har set John Wick og 300 og derefter blev bedt om at skrive noget “maskulint” med blod og skæg. Hver eneste scene skriger “se hvor badass vi er!” – men det lander aldrig. Det føles som et postkort fra en film, der gerne ville være rå, men i stedet kom til at ligne en parodi på sig selv.

Og så har vi faderfiguren… spillet af selveste Russell Crowe, der må have haft brug for en ny båd, for jeg nægter at tro, han tog rollen af kunstnerisk lyst. Hans karakter er ment som en kold, distanceret alfahan, et slags “modbillede” til Kravens mere følelsesdrevne tilgang – men det er bare slet ikke gennemført. Han er ikke kold og mystisk. Hans motivation? Uvis. Hans dialoger? Nærmest maskinoversat. Og accent? Den er så stereotypisk og tåkrummende, at jeg konstant sad med et akavet smil på læben.

Filmen prøver at etablere en slags dyb konflikt mellem Sergei og hans bror Dmitri – også kendt som Chameleon- men det hele føles som en meget ringe sæbeopera med ekstra kropsbehåring og lidt mere knurren. Det klimatiske opgør er forudsigeligt og så følelseskoldt, at selv de russiske vinterlandskaber ville synes, det var køligt.

Og så er der skurkene. Oh boy. Rhino, som i tegneserierne ellers er en halvt tragisk, halvt skræmmende figur, bliver her reduceret til en karikeret, svedende psykopat med overspilslicens og en evne, der mest af alt minder om, at han har smurt sig selv ind i allergisk reaktion og vrede. Og så er der… ham den anden, der tæller, The Foreigner? Hvad tæller han op til? Hvorfor? Hvordan virker det? INGEN ved det. Ikke engang filmen selv.

Far, hvorfor taler du så mærkeligt?

Aaron Taylor-Johnson er, og det skal han have, det tætteste filmen kommer på et troværdigt menneske. Han spiller Kraven med en vis fysisk troværdighed og et glimt af sårbarhed, som næsten bryder gennem manuskriptets betonmure. Men resten? Ay caramba.

Russell Crowe, som normalt kan løfte selv det mest gennemsnitlige materiale, bliver her forvandlet til en papfigur af en “farlig far”, som leverer monologer med en accent så karikeret, at man får lyst til at ringe til FN og anmelde det som kulturelt overgreb. Hans ikoniske one-liner, “En mand, der dræber en legende, bliver en legende”, leveres med en alvor, som om han netop havde opdaget liv på Mars. Det er så akavet, at det gør fysisk ondt.

Resten af castet? De er til stede. Det er stort set det pæneste, man kan sige. Calypso er mere en hekselyd end en karakter. Dmitri kunne være byttet ud med en brødrister med falsk overskæg, og det ville have haft lige så meget følelsesmæssig dybde.

Ligesom at tage på McDonalds – det ser fantastisk ud, men smager stadig af pap

Okay, så her kommer vi til noget, der puster en smule liv i oplevelsen – altså en lille smule. 4K-versionen af filmen er uhyggeligt flot. Billedet er skarpt som en nybarberet jaguar, og farverne – og detaljerigdom, er imponerende.

Jeg kan næsten høre hvordan 4K-versionen skriger: “Jeg prøver virkelig!” og den gør det bedste den kan. Filmen er mastered i native 4K – ikke upscaled – og HDR10, hvilket gør virkelig sit for at få de mørke nuancer og detaljer frem, især i de mange, MANGE dystre skove og nattescener, hvor det halve cast gemmer sig bag træer og lever på en kost af rå kød og mænd med daddy issues.

Lydsiden fortjener også ros. Med Dolby Atmos-mixet får vi en god rumlig fornemmelse – baggrundslyde og ambiens sidder, hvor de skal. Regndråber falder omkring dig, ulvehyl kommer snigende bagfra, og hver eneste læderjakke, der strammes omkring en vred brystkasse, lyder som om den har sit eget surroundspor. Musikken forsøger at være dramatisk, men bliver ofte for pompøs og teatralsk til at understøtte det, der egentlig sker på skærmen – nemlig en serie af tilfældige hændelser, der påstår at være en sammenhængende fortælling.

Desværre er der kun så meget, man kan polere en lort – og i dette tilfælde har man virkelig brugt hele værktøjskassen: Dolby Vision, høj bitrate, skarp kontrast, HDR10 og en sprød Dolby Atmos lyd. Den høje kvalitet gør desværre også, at man tydeligere ser de dårlige CGI-effekter og de parykker, som tydeligvis er købt i Fætter BR.

Bedre i pixel-form end i live-action

Jeg bliver simpelthen nødt til at tage en lille afstikker her og snakke om Marvel’s Spider-Man 2 – et spil jeg gennemførte fornylig, med stor fornøjelse. For lad os lige sætte det i perspektiv: Den version af Kraven, vi får i spillet, er faktisk dyster, målrettet og – vigtigst af alt – truende. Han er en jæger i ordets reneste forstand, der udstråler respekt og rædsel, hver gang han træder ind på skærmen. Man føler virkelig, at Spider-Man er oppe mod en farlig og kalkuleret modstander.

Så hvordan kan det være, at et videospil med cutscenes og dialoglinjer, der ikke varer længere end 2 minutter ad gangen, formår at give Kraven mere dybde og karisma end en hel spillefilm med Aaron Taylor-Johnson i hovedrollen og Russell Crowe på papiret som emotionel ballast?

Det er ærligt talt imponerende – på den helt forkerte måde. Spillets Kraven føles som en mand, der har levet sit liv på jagt efter det ultimative bytte. Filmens Kraven? Han føles mest af alt som en influencer med daddy issues og en fetish for ulveblod.

Det er nærmest tragikomisk, hvor meget mere “ægte” og tro mod karakteren spillets udgave er – og hvor meget filmen bare… forsøger at være sej uden nogen form for substans. Måske Insomniac Games burde have instrueret filmen i stedet?

Ekstramateriale

Deleted & Extended Scenes
Et udvalg af scener, der enten blev skåret helt fra den endelige film, eller forlænget med ekstra (ofte ret afdæmpet) dialog og action. En sjælden mulighed for at se, hvad der ikke engang slap gennem nåleøjet i en film, der allerede føles lidt langtrukken.

Becoming Kraven
En featurette om Aaron Taylor-Johnsons forvandling til Kraven. Her får vi et indblik i hans træning, forberedelse og tanker omkring rollen – og ja, der bliver snakket meget om dybde og instinkt, selvom man som seer ikke altid mærker det i selve filmen.

Beast Mode: The Stunts of the Hunt
Et kig bag kulisserne på filmens stuntarbejde. Her bliver der talt om hvor vildt fysisk det hele var – så kan man altid snakke om det var det hele værd.

Outtakes & Bloopers
Sjove fejl og grin fra optagelserne, hvor castet glemmer replikker, mister accenter (ikke nødvendigvis en dårlig ting) og i det hele taget hygger sig mere, end publikum nok gør under selve filmen.

Kraven’s First Hunt: The Direction
Instruktør J.C. Chandor deler sine tanker og visioner for filmen. En interessant (og måske lidt for selvhøjtidelig) refleksion over, hvordan man forsøger at lave en karakterdrevet fortælling i en verden fyldt med CGI-næsehorn.

Allies & Antagonists: The Killer Cast
En gennemgang af filmens karakterer og cast, hvor vi hører lidt om dynamikken på settet og hvordan de forskellige skuespillere greb deres (ofte karikerede) roller an.

Konklusion

Kraven the Hunter i 4K er som at få serveret en kold og tør skive skinke på et sølvfad. Ja, det ser lækkert ud, og lyden af kødet, der lander på tallerkenen, er perfekt, men du sidder stadig og tygger på noget, der er isne koldt og knastørt.

Det er en film, der vil være dark, gritty og epic, men ender med at være cringe, karikeret og kedelig. Den forsøger at være den ultimative maskuline superheltefilm, men det hele ender i et testosteron-marineret rod uden sjæl. Det er svært at tage filmen seriøst, og måske er det netop dens ufrivillige komik, der gør den til en marginalt underholdende oplevelse.

Men tag ikke fejl – det her er stadig en katastrofe forklædt som en løve. En virkelig flot, højopløst katastrofe. Det bliver til to stjerner herfra – den ene stjerne er til Aaron Taylor-Johnson og den anden til det tekniske team, der har gjort en møgbeskidt skraldespand spejlblank.