Kunitsu-gami: Path of The Goddess-anmeldelse – Makaber, kreativ og vidunderlig Tower Defence 

Capcom viser endnu en gang, at kreativt gameplay vinder over dybe plots

Capcom er verdenskendt for deres mange succesfulde IP’er såsom Resident Evil, Street Fighter, Monster Hunter og Phoenix Wright. Alle disse franchises har dog én ting til fælles – udover salgstal på millioner. De er allerede etablerede franchises med flere års opbygning. 

Det hænder dog, at Capcom dypper tæerne i ukendte farvande, med et noget svingende resultat til følge. Sidste års Exoprimal har vist sig at være noget af en død dinosaur, hvor ventilen til nyt indhold lukkes allerede et år efter udgivelse.  

Nu prøver de med en ny IP i form af Kunitsu-gami: Path of The Goddess, der kombinerer taktisk Tower Defence med RPG-Hack & Slash elementer. Men er dette en IP, som kan passe ind i Capcoms succesfulde kartotek?  

Ned af bjerget det går 

Plotmæssigt er spillet ret sparsomt. På bjerget Kafuku har menneskers grådige forbrug af naturlige ressourcer ført til, at guderne har forbandet dem ved at lukke dæmoner ind i verdenen, som spreder en giftig infektion. 

Sammen med præstinden Yoshiro spiller man den hidkaldte Sou, der fungerer som en åndelige vogter i hendes rejse ned ad bjerget for at befri landsbyer og deres beboere fra både dæmoner og infektion.  

I nattens ly dukker dæmonerne op

Men selvfølgelig er dette en enorm opgave for to. Der skal sammenhold til. Derfor skal man tage kontrollen over befriede landsbyboere, der kan påtage sig forskellige roller såsom bueskytte, skovhugger, præst og mange flere.

Gameplay er todelt i en dag- og natcyklus. Om dagen skal Sou befri borgerne fra deres fængsel, fordrive infektion fra plante- og dyreliv samt bygge forskansninger imod de kommende dæmoner.  

For om finder spillets kampe sted. Porte står knejsende som store sår, der åbner sig ved nattens frembrud, og lukker dæmonerne ind i verden. Dæmoner, du skal kæmpe tilbage indtil daggry, hvor Solens stråler atter skræmmer dem tilbage til det helvede, de kom fra. 

Levende tårne 

For endegyldigt at befri de mange landsbyer, der fungerer som spillets baner, skal man hjælpe Yoshiro hen til portene, der så forsegles gennem musik og dans. Det er ved brug af beboerne, der kan rykkes rundt som brikker i et spil skak, at Yoshiro skal beskyttes, indtil hun når hen til portene. 

De kan rykkes rundt konstant i takt med at kampene ændrer lokation, og deres evner kan ændres ved brug af indsamlede point, der fås ved både at bekæmpe dæmonerne og befri landsbyer. 

Det skaber et intens flow i spillet, hvor man ikke bare skal stå til regnskab for en ellers gennemtænkt placering af sine “tårne”, men hele tiden være villig til at foretage ændringer, som kampene skrider frem – hvilket er enormt tilfredsstillende, og forhindrer de ellers lineære baner i at stagnere. 

Et spil med konstant opbyggende lag 

Noget andet, der aldrig bliver kedeligt, er spillets gameplayloop. Skønt målet er at lukke de mange dæmoniske porte, er der også baner, der pludselig bryder med tidligere konventioner og tilføjer fælder, platforme og nye enheder til dit arsenal.  

Der er også store bosskampe, hvis design ligner noget, som er taget direkte ud af Fromsoftwares Dark Souls-univers. Hertil er det ofte omgivelserne, der spiller en vigtig rolle for sejr.  

Som Sou kan man bevæge sig frit i banerne, og hugge dæmonerne ned med sit sværd. Man skal dog være påpasselig med denne strategi, da Sou er skrøbelig og kan kun parere nogle få angreb af gangen. Ligesom med de mange typer “tårne”, har Sou dog sit eget skill-tree, der påfører spillet nye taktiske lag og muligheder for dæmonslagtning. 

Genopbyg hvad der før var ødelagt 

Efter man har klaret en bane, er der mulighed for at vende tilbage og prøve igen, med lidt ekstra opgaver, som giver point til ens opgraderinger. Dette simple loop giver mere værdi til et ellers kort spil på omkring 15 timer- Her er det kvalitet frem for kvantitet, der styrer. 

Der er dog også ekstra ting at lave udover de mange kampe. Efter en by er blevet befriet fra infektion, skal den genopbygges. Dette gøres ved at sætte de befriede borgere til en opgave, der så løses efter en kamp eller to- Igen for at motivere gentagende spil af banerne. Her bliver man også belønnet med opgraderingspoint, information om fjenderne og en smule lore om verdenen.  

Konklusion

Kunitsu-gami: Path of The Goddess er et vidunderligt makabert tiltag på den taktiske Tower Defence-genre, der fremfor at vægte plot særlig højt, brillierer med et vanedannende gameplayloop og flot artistisk stil. 

Skønt spillet kunne have haft nytte af et bedre plot, er dette en oplevelse, jeg varmt kan anbefale taktik-fans, der elsker “bare et spil til”-oplevelsen. Capcom viser virkelig, at de har en finger på pulsen for kreative spil, der ikke bare inkluderer zombier.