La Quimera-Anmeldelse – Sci-Fi FPS uden sjæl

Da jeg første gang hørte, at studiet bag Metro-serien, 4A, var i gang med at udvikle en ny IP, ventede jeg spændt på annonceringen. Da 4A så meldte ud, at de splittede deres studie op og dannede et nyt studie, som skulle varetage den videre udvikling af deres nye IP, La Quimera, lød fremtiden lovende for spillet.

I La Quimera spiller du som en PMC-operatør (privat militia company) i en dystopisk verden i fremtidens Latinamerika, hvor højtavancerede våben og exo-teknologi skulle have været højsædet i kampen mod rivaliserende fraktioner og avanceret robotteknologi. En cocktail, man ikke ser hver dag, og som lyder tiltalende, men desværre rammer helt ved siden af.

Historien – eller manglen derpå

Historien i La Quimera er voldsomt forhastet og får aldrig rigtig lov til at udfolde sig. Spillet er bygget op med en missionsstruktur, hvor man efter hver mission vågner op i sin hub og derefter kan vælge næste mission og det loadout, man ønsker. Udvalget i loadout-menuen er stærkt begrænset, og man skal tilkøbe nye våben og udstyr med penge, man opsamler og tjener via missionerne.

Fordi man arbejder for en PMC-gruppe, der er på randen til at gå bankerot, er midlerne ganske få, og spillet giver derfor udtryk for, at det er vigtigt, at gruppen får tildelt de her missioner fra oververdenen, ellers ville deres eksistens i branchen forsvinde.

Men kort inde i spillet bliver gruppen forsøgskaniner i et nyt exo-teknologisk eksperiment, hvor resten af missionerne efterfølgende i spillet følger hinanden ryg mod ryg. Ender man alligevel tilbage i sin hub, uden exo-skelet og med de samme kommentarer fra gruppen omkring nye kontrakter, hvilket slet ikke virker gennemtænkt eller færdigpudset og falder meget fra hinanden, da spillet forsøger at fortælle en historie igennem en hel sekvens, men vælger at dele den op i mundrette bidder, fordi man heller ikke kan pause spillet under gameplay.

Spillet introducerer en masse fancy latinamerikanske gangster-navne uden meget baggrund bag sig og giver dem alle en lille entré, hvorefter spillet stopper. Jeg sad med følelsen af, at det simpelthen ikke kunne passe, at det her var slutningen, ikke fordi jeg længtes efter mere, men fordi det overhovedet ikke gav nogen mening.

Kampagnen varede kun 3,5 time, hvilket er absurd kort for et FPS-spil. Det er set før, at det er muligt at fortælle en gribende historie og sætte en fantastisk tone på så kort tid, men i La Quimera forsøger de ikke engang. Efter at have spillet La Quimera virker det til, at 4A, studiet bag Metro-serien, har slået hånden af projektet og dannet det nye studie Reburn, så de ikke skulle stå med en stinker som deres næste spilserie.

Gameplay, gunplay og exo-udstyr

Gunplayet i La Quimera er ikke tilfredsstillende, og fjenderne er hverken spændende at kæmpe imod eller godt optimeret. Der er tre typer fjender: mennesker, exo-fjender og robotter. For at gøre optimal skade på diverse fjendetyper skal man bruge bestemte ammunitionstyper. Hvor mennesker og delvist exo-fjender kan nøjes med almindelige kugler, så skal robotter have specialbyggede våben for at tage optimal skade i kamp.

Ideen er god, men der er ingen indikator på våbenet om, hvilken ammunitionstype det indeholder, når man vælger sit loadout. Så du kan ende med våben, som ikke kan bruges optimalt i sidste halvdel af missionen, fordi du nemlig ikke kan samle våben op eller skifte, mens du er inde i en mission. Så er uheldet ude, og du må starte forfra og gætte dig frem til et perfekt loadout for en mission, du ikke aner, hvad går ud på.

Exo-dragten har nogle specialangreb og gadgets, som kan være rimelig brugbare i kampens hede. Her virker det dog til, at de har forsøgt at få det til at give mening, da flere af dem faktisk virker optimalt. Det er begrænset, hvor meget man når at afprøve, da man kun har exo-dragten i omkring 1,5 time, før spillet afsluttes. Jeg tvang mig selv til at tilkøbe alle opgraderinger for at prøve dem, men problemet er, at når spillet er færdigt, så kan du kun genspille sidste fjerdedel af den afsluttende mission om og om igen, og det gjorde ikke ligefrem oplevelsen bedre.

Stemmeskuespil og voiceover

Næsten alle karakterer i spillet er alt for karikerede og overspiller totalt. Det virker mest af alt, som om at skuespillerne slet ikke har set, hvilke karakterer eller handlinger de udfører under indspilningen. Jeg oplevede flere gange, at voiceover ikke var synkroniseret med karakteren, og at effektlyde kom lang tid efter eksplosioner for eksempel.

Du var nærmest sikker på, at hvis du skød en robot lige inden en cutscene, så fløj den utæmmet rundt med aftrækkeren i bund under hele cutscenen. Og lyden fra våbenet skulle man da ikke snydes for, den fulgte med og fortsatte længe efter, at cutscenen var afsluttet.

Konklusion

Jeg havde oprigtigt set frem til La Quimera og var virkelig positiv, da jeg så annonceringstraileren, men alt, hvad jeg havde håbet og troet, blev fuldstændig revet fra hinanden med dårligt gameplay, nul historie og skrækkeligt stemmeskuespil. La Quimera virker hverken halvt eller delvist færdigproduceret og mangler kærlighed på alle parametre. Det her kunne nemt indtage pladsen som årets skuffelse for mig.