‘Layers of Fear’ samler de tidligere spil i én stærk psykotisk genfortælling

Gamle historier er spækket med nye fortællinger, nye mekanikker, nye gys og ikke mindst et nyt forrygende look med hjælp fra Unreal Engine 5

Inden det første ‘Layers of Fear’ udkom tilbage i 2016, var jeg blevet godt mæt af den måde som gysergenren fortalte deres historier på. Lamme jumpscares, papirlapper med kilometerlange tekster og historier, monstre der jagter dig ned ad mørke gange kun oplyst af din lille lygte.

Gys var begyndt at blive så forudsigeligt og trættende, at jeg nærmest ikke orkede at se endnu en trailer til endnu et spil, som lovede, at nu skulle vi alle nok blive rigtig bange, for du møder faktisk et monster på et tidspunkt, der brøler som en løve og flår dine ben af. Hvis du spørger mig, så er det her, den helt store misforståelse af gys ligger. Mellem frygt for at miste dit liv, og frygt for at miste din sjæl.

Og så blev jeg vist traileren til Hideo Kojimas hemmelige Silent Hill-projekt ‘P.T.’

P.T. var så stor en øjenåbner for mig, at der pludselig blussede en stærk lyst op i mig for at endelig kunne mærke ægte frygt igen. Den her unikke kriblen ned af ryggen, som kun kan blive aktiveret ved, at du ser noget helt igennem sindsoprivende uhyggeligt foran dig.

Såsom for eksempel nyheden om at P.T. aldrig ville udkomme, og at vi aldrig fandt ud af præcist, hvor forfærdeligt fantastisk Kojima ville have været til at producere et Silent Hill-spil. 

Det var ikke før spilstudiet Bloober Team trådte frem med deres egen fortolkning af hvad P.T. kunne have været, at jeg gav mig selv lov til at håbe på et ægte gys igen. Og det er jeg glad for, at jeg gjorde, for det første ‘Layers of Fear’ er et af de bedste psykologiske gyser spil nogensinde produceret.

Og selvom jeg ikke var kæmpe stor fan af efterfølgeren som udkom i 2019, så har jeg siden 1’eren altid haft et godt øje til den måde som Bloober skriver deres historier. Hvilket er en ting, der kun bliver bekræftet i den nye ‘Layers of Fear’-antologi.

5-i-1

Jeg havde i starten svært ved at overskue, hvad det helt nøjagtigt var ‘Layers of Fear (2023)’ havde at tilbyde mig, ud over det indhold, som jeg allerede havde kæmpet mig igennem, fuldstændig badet ind i koldsved ned af ryggen.

For hvorfor skulle jeg have lyst til at spille et spil igen, hvor jeg kender alle slutningerne, alle løsningerne til gåderne og lokationerne på alle de små papirlapper, lærredstykker og samlerobjekter, der er spredt ud over det hele i spillene?

Men her har Bloober Team været kløgtige, for ikke nok med at de har samlet deres tidligere spil i én indpakning, så er 2023-udgaven så meget mere end bare en triviel genudgivelse på de moderne platforme. Spillet tager nemlig sit udgangspunkt i en helt ny karakter, vi ikke har set før i Layers universet, forfatteren.

Man har valgt at fortælle forfatterens historie, som den her overordnede fortælling, der så faciliterer historierne fra de første to spil om maleren, hans familie og så skuespilleren. 

Og det er intet mindre end en genistreg rent fortæller mæssigt. For ‘Layers of Fear 1’ og ‘Layers of Fear 2’ har frustrerende lidt med hinandens historier at gøre, hvor 1’eren tager udgangspunkt i en forpint malers sind, følger 2’eren en spirende skuespiller om bord på et stort skib. Det er to isolerede historier, og nu ved vi, hvorfor det hænger sådan sammen. 

Forfatteren er blevet sendt ud til et fyrtårn for at skrive historier for en ukendt publicist. Men da hun sætter sig ned foran skrivemaskinen og sætter kareten i startposition, er det som om, at det har sat noget i gang, som kommer til at have forfærdelige konsekvenser.

Ikke alt ved den her nyfortolkning står så skarpt, som jeg tror mange fans af de tidligere spil havde håbet på. For der er desværre et par små problemer med den hastighed som historierne bliver fortalt på.

Essentielt er det fem spil, som udviklerne har samlet til én fortælling. Men det betyder også, at du har fem spil, du skal starte stille og roligt, sætte de uhyggelige aspekter op, nå til kulminationen af det hele og så starte forfra med den næste fortælling.

Det føles meget episodisk, og jeg tror måske at jeg havde forventet en lidt mere flydende overgang, nu hvor det var forfatteren, der var i fokus.

Det er ikke noget som ødelægger den samlede oplevelse af universets ellers poetiske tilgang til narrativet, men når nu Bloober Team har været så gode til at introducere ændringer til spillene, så føles det lidt som en overset mulighed.

Dig mod mørket

Den største ændring til de originale spil bliver dog introduceret i form af den altid praktiske lyskilde i hænderne på spilleren. Forinden den nye udgave af de to spil, var det eneste middel for at beskytte dig selv, at løbe i den diametralt modsatte retning af, hvad der kom tonsende imod dig.

Nu har du mulighed for at sigte en lampe imod de her “væsener” og for en kort stund lamme dem, så du bedre kan fokusere på, hvilken retning du skal løbe for livet i. Og det er faktisk den her mekanik, som skubber ‘Layers of Fear’ ud af den banale “Walking Sim”-genre og over i en væsentligt mere interaktiv oplevelse.

Specielt er det godt i områder, hvor det er meget mørkt, og til tider hjælper lyskilden dig også med at løse hovedbrud, der eller synes komplet umulige at gennemføre.

Dog skal det siges, at lyset skaber en helt ny dynamik mellem dig og de ting, som jager dig. Du er ikke længere en magtesløs person som famler i blinde efter en vej ud af sit eget lille personlige helvede. Du har nu en edge, som af og til kan føles som kontrol, hvilket er en kende skævvridende når det jo er det modsatte, som spillet forsøger at overbevise dig om.

Jeg ville kunne argumentere for at det gør spillene lige dét mindre uhyggelige, men det ville være løgn. Bare fordi du nu kan se, hvor klamt mørket er, så er det jo ikke ensbetydende med, at jeg forstår, hvad det er, jeg ser. 

Af og til er væggene lavet af øjne, billederne på væggen falmer og bliver til nye motiver, og så har gangene i huset og på skibet det med konstant at ændre sig bag dig, uden du lægger mærke til det.

Realistisk surrealisme

Unreal Engine 5 har vist sig at være den nye standard inden for spiludvikling med fokus på visuel realisme. Det en ting som du igen og igen vil blive blæst væk af, når du bevæger dig gennem de mange historiers lokationer. Her taler jeg blandt andet om køkkenet i 1’eren, hvor jeg fandt mig selv helt fortabt i detaljegraden af de ting som stod på køkkenbordet.

Samtidig har vi jo med et ret så syret gyserspil at gøre, som går mindst lige så meget op i at vise dig, hvor langt væk fra virkeligheden, vi egentligt kan komme.

Raytracing er også blevet smidt ind i mixet af de nye tekniske virkemidler, så hvis du nogensinde har undret dig over, hvordan en smeltende baby ser ud i fuld 4K med realistiske refleksioner i tårene, der triller ned af dens kinder, så er det altså nu du skal slå til.

Det er også meget tydeligt, at der er lagt et solidt stykke arbejde i at få indtalt stemmeskuespil til alle noterne, som du finder på din vej. Kvaliteten er enormt høj og bidrager virkelig meget til den samlede indlevelse og forståelse for karakterernes handlen igennem spillet.

Desværre oplevede jeg dog et par gange at stemmen ikke læste det samme, som det der stod på papiret, en ting som viser ret så klart, hvor stor en opgave det har været for Bloober Team at pensle alle de nye tilføjelser ind i det store billede.

Der er helt klart et par tekniske og historisk dynamiske hængepartier, som holder ‘Layers of Fear (2023)’ fra at være det mest perfekte psykologiske gyser spil nogensinde. De nye historier gør helt sikkert noget rigtig godt for den fulde forståelse af universet, og introduktionen af flere interaktive elementer hjælper gevaldigt på at vedholde min interesse i længere tid. 

Det, der dog hiver antologien helt mod toppen for mig, er Bloober Teams forståelse for, hvad der gør os bange, og hvordan de helt fundamentale aspekter af vores evige frygt for det ukendte bliver brugt imod os igennem hele spillet.

---