Legacy of Kain: Soul Reaver 1&2 Remastered-anmeldelse – Når perfektion holdes tilbage af design 

Aspyr har etableret sig som det selskab, man henvender sig til, når der skal laves remasters eller ports af klassikere – På både godt og ondt. Slutter de 2024 af med en stinker eller triumf?

Remasters. Det kan være svært at se hvor grænsen går mellem denne slags spil, og det man kalder for et “Remake”. Særligt spil som Crash Bandicoots tilbagevending i N.sane Trilogy, kan skabe splid om hvor grænsen præcist går mellem et remake eller en remaster. 

Særligt selskabet Aspyr har rykket disse grænser bare i løbet af 2024. Med udgivelser som Tomb Raider I–III Remastered og Star Wars: Battlefront Classic Collection har studiet haft op-og nedture med genoplivning af spilklassikeren. Nu har de om muligt udgivet deres største duologi i form af Legend of Kain: Soul Reaver 1&2 remastered – Men er det en succes? 

En klassisk historie med mange troper 

Du spiller vampyren Raziel, der bliver forrådt af hans “blodsbrødre”, og sendt i hvad der svarer til spillets version af helvedet – En malstrøm af ensomhed og forrådnelse. Takket været indblandingen af ukendte guddommelige kræfter, får han dog en ekstra chance, der giver mulighed for at vende tilbage til kongeriget “Nosgoth”.  

Men meget har ændret sig i Raziels mange års eksil, og skønt han kun er en skygge af sit oprindelige jeg, skal man nu hjælpe ham med at få hævn, samtidig med man finder ud af, hvordan verden har ændret sig i hans fravær.  

Historien er en klassiker. Det klassiske bedrag. Den klassiske kamp om hævn. Den klassiske “underdog”-fortælling. Der er masser af klassiske troper, som det nu engang hører til med en mere end 20 år gammel fortælling. 

Dens øjeblikkelige efterfølger Soul Reaver 2 fortsætter Raziels stræben efter hævn, denne gang med fornyet viden om sin egen baggrund, og vi bliver nu taget på en rejse tilbage i tiden, fra før Nosgoth og størstedelen af menneskeheden mødte sin undergang.  

Det fungerer uhyre godt. Raziel er spillerens stedfortræder, der søger efter både svar og hævn for Kains forræderi, i en anderledes tid fra hans ellers genkendelige verden. Jeg fandt det enormt engagerende i historiens 2*10 timers fortælling (Soulreaver 1+2), og selvom denne tid kunne have været kortere, var der mange elementer i spillene, som hindrede mig i dets hurtige gennemførsel. Et element der både styrkede og svækkede min oplevelse markant. 

Når nostalgi støder mod realitet 

For Soul Reaver 1+2 er i manges optik kærkommen nostalgi. Klassikere, der i mange år ikke har fået den respekt, som de har fortjent. Her må jeg dog sige, hvad enten man bryder sig om det eller ej; Spillene er et produkt af sin tid.  

Det mærkes virkelig, som var det designet tilbage i det 20-århundrede. Nogle af de mange puzzles er enormt obskure, så det er svært at finde hoved og hale i tingene, selvom remaster-versionen af det første spil har gjort det nemmere at finde ud af, hvilke ting man kan interagere med.

Det kan virke både enerverende og knække et spil af denne slags, men netop fordi der her er tale om et remaster, er jeg tilbøjelig til at tilgive dette. Særligt når udforskning af denne dystopiske middelalderlige verden fungerer så godt, og man ofte blev belønnet for at trække væk fra den lineære vej, med nye kræfter eller en forbedring af ens energimålere.  

Der er også tilføjet et kompas i det første spil, der oprindelig var med i 2’eren. Det er dog en totalt ligegyldighed i mine øjne, som intet gjorde, for at gøre det nemmere at finde rundt i spillenes mange indviklede korridorer og gange.

Remasters når det er bedst 

Og når det kommer til remasters, som vi efterhånden har set masser af, er Soul Reaver 1+2 en af de absolut bedste. Aspyr har ikke taget den lette vej, og givet os en simplificeret forbedring med flere frames, men gået den ekstra mil ved at tilføje nye karaktermodeller.  

Mange af modellerne står knivskarp i kontrast til deres ældre modpart, og ved tryk på en enkelt knap, kan man endda få den samme grafiske oplevelse som førhen. Det fungerede bedst på det første spil, da 2’eren stadig har en vis charme, og de gamle modeller virkede i mine øjne bedre end de nye. 

Musik, lyd og stemmeskuespil akkompagnerer hele oplevelsen på bedste vis, og holder selv til den dag i dag på et overraskende højt niveau. Særligt mange af Raziels monologer kan nå nærmest et Shakespeare-lignende niveau i dets poesi, og virker som dele af et selvhøjtideligt teaterstykke.  

Et haltende kampsystem 

Et sted hvor spillene ikke er ældet med ynde, ligger i dets kampsystem. Man kan låse sig fast på den nærmeste fjende, og skal derefter akavet både angribe og undgå fjendernes egne angreb med stive bevægelser. 

Der er ganske givet ikke særligt mange “store kampe”, og antallet af samtidige fjender overskrider sjældent tre styk, så det bliver aldrig uoverskueligt omend det heller aldrig føltes særlig tilfredsstillende at dræbe fjenderne, for derefter at suge deres løbske sjæle i sig. 

Det er noget som 2’eren gør bedre, da der er flere muligheder for at udnytte spilmekanismer, såsom et pareringssystem, og diverse evner kommer til deres fulde ret. Et element der bærer en stor betydning for både kampe og puzzleløsning, er Raziels evne til at vandre mellem de levendes og de dødes rige. Dette er stadig en umådelig unik mekanisme, som giver spillene et ekstra lag, da det til tider ændre omgivelserne fuldstændigt.

Der er også masser af muligheder til at angribe fjenderne på, og selvom følelsen mangler, ser det stadig godt ud, når man spidder, brænder eller eksplodere sine fjender i en regn af deres eget blod. 

Konklusion

Legacy of Kain: Soul Reaver 1+2 Remastered er mere end bare det sædvanlige nye lag maling – Det er en fuld restaurering af to klassikere, hvis forhåbentlige succes kan føre til en længe ventet og velfortjent afslutning.   

Deres forældede design gør det svært at give en endelig karakter, da det er lidt tosidet. På den ene side er der her tale om forældede spil, der bare ikke kan nå nutidens innovationer indenfor action-adventure titler, og på den anden er der her tale om en glimrende remasters af to titler, der begge har fortjent at blive spillet igen for deres baggrund som kultklassikere. 

Jeg vil dog lade deres form som længe ventet remasters komme dem til gode. Dette er Aspyrs bedste eksempel på en høj kvalitets restaurering og tilføjelsen af ekstra materiale såsom skrottede baner, hiver den samlede pakke op på et respektfuldt højt niveau.