‘Liberté’ revolutionerer hverken deckbuilder- eller roguelike-genren

Roguelike-deckbuilding spillet ‘Liberté’ kombinerer den franske revolution med kosmisk horror, men ender med at gabe over mere end det kan tygge

Jeg skyder en vagt, undviger en andens skud og kaster en røgbombe, hvorfra jeg kan dolke den tredje i ryggen.

Revolutionen er i gang.

Når kampen er bedst i det isometriske deckbuilding-rougelikespil ‘Liberté’, føler man sig som en hurtigtænkende kriger og et taktisk geni på en og samme gang. Når det er værst, er kampene repetitive, historien kludret fortalt, sværhedsgraden stikker helt af, særligt i forhold til den langsomme progression, der til tider minder om et free to play-spil.

Lyksalig Lovecraft og fransk frihedskamp

Du spiller som René, der med hukommelsestab vågner i Paris, mens en historisk alternativ udgave af den franske revolution udspiller sig. En enorm kvindelig skikkelse falder fra himlen, slår biskoppen ihjel og afbryder derved prinsens kroning.

En stemme i dit hoved fører dig gennem Paris’ gader, til du under byen får plantet en kødlignende blomst. Det bliver arnestedet for Lady Bliss og hendes kræfter. Den mystiske kvindefigur er kun klædt i blomster, der gror fra hendes krop, og har kosmiske kræfter, der udbreder Bliss, lyksagelighed, en korrumperende forbandelse, der gør mennesker til forvrængede zombier.

Lady Bliss fortæller, hun har skabt dig til at gøre hendes vilje. Du er ikke René. Du har blot taget hans form. Og her starter du så. Du bliver kastet ud i Paris’ gader, hvor du skal alliere dig med en af fire fraktioner. Den okkulte The Tribe mod de skinhellige og nidkære The Church, eller de adelige og pompøse The Crown mod The Rebels, der ingen midler skyr.

Når du dør, genoplives du i Lady Bliss’ kammer under Paris og kan igen forsøge på ny at starte en revolution. Dit omdømme hos de forskellige fraktioner forbliver, sammen med ressourcer, der skal bruges for at lave nye kort til dit deck.

Det er en interesant verden at træde ind i, når den kosmiske horror lægger sig over denne alternative version af den franske revolution. Jeg ville egentlig gerne opleve mere af den, men spillet er sjældent fornøjeligt at spille længere end ét run ad gangen.

Lange udsigter til kort

I starten af et run kan du vælge hvilket deck, du vil bruge. Man har mulighed for at bygge deck, der læner sig i en bestemt retning, hvilket spillet viser med tre start-deck; Rogue, Ranged og Melee. Hver gang du stiger level, trækker du tilfældige kort fra dit deck.

Når et kort spilles, får du evnen i din skill-bar og kan bruge den ubegrænset. For at spille kort, skal du bruge mana, men for at få mana, skal du brænde andre kort i din hånd. Sådan står man ofte med dilemmaer om hvilke kort man skal brænde for at kunne spille andre, eller spille videre uden evner, til man trækker flere kort, man tør brænde. Desværre bliver det hurtigt åbenlyst, hvad der er bedst at spille eller brænde, fordi man for sjældent får nye kort i sine deck.

For at få nye kort, skal de laves med forskellige ressourcer. De nye kort kommer fra forskellige arketyper, der lægger vægt på én mekanisme. Eksempelvis at heale, når man skader fjender, eller at forgifte dem med dine angreb. 

Her skuffer spillet igen.

Det kan ikke betale sig at blande arketyperne. Det giver ofte et svagt resultat  og deck-buildingen bliver derfor meget lineær, rigid, og giver intet incitament for at eksperimentere med dine builds.

Den store ærgrelse ved det, er at der findes kort, der åbenlyst har forfriskende mekanismer og er lavet til at fungere i synergi med andre kort, men for at lave disse kort, skal du grinde, grinde og grinde, før du har de nødvendige ressourcer.

Det gør progression i spillet ufatteligt langsomt, og du skal derfor igennem mange runs med samme build, før du endelig kan lave kort, der giver noget variation.

De mange forskellige ressourcer, du skal have, for at lave nye kort, minder mest af alt om et free to play-spil, der forsøger at lokke penge ud af folk, der bliver utålmodige. Det giver endnu mindre mening, når spillet ikke har mikrotransaktioner.

Kampen om Paris

Spillets kampsystem minder mest af alt om et Action-RPG. Du ser kamppladsen fra et isometrisk perspektiv, mens du hakker og skyder dig gennem Paris’ gyder. Fjenders angreb varsles med røde rektangler og halvcirkler, så du nemt kan aflæse slagmarken og bruge din undvigelsesmanøvre for ikke at blive ramt.

Basale angreb og en undvigelsesmanøvre er alt du starter med, men inden længe har du en masse kort på hånden, der giver dig nye muligheder for at udfolde dine kampevner.  

Når først kortet er spillet, har du nu evnen til eksempelvis at skyde med en pistol, en basal men effektiv måde at gøre skade fra afstand. Alle korts cooldown tikker ned ved at bruge basale angreb, så jo hurtigere du får hakket nogle fjender med din sabel, desto hurtigere kan du igen affyre din pistol. Det er i sin kerne et godt kampsystem, hvor timing og positionering er alfa-omega.

Desværre hives oplevelsen ned af mange omkringliggende faktorer, der gør det så forudsigeligt og repetitivt som de rullende hoveder fra guillotinen.

Du kæmper altid mod én fraktion, som sjældent har mere end 3 forskellige fjendetyper at nedkæmpe. Det gør kampene ensformige med så lille fjendevariation, hvilket kun gøres værre af de endnu mere ensformige omgivelser, hvor næsten alle arenaer er en lille gade i Paris.

Når det lykkes dig at gennemføre én mission, fortsætter dit run med en ny mission, hvor du igen skal vælge en fraktion at støtte. Men nu er verden påvirket af en Bliss Curse, en forbandelse, der drastisk opper sværhedsgraden, ved at fjender eksploderer, når de dør, genoplives som zombier, stjæler liv, når de rammer dig eller lignende.

Tanken ved disse forbandelser har vel været at variere spiloplevelsen, men i stedet er det mest en irritation, der gør spillet meget sværere, end man føler at have kortene til.

En enkelt Bliss Curse er til at klare, men når der er to eller endda tre af dem, er kampene tæt på umulige. Det føles særligt uretfærdigt, når progressionen for at få nye stærkere kort, er så langsommelig en proces.

‘Liberté’s historie er derudover forvirrende fortalt. Der er kun 3-4 forskellige missioner at spille igennem, som alle starter med en dialog mellem to leder fra de forskellige fraktioner, som altid er den samme. De første par gange, troede jeg, at jeg gjorde noget forkert, fordi historien lod til at være gået i stå. I stedet udspiller historien sig på et tidspunkt midt i missionerne, hvor man kommer til en bar, kirke eller lignende, hvor man et fredeligt øjeblik kan have en snak med en af grupperingernes hovedaktører.

Ikke bagt færdigt

Superstatic har udviklet et spil, der i sin kerne har starten på noget godt; kampene og deckbuilding i en interessant verden. Desværre er ingen af de tre gode ting bagt helt færdigt, før studiet i stedet har tilføjet unødvendige systemer til spillet.

Et omdømme-systemet med de forskellige fraktioner virker ligegyldig og har umiddelbart ikke en varig påvirkning på historien. Det ville have været at foretrække, hvis historien, og derved også spillet, blev fortalt kortere. I stedet for at blive strakt ud, som for lidt smør over  et for stort baguette,

Den langsomme progression for at få nye kort og derved også variation i dine builds gør spiloplevelsen lige så repetitiv som den manglende variation i spillets fjender og omgivelser. Samtidig er den hurtigt voksende sværhedsgrad i form af Bliss Curses nærmest utilgivelig, og føles som en lige så kunstig forlængelse af spillet, som de mange forskellige ressourcer, der skal til for at lave nye kort.

I gode roguelikes er nederlag bare en ny mulighed for at andet build, vished om nu at kunne gå nye veje eller endelig få en lille bid ny historie. Og i gode deckbuilders, bliver du overvældet af de mange muligheder og glæden ved at eksperimenterer med nye kombinationer af kort. I ‘Liberté’ er nederlag en straf, hvor du igen mindes om, at du ikke har råd til nye, spændende kort og i stedet skal gøre det hele igen med minimal variation, indtil du klarer dig så godt, at spillets Bliss Curses overvælder dig, og du igen dør.