Life is Strange: Double Exposure-anmeldelse – Et klasseeksempel på at retfærdiggøre sin eksistens

Maxine Caulfield fra det første Life is Strange vender tilbage i hovedrollen, og der venter hende nye evner og mysterier

Det første Life is Strange tog verden med storm for snart 10 år siden, og det tiltrækker stadig nytilkomne, inklusiv mig selv. Jeg spillede det første spil i serien i starten af august, efter at Double Exposure blev annonceret. Jeg havde brug for at se, hvad al balladen handlede om, og hvor er jeg glad for, at jeg kom igennem det. Det var ikke alt, der var perfekt, men den overordnede fortælling elskede jeg, og kemien mellem hovedpersonen Maxine og Chloe var magisk. 

Jeg var derfor utrolig nysgerrig på, hvilken retning Double Exposure vil gå i. Dette spils største opgave, for mit vedkommende, var at bevise sin eksistensberettigelse, da spilleren kan træffe et valg i slutningen af det originale spil, som ender spillet på to vidt forskellige måder. Double Exposure har allerede skabt debat hos fans, på godt og ondt. Mange er utilfredse med retningen, mens andre finder den passende. 

Jeg har været decideret bange for at spille dette spil. Både fordi det skal leve op til, hvad det oprindelige spil gjorde, men også på grund af de triste historier, der kom ud tidligere i år omkring dårlig arbejdskultur hos Deck Nine, hvor der blandt andet var tale om toxicitet, hadefuld tale, overarbejde, racisme og nazisymboler … ja, det er sindssygt at læse. Af alle spilstudier, så må det bare ikke ske for et spil, der hylder mangfoldighed og diversitet. 

Men nu er vi kommet til det; lad os finde ud af, hvordan Maxines nye eventyr er, nu hvor hun er i sine 20’ere og ikke længere er teenager. 

Et værdigt comeback for Max og et spil, der beviser, at det har en eksistensberettigelse 

Da jeg satte mig ned for at spille Double Exposure, var jeg vildt nervøs, ligesom så mange andre fans af serien. Jeg var bange for, at Deck Nine ville fumle med vores alle sammens elskede Maxine og ende med at levere en skuffende viderefortælling af hendes historie. De første to timer sad jeg med paraderne oppe, men jo længere jeg kom ind i spillet, desto mere faldt mine arme ned. Jeg er sindssygt positivt overrasket over, hvor vellykket et stykke arbejde Deck Nine har formået at skabe. 

Den visuelle stil har fået en markant opgradering og ser til tider decideret guddommelig ud. Jeg stoppede ofte op bare for at nyde omgivelserne og de forskellige karakterers modeller og ansigtstræk. Stemmeskuespillet er ligeledes rigtig solidt. Hannah Telle vender tilbage som Maxine og leverer sit bedste arbejde i seriens ni år. Olivia AbiAssi som Maxines bedste veninde, Safi, Samantha Bowling som Maxines nye forelskelse, Amanda, og Blu Allen som Maxines bedste ven, Moses, er alle tre fantastiske, og man tror virkelig på deres venskaber og kærlighed til hinanden. 

Musikken i Life is Strange føler jeg er en helt central del af både stemningen og det overordnede narrativ, da meget af musikken afspejler, hvad der sker i historien eller, hvad en karakter føler i det givne øjeblik. Jeg kan derfor meddele, at musikken i Double Exposure bestemt heller ikke skuffer. Den er lige så smuk som i det originale, og de ved præcis, hvornår de skal starte og slutte et nummer. 

Nu har jeg været meget positiv, men det er ikke alt ved spillet, jeg var vild med. Selve fortællingen havde en mega spændende start, og jeg var efter de første to kapitler hundrede procent hooked. Men selvom det overordnede narrativ ikke blev ringere, blev det lidt for kringlet fortalt. Jeg sad til tider og måtte overtænke, hvad der faktisk skete, hvilket satte en lille kæp i hjulet for den ellers spændende start. Det kan sagtens være meningen, at det skulle være sådan, men jeg følte, de kunne have gjort det bare en smule mere klart for spilleren, hvad der faktisk foregik, da man ellers vil sidde og føle sig “dum” og måske tænke, at man ikke har fulgt ordentligt med. 

En sidste ting, jeg lige vil komme ind på, er inklusion. Jeg vil altid elske Life is Strange-spillene for at være nogle af de mest inkluderende spil for nærmest alle mennesker. Jeg kan ikke nævne mange spil, som har dette niveau af inklusion af minoriteter og seksualiteter uden, at det føles påduttet eller klistret på. Det skal lige siges, at jeg på INGEN måde har problemer med inklusion i hverken film, spil eller TV; det er mere måden, det bliver gjort på, der kan variere, ligesom med mange andre ting. Jeg bliver bare glad helt ind til hjertet af at se en spilserie, som hylder mangfoldighed og har åbne arme for alle køn, seksualiteter, religioner osv. Og hvis man har et problem med det… så er jeg bange for, at spillet har gjort lige præcis det, det skulle. <3 

Konklusion 

Life Is Strange: Double Exposure tager alle vores bekymringer og gør dem til skamme. Spillet har en utrolig smuk art-style samt fantastisk stemmeskuespil, der hæver standarden for fremtidige spil i serien. Dog kan historien til tider være en smule forvirrende på en kringlet måde, men overordnet set leverer den en langt bedre historie, end man havde turdet håbe på. Hvis spillet havde været skarpere fortalt, ville det have været en af de bedste oplevelser, jeg har haft i et spil i år. Alligevel vil jeg sige, at det står næsten side om side med det originale, og det havde jeg på ingen måde forventet. En af årets største overraskelser, og hvis du er fan af Life is Strange, så er det en no-brainer — skynd dig ud og oplev det næste eventyr, der venter på Maxine Caulfield.