Lilo & Stitch-anmeldelse – Disneys bedste live-action-genindspilning i mange år
Disney
Lasse Bjørnsten Rasmussen
Estimeret læsetid:
4 minutter.
May 20, 2025
Mange af os, der voksede op i løbet af nullerne, er med garanti stødt på Lilo & Stitch – enten gennem den fremragende spillefilm fra 2002 eller via den populære tv-serie, der fulgte året efter. Jeg kender mange, der mener, at det er deres absolutte yndlings-Disney-tegnefilm, og at Stitch er en af de sødeste karakterer, Disney nogensinde har lavet.
Det var derfor kun et spørgsmål om tid, før Disney valgte at tage det elskede makkerpar og bringe dem til live i en live-action-udgave. Tidligere i år så vi Snehvide i en live-action-version, som i høj grad blev modtaget med kritik. Hvis man ser isoleret på filmen, var den hverken fantastisk eller en katastrofe – hvis du spørger mig.
Men der var én Disney-film, som IKKE måtte være dårlig, og det er netop denne: Lilo & Stitch. Trailerne så gode og troværdige ud, og det virkede til, at castingen – blandt andet Lilo spillet af Maia Kealoha og Nani spillet af Sydney Agudong – var ret spot on.
Jeg har i rigtig lang tid været træt af de her live-action-genindspilninger, da de hverken er originale eller har været specielt gode i mange år. Senest – for et par dage siden – så jeg Mufasa: The Lion King, som i den grad falder i den kategori.
Men er Lilo & Stitch det win, som Disney har haft brug for efter Snehvide-fiaskoen?
Foto af: Disney
Tro mod oplægget, tilføjer en masse dybde – og det vigtigste: en fantastisk sød Stitch
Tro mig – der har ikke været nogen, der har været mere skeptisk og nervøs for, om denne film ville blive god. Disney har i lang tid været rigtig gode til at genudgive den ene skuffelse efter den anden, og jeg havde personligt brug for, at de beviste, at de havde styr på det, når det kom til
Lilo & Stitch. Og hvor er jeg glad for at kunne sige, at Lilo & Stitch ikke bare er en rigtig god film for hele familien, men også Disneys bedste live-action-genindspilning i mange år.
Maia Kealoha som vores elskede Lilo er hjertet i filmen – og hun spiller en fantastisk Lilo. Jeg kan ikke forestille mig nogen anden spille den karakter end hende. Den konflikt, der bor i Lilo, og alt det, hun har i vente, balancerer Maia virkelig godt. For en så ung skuespillerinde var jeg dybt overbevist af hendes præstation – hun har en stor fremtid foran sig.
Sydney Agudong som Nani får en del mere skærmtid i live-action-versionen, og selvom hendes rejse selvfølgelig er og skal være tro mod det oprindelige oplæg, er der kommet mere dybde i hendes rolle som aleneforsørger for Lilo efter deres forældres død. Hendes rejse er lige så vigtig som Lilos og Stitches rejse.
Der er også blevet tilføjet mere liv til Hawaii – blandt andet i form af en nabo, som de har et forhold til, og en ny socialrådgiver, der introduceres, før Bubbles dukker op.
Men hvordan er Stitch?! Bare rolig, venner – han er mindst lige så sød, frustrerende og destruktiv på de bedste måder, ligesom i det oprindelige oplæg.
Foto af: Disney
Det var min største frygt, inden vi så de første billeder af Stitch: Ville de kunne skabe en overbevisende CGI-Stitch, der skulle spille sammen med rigtige mennesker? Men det lykkedes – og han føles hverken unaturlig eller malplaceret.
De to aliens, der er ude efter Stitch (Jumba og Pleakley), får også en del mere skærmtid. Men som man ser i trailerne, klæder de sig desværre ikke ud som i animationsfilmen. I stedet kloner de sig om til rigtige mennesker, hvilket virker lidt som en spareøvelse – men det var heldigvis ikke ødelæggende.
Foto af: Disney
Konklusion
“Ohana betyder familie, og familie betyder, at ingen bliver efterladt”
Og det er lige præcis, hvad du skal lytte til: Efterlad ikke familien derhjemme, men tag dem med ind og se Lilo & Stitch. Lilo & Stitch er Disneys absolut bedste live-action-genudgivelse i rigtig mange år. Den er fyldt med sjov og ballade, men har samtidig hjertet på det rette sted og giver både Lilo og Nani mere plads til at udfolde deres følelser, end vi så i tegnefilmen.
Stitch er ramt lige i øjet og føles ikke malplaceret i en film, hvor han skal spille op imod rigtige mennesker. Selvom der er noget uncanny over nogle af væsnerne fra United Galactic Federation, fylder de ikke særlig meget, da hovedfokuset ligger på Lilo og Nanis forhold – og deres konflikter med hinanden.
Efter den katastrofe, der var Snehvide, tør jeg godt satse på, at Lilo & Stitch bliver et hit blandt publikum. Den rammer præcis de samme toner som originalfilmen – og oveni giver den karaktererne mere dybde.
Det er Disneys bedste genindspilning i mange år, og nøj, hvor har jeg ventet længe på at kunne sige det.
Medie: Biograf
Skuespillere: Maia Kealoha, Sydney Agudong, Billy Magnussen, Courtney B. Vance, Chris Sanders, Zach Galifianakis, Kaipo Dudoit
Instruktør: Dean Fleischer Camp
Genre: Komedie, familie
Premieredato: 22.5.2025
Spilletid: 108 minutter
Selskab: Disney
5/6
Lasse Bjørnsten Rasmussen
Skribent & Anmelder
Lasse lever og ånder film, spil og tv-serier og elsker at formidle det. Siden han startede en PlayStation 2 op og så den originale Star Wars-trilogi, har han været fascineret af begge verdener lige siden. Han har taget sine første store skridt ind i formidlingens verden og har fået nok blod på tanden til at blive ved med at formidle om de største og fedeste ting i film- og spilverdenen.