Lost Records: Bloom & Rage Tape 1 ‘Bloom’-anmeldelse – En fin start, men mangler en større krog

Don’t Nod vender tilbage med et helt nyt valgbaseret spil, som til tider fungerer fint, men tekniske problemer og et ikke så fængende sidste akt holder min begejstring nede

Der er ingen tvivl om, at for rigtig mange mennesker betød det originale Life is Strange-spil utroligt meget. Jeg er stadig relativt ny til Don’t Nods spil, og nu hvor Deck Nine for nogle måneder siden udgav det fine, men også ret skuffende Life is Strange: Double Exposure, er alles øjne atter rettet mod de originale skabere. Nu er de tilbage med et nyt spil, sat i et nyt univers, som dog stadig har meget tilfælles med Life is Strange. 

I Lost Records: Bloom & Rage spiller man som den unge pige Swann, der bruger sin tid på at optage film med sit kamera og samtidig har en spirende kærlighed til filmmediet (fuldstændig ligesom mig!). Da hun får et sammenstød med en arrogant pige, træder der tre piger til (Kat, Nora og Autumn) og hjælper Swann, som senere også bliver hendes bedste venner. Alt dette foregår med flashforwards til fremtiden – faktisk hele 27 år senere – hvor denne gruppe af venner genforenes, selvom de lovet aldrig at mødes igen, da et af medlemmerne har modtaget en pakke, hvorpå der står “Til Bloom & Rage”. Spillet springer derfor mellem årene 1995 og 2022, hvor både tidsperioderne bliver skildret passende. 

Anmeldelsen af dette spil vil blive delt op i to. I dag er det første kapitel nemlig udkommet, og det har jeg spillet og vil dele mine meninger om. Men det andet og sidste kapitel bliver først tilgængeligt den 15. april. Jeg vender naturligvis tilbage og anmelder kapitel to, men nu er det blevet tid til at tage et kig på det første kapitel og se, om Don’t Nod kan leve op til fansenes store forventninger om en tilbagevenden til deres rødder. 

Der er blevet sat op til et interessant univers og et spirende venskab, men krogen sætter sig ikke ordentligt fast  

Noget, som Life is Strange-spillene har været rigtig gode til – især de første to – var at skrive nogle virkelig gode karakterer og dialoger ind i deres fortællinger. Lost Records er ingen undtagelse. Det er meget tydeligt, især efter at have spillet Deck Nines Life is Strange: Double Exposure, at det er de helt rigtige mennesker, der sidder på Lost Records. Der er nogle utroligt fine momenter og gode hovedkarakterer, som jeg følte 100 gange mere for end i Double Exposure. 

Er det på samme niveau som det originale Life is Strange? Nej, det synes jeg desværre ikke det er. 

Den første halvdel af Tape 1 var helt klart den stærkeste. Man lærer stille og roligt sig selv (Swann) at kende samt sine kommende venner, som man aldrig rigtig har haft før. Hele den dynamik var jeg ret investeret i og følte var troværdig. 

Men jo længere jeg kom, desto mere underligt og forvirrende blev det – og ikke på den fede måde, hvor man føler, det er godt tænkt ind i historien, men mere som om, at “der er noget, der føles off” rent skrivemæssigt. Om den følelse forsvinder, når jeg kommer længere ind i Tape 2, må vi vente og se, men mit førstehåndsindtryk af den retning, de måske vælger at gå i, gør mig en smule skeptisk. 

Hvis vi lige skal vende noget positivt, så var jeg ret glad for det nye dialogsystem. Man forbinder sig med sine nye venner gennem ret engagerende og livagtige samtaler, der føles ægte. Dialogerne er utroligt dynamiske og mere levende, end de nogensinde har været før i denne type spil. 

Hvis du står og snakker med en person og går væk, så stopper samtalen og går videre til en anden. Man kan også vælge at tage sit videokamera op og udforske omgivelserne under samtaler og efter samtaler, hvor man kan optage alt, hvad man kigger på. Den største grund til at bruge kameraet er for at samle collectibles, men man skal også benytte sig af det under bestemte story beats. 

Desværre havde jeg ikke en helt gnidningsfri oplevelse. Der var mange gange, hvor teksturer på karakterer eller omgivelser ikke loadede ordentligt ind. Der var også tidspunkter, hvor karaktererne så utroligt stive ud og manglede mimik og bevægelse under samtaler. 

Men når spillet ser godt ud, så ser det VIRKELIG godt ud. Der er scener, især på en bar, hvor ansigtsanimationerne er imponerende godt lavet, og hvor jeg ikke havde en finger at sætte på det grafiske. Jeg håber dog, at nogle af de problemer, jeg har oplevet, bliver løst med en day-one patch. Men der er ingen tvivl om, at det er et stort passionsprojekt for Don’t Nod, hvor de meget gerne vil ramme en unik 90’er-stemning. Men har vi ikke set nok af den slags throwbacks? Det er, som om at lige siden Stranger Things blev et gigantisk hit, vil alle lave deres egen variant.

Konklusion 

Lost Records: Bloom & Rage Tape 1 er en solid tilbagevenden for Don’t Nod og er klart det stærkeste indspark, der har været i Life is Strange-lignende spil i rigtig mange år. Det er bedre end Double Exposure på mange måder, men det har endnu ikke helt fået greb om mig. 

Lidt teknisk jank og et ikke så fængende overordnet plot gør mig nervøs for, hvordan de fortsætter historien. Indtil videre er jeg ikke skuffet, men skeptisk over, om de lander på alle fire ben, når rulleteksterne ruller for vores øjne efter Tape 2. Jeg ved, at Don’t Nod godt kan finde ud af at skrive en god historie, og den forventning sidder rigtig mange med – derfor håber jeg, at de leverer varen med afrundingen i april. 

Men selvom det måske lyder negativt, så er det nye dialogsystem og de fire hovedkarakterer virkelig velkomne tilføjelser, og jeg var fuldt investeret i deres venskab og i at opbygge relationer til dem. Det er også det, jeg ser mest frem til i kapitel 2 – deres venskab, og ikke så meget “det spirituelle”. 

Hvis man har savnet et godt Life is Strange-spil, som i dette tilfælde dog ikke er Life is Strange, så er det nok det bedste, man kan finde på markedet lige nu – udover de to originale spil fra Don’t Nod, men jeg vil anbefale at vente, til Tape 2 også er udkommet, så man ikke ender med samme følelse som jeg.