Lovecraft-fiskesimulator er klar kandidat til et af årets bedste spil

Indiespillet ‘Dredge’ formår til næsten perfektion at være dybt opslugende, kunstnerisk unikt og hardcore adrenalin-fremkaldende

Saltvand. Fisk. Vådt træ. Det åbne hav, som på samme tid virker fuld af eventyr og befolket af ukendte farer og ildevarslende, ildelugtende ting under vandspejlet.

Menneskene i landsbyerne, som befolker klipperøernes små byer, er lidt for begejstrede for rådne, fermenterede delikatesser og tangklædte, runedækkede genstande fra dybet.

Jeg har set frem til Lovecraft-fiskesimulatoren ‘Dredge’, siden jeg første gang hørte om det. Det så både originalt og interessant ud, og mindede mig positivt om det forrygende ‘Sunless Sea’, som jeg er vendt tilbage til igen og igen. ‘Dredge’ varslede en spændende kombination af Moby Dick, Lovecraft og fiskeri.

Det er mig en udpræget fornøjelse at rapportere, at ‘Dredge’ var værd at se frem til. Det er virkelig, virkelig et godt spil. 

Spillet indledes, passende nok, med et skibsforlis. Bølgerne går højt, det bliver mørkt, og træet splintres. Spilleren vågner op i havnebyen Greater Marrow.

“Du er den nye fisker!” siger borgmesteren og skipper hurtigt over den forrige fiskers skæbne.

“Din båd er totalskadet, heldigvis har vi foræret dig en ny skrammeljolle – på afbetaling.”

Og her begynder det. Med en skrabet fiskestang og en elendig motor sejler du ud på havet fra Greater Marrow for at sælge fisk til at dække din gæld og opgradere din båd til noget, der er tilnærmelsesvist sødygtigt.

Et mystisk øhav, der kalder på dig

Fiske-minigamet introduceres kort herefter. Man kaster vod ved en af fiskestimerne på kysten eller i havet og trykker på F, når en lille markør rammer det rigtige sted for at hale fiskene hurtigere ind.

Derefter hiver man en fisk op, som kan sælges enten i Greater Marrow eller hos omrejsende handelsfolk. Fiskespillet er sjovt, men det er slet ikke her, spillets egentlige styrke ligger. Fiskesalget skal mestendels understøtte ens yderligere rejser ud på havet.

De sælges for penge, som kan bruges på at reparere sin båd eller købe reservedele, som kan gøre båden hurtigere, åbne op for flere fiskemuligheder eller give båden yderligere evner. Der kan være tale om et stærkere lys til at holde mørket på afstand, krabbetejner og bedre fiskegrej, der gør det muligt at fange mere eksotiske fisk.

Men det er i udforskningen af øhavet omkring Greater Marrow, at ‘Dredge’ virkelig skinner. Øerne, langt væk og tågede, kalder på en. Når man trodser havet og sejler hen for at  undersøge dem, er de fyldt med sære, sorte sten som er døde om dagen, men lyser med røde runer om natten, som fortæller mørke historier om dødsfald, når man lader hånden hvile på dem.

Her er forliste både og dødsensfarlige malstrømme. En gammel hytte viser sig at være en kæmpekrabbe, som slår din båd til pindebrænde.

Man skal passe på.

Lige uden for lygternes rækkevide

Ens båd er lille på det store hav, og om natten kommer tågen rullende ind over vandet, og den bringer sære, rødglødende monstre med sig.

Man må opretholde en streng balance. På den ene side en stor iver efter at finde nye, eksotiske områder med interessante indbyggere med dystre, dragende historier og nye, underfulde syn. 

På den anden side ens helbred – også det mentale.

Hvis man bliver for længe ude om natten vokser ens panik. Et lille, hektisk øje åbner sig under uret i toppen af skærmen, som måler timerne, og jo flere timer på det mørke hav, desto voldsommere og mere panisk blinker og drejer øjet. 

Og jo mere panik, man har i blodet, desto værre bliver de rædselsfulde syner på havet. Søslanger med for mange øjne, der suser imod dig, et uset spøgelsesskib, fangarme fra dybet, der pludselig spærrer vejen foran dig. 

Det er meget mere rædselsvækkende, end man skulle tro, taget den lidt rå, kantede grafik i betragtning.

Det viser sig, at der ikke er brug for skarp fotorealisme for at fucke dig op.

Mit hjerte hoppede og sprang, og jeg nærmest skreg ufrivilligt, da jeg i en fjern lagune havde været lige lovlig overmodig med at sejle rundt i junglens labyrintfloder efter mørkets frembrud. 

Pludselig dukkede en havøgle med selvlysende gule bylder i hele hovedet frem af vandoverfladen og begyndte nådesløst at flå selvbeherskelsen ud af mig, som om jeg var en flaske rom, og den var en tørstig søulk. 

I ren panik sejlede jeg direkte ind i et mangrovetræ og smadrede min ene motor. Jeg forsøgte desperat at sejle ud af mangroven, men tætte rødder snørede sig sammen foran mig. Jeg anede ikke, træerne kunne bevæge sig, og før jeg vidste af det, havde øglen indhentet min langsomme, halte båd med kun en fungerende motor. Jeg forsvandt med et skrig ned under bølgerne.

Man lærer hurtigt at frygte de røde glimt af usete monstre lige uden for ens lygters rækkevidde. 

Heldigvis gemmer spillet automatisk hver gang, man er i havn. Men frygten og gyset sidder stadig i dig.

Det er den slags øjeblikke, som gør ‘Dredge’ til et fænomenalt spil. 

 

En lille sårbar fisker i et dødsensfarligt hav

Dertil kommer, at de forskellige systemer, som man skal manøvrere, er meget velfungerende.

På ens båd har man kun en begrænset mængde plads til rådighed, så man tvinges til strengt at overveje, hvilke genstande man vil tage med sig hjem.

Vil jeg have sjældne fisk med, før de rådner? Hvad med de her kostbare øreringe? Eller træet jeg skal bruge for at opgradere min båd?

Samtidig fylder både net, motor og lys i lasten. Vil jeg sejle så hurtigt som muligt væk fra havets uhyrligheder, eller vil jeg have mulighed for at medbringe den størst mulige last? Hvilke fisk vil jeg have udstyr til at kunne fange? 

Det går langsomt med at få mere plads i lasten. Spillet er ikke ligefrem gavmild med de små dimser, man skal bruge til at opgradere sin båd. Man er altid lidt bagefter.

Samtidig har man ingen våben. 

“Hvorfor har jeg ingen kanoner?” tænkte jeg engang panisk, mens et gigantisk blækspruttevæsen nonchalant fortærede mig. Men i ‘Dredge’ er du ingen morderisk søkaptajn. Du er en lille, sårbar fisker i en skrøbelig kutter på et rædselsvækkende, dødsensfarligt hav.

Atmosfæren i spillet rammer også plet. Her er glimt af Lovecraft og Herman Melville, men uden at ‘Dredge’ mister sin egenidentitet. 

Det sker undertiden, at de fisk, du fanger, er… sære. De har lidt for mange øjne, der pibler blod frem fra deres skæl, de virker ikke helt så døde, som de burde være efter mange timer i lasten. 

På en afsides klippeø væk fra Greater Marrow vil en mystisk herre have dig til at finde nogle “uskadelige” gamle ting rundt omkring i øhavet. Til gengæld lærer han dig mystiske kræfter, som kan få dig til eksempelvis at sejle meget hurtigere. Og det koster kun en lille smule af din fornuft. En ganske lille smule, siger han.

Da jeg startede mit første spil ‘Dredge’, lukkede jeg det først ned efter seks timer. I dette øjeblik kribler det i mig for at komme tilbage til det sære, vide øhav. Der er stadig flere hemmeligheder at udforske, flere fortabte ruiner at sejle hen over og flere vanvidsfremkaldende fisk at fange. 

Også selvom min stakkels søkaptajns virkelighedssans knirker og ryster som rigningen på en meget lille båd i en meget høj sø. 

‘Dredge’ er et af årets foreløbigt bedste spil, og konkurrencen skal virkelig være hård, hvis det ikke skal ende på toplisten.