Lushfoil Photography Sim-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

SOLSTRESS

Jeg lider af “solstress”. Det kan nok bedst forklares som en sindstilstand, som nok er frembragt især fordi jeg er introvert. Hver gang solen dukker op og temperaturene stiger og rammer små 8 grader, så vælter danskerne som bekendt ud i shorts og skal hoppe i havnebade og drikker APEROL SPITZ (jeg orker ikke engang tjekke om det er rigtigt stavet) på en udendørscafé. Dét giver naturligvis et forventningspres til én selv og ens omgivelser om at man således også bør være social, fordi “VEJRET JO ER SÅ GODT”. Lad mig understrege noget udtrykkeligt klart: Uanset hvad smarte P3-typer fra den kreative klasse påstår på deres sociale medier, så er der INTET i vejen med ikke at ville være social hver gang temperaturen er over 12 grader. Der er INTET galt med hellere at være indendørs. I øvrigt er solen DØDirriterende, hvis man ikke har gardiner, for så kan man ikke se sin skærm ordentligt!

Derfor virkede det som en kærkommen gave, at LUSHFOIL PHOTOGRAPHY SIM (nu forkortet til LPS) netop er udkommet. Et spil, jeg havde holdt øje med, fordi jeg tænkte at det netop kunne kradse min kløe. Det ærgerlige ved at være ude i naturen og at rejse til andre lande er for mig primært TO ting. 1) Der er andre mennesker. 2) Jeg flyver gerne slet ikke. Jeg har fløjet én gang de sidste 6 år. Og det er ikke, så du nu kan sige, “Nå, men hvis Jacob ikke har gjort det, så må jeg godt!” Det er ikke sådan man reducerer CO2-aftrykket. 

Så en simulator, hvor man rejser til smukke, fjerne destinationer for at tage billeder af smukke naturområder og totalt affolket for mennesker lød som en drøm for mig.

Look at this photograph!

Som titlen antyder er LPS en førstepersons-fotograf-simulator, der præsenteres i nærmest fotorealistisk grafik i Unreal Engine 5. Det kan være at folk vil beskrive det som “narrative exploration”, men der er ikke skyggen af et narrativ. Det er nok mere oplagt at bruge udtrykket “gangs-simulator”, som Steam anvender. Men de beskriver det også som “realistisk”, og dén lader vi lige stå til at starte med.

Spillet har været undervejs i en seks-syv år, og er udviklet af én person, MATT NEWELL. Derudover er det udgivet Annapurna Interactive, og de har et ret imponerende portefølje med titler såsom Neon White, Mundaun, What Remains of Edith Finch, Stray, Outer Wilds og Journey for at nævne et par af mine favoritter. De har “god smag”, synes jeg. Eller i hvert fald ofte en intention bag deres udgivelser, der tiltaler min æstetiske sans.

Førstehåndsindtrykket af spillet er også virkeligt godt. Man starter i de italienske alper med en stille brise og krystalklart vand i en bjergsø og alt ånder fred og idyl. Banerne er overskueligt designet (med undtagelse af én) og man går ofte rundt i cirkler for at nå alle afkroge. Da jeg havde gået et minut fandt jeg et kamera. Og så begyndte jeg at knipse løs. Hér opstår første irritationsmoment, for det er ikke særligt mange billeder, man kan have på sit kamera, så man skal konstant tilbage og slette, og det bliver lidt distraherende. Til gengæld er der delvist en forklaring på dette, fordi man kan FAST TRAVEL på billederne til den del af den pågældende bane, hvor du tog det. Det er ret overskudsagtigt – og det kom jeg til at bruge meget.

Efter nogle yderligere minutter fandt jeg en opslagstavle, hvor der er ophængt fotografier med indstillinger, som man skal matche. Ofte 3-5 pr. bane. Hvis knipser billeder på en tilsvarende måde med korrekt motiv og samler tilstrækkeligt mange collectibles, så låser man op for andre baner.  F.eks. et område i Australien, Island, Kyoto, de franske alper, og et nepalesisk bjergpas i Himalaya. Jeg kan ikke udnerstrege nok, hvor flotte disse områder er – læg mærke til at jeg afholder mig for at bruge udrykket “bjergtagende”, fordi det vil være for oplagt. Det er kun Death Stranding og Hellblade 2, der sjovt nok også indeholder islandske landskaber, som kan matche denne fredfyldte form for stemning. Alt sammen ledsaget af blid, uforstyrrende musik. Det hele spiller…

How did our eyes get so red?

Jeg har set flere anmeldere sige, at spillet er “afslappende” og at det “ikke prøver at være mere end det er”. Og der er jeg nærmest LODRET uenig. Det “afslappende” er en smagssag. Det kommer an på hvor meget du lægger i det. Men LUSHFOIL PHOTOGRAPHY SIM er faktisk mere end det giver sig ud for. Og nu kommer der en SPOILER WARNING, og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme med sådan én i forbindelse med dette spil, men nu er du advaret. Så spring ned til næste rubrik, hvis du vil gå fuldkommen uoplyst ind til det. 

SPOILER START

Godt. Det irriterer mig GRÆNSELØST, at et spil som dette skal begynde på at blive mere end det giver sig ud for. Spillet er blevet solgt som realistisk og fredfyldt, men pludselig dukker der kraftstejleme en magisk portal op, som fører mig til et andet område. Og dette låser op for alt muligt med at man skal finde hemmelige portaler, som så kan få én hen til tidligere områder, men nu er det en anden årstid. Jeg forstår ikke hvorfor man ikke bar kan lave en fotograf-simulator hvor man skal tage billeder, uden at det skal blive meta og postmorderne og pludselig være fotografernes Stanley Parable. Jeg synes det er at misforstå spillets egen præmis at introducerer magiske aspekter. Matt Newell må selvfølgelig lave lige præcis det spil, personen har lyst til. Men jeg må så sandelig også være skuffet over, at jeg nu pludselig ikke længere kan slappe helt af i min afslapnings-simulator, men nu pludselig skal lave alle mulige krumspring for at nå en slutning. Dét aspekt dræbte en masse af interessen for mig, og det gav mig, ja, faktisk en smule stress over at det var en forpligtelse og ikke længere et fordriv. 

Om de fleste andre anmeldere simpelthen ikke har opdaget disse dele af spillet, når de beskriver LPS som at det “ikke prøver at være mere end det er” – eller om de simpelthen bare vil holde det som en hemmelighed – ved jeg ærligt ikke. Det er ikke for at flekse og sige, “Se lige hvor god JEG er! JEG har fået true ending og har gennemført alt i verde”. For det har jeg bestemt ikke. Det er bare min mening at det bør man oplyse om som anmelder, så læseren kan forventningsafstemme – såfremt det er muligt. Og lige hér var det muligt for mig at pointere.

SPOILER SLUT

And what the hell is on Joey’s head?

Der er flere ting, jeg ikke bryder mig om ved LPS, udover førnævnte. F.eks. bliver jeg træt af at finde collectibles. Du kan teknisk set finde en GPS senere, som du kan anvende til at opspore de fleste på sigt, men det bliver træls og “completionist”-præget i længden, og stik imod hele spillets afslappende mantra. Og så forstår jeg ikke pointen med flere af de andre kameraer, man kan samle op – f-eks. et videokamera, som har elendig billedkvalitet. Hvad er pointen med det?! Og så kan man også finde en drone, så man kan tage fotografier fra en højere position og en cykel, så du kan komme lidt hurtigere rundt i Alperne, hvor styringen er helt uduelig.

Jeg oplevede desværre en del tekniske komplikationer ved min gennemspilning. Koden virker faktisk en anelse ustabil, i hvert fald på Xbox. Loading-tiderne er til gengæld lynhurtige, med undtagelse af en unødvendigt GIGANTISK engelsk park, der er så labyrintisk og forvirrende, at den simpelthen ikke er sjov at spille, og frame-raten droppede også massivt hér. Derudover oplevede jeg at sidde fast bag en dør med hængelås, som jeg allerede havde låst op – heldigvis havde jeg et foto fra den anden side, som jeg kunne fast travel til. Men uden dét havde jeg siddet fast.

Det virker i det hele taget som om det godt kunne bruge en anelse mere finpudsning, hvilket man selvfølgelig kan sige, “No shit!” Til, når det kun er én person, der har lavet det. Men det er samtidig min pligt at oplyse om det, og så er det jo Annapurna, der står bag, så det er altså ikke ren amateur hour og man må gerne forvente et ret gennemtestet produkt.

Goodbye, goodbye

LPS er på papiret en afslappende gang-simulator, hvor man kan tage billeder. Desværre er det bare ikke helt sådan i praktisk. I hvert fald ikke  afslappende på en måde som jeg ønskede det –  alt det med at man skal alt muligt for at låse op for de næste baner og at spillet introducerer et [SPOILER]-element, ødelagde nærmest min oplevelse. Jeg ville ønske, at spillet havde trukket vejret dybt og slappet af. Troet nok på sig selv; overholdt sin egen præmis. Bare holdt sig til at være fredfyldt og vise naturen, som den nu engang er bedst: Uden andre mennesker, bare dig med dit kamera, og uden at lave et C02 aftryk ved at rejse til f.eks. Kyoto. 

Jeg kan sagtens se, at Matt Newell har haft dette som et passions-projekt, og der er virkeligt kælet for de grafiske detaljer. Og så er der dele af spillet, som er ret mindeværdige. Med den rette ro og den rette vinkel, så er LPS en billedskøn oplevelse i små doser. I skrivende stund har spillet 608 anmeldelser på Steam, så det er ikke fløjet helt under radaren. 

Og hvis du ikke har noget imod den del, jeg tidligere beskrev i spoiler-delen, så læg én stjerne til den endelig karakter.

Konklusion

Spillet har en skøn audio-visuel præsentation, og det er meget imponerende, at det er lavet af én person. Men hvor ville jeg ønske, at det bare havde holdt sig til at være en fredfyldt oplevelse og ikke endt med at “larme” med en masse ekstra påfund, der truer med at knuse spillets ellers simple og prisværdige præmis.