Maestro: Nintendo Swtich 2-anmeldelse – Fra dirigentstok til sofa og Joy-Cons

Jeg elsker VR. Der er noget helt særligt ved at tage et headset på og pludselig føle, at man befinder sig inde i spillet i stedet for bare at sidde foran det. Problemet er bare, at min mave ikke deler den begejstring. Jeg kan som regel kun holde til meget korte VR-sessioner, før kroppen minder mig om, hvorfor jeg burde have ladet være. Det har ikke forhindret mig i at presse mig selv igennem adskillige VR-spil, for når det fungerer, synes jeg stadig, at VR bringer gaming og immersion op på et helt andet niveau.

Derfor blev jeg ret nysgerrig, da jeg skulle prøve Maestro på Switch 2. Hvis jeg ikke kan være inde i et orkester gennem VR, kunne jeg så i det mindste blive den næste store dirigent fra sofaen?

Det korte svar er ja. Og overraskende nok fungerer det bedre, end jeg havde forventet.

Hvis du har spillet Beat Saber eller Guitar Hero, ved du allerede, hvor Maestro vil hen. Her er guitaren og lyssværdet bare skiftet ud med en dirigentstok, og i stedet for at forsøge at ramme noderne med instrumentet er det dig, der skal holde styr på hele orkesteret.

Det lyder måske simpelt, men Joy-Cons fungerer faktisk imponerende godt til opgaven. Med den ene hånd følger jeg rytmen, mens den anden bruges til forskellige cues og til at styre tempoet i musikken. Når tingene begynder at gå stærkt, skal jeg samtidig holde øje med flere ting på én gang, og spillet er overraskende god til at registrere mine bevægelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Kirkens Korshær

Det giver ikke helt den samme følelse som VR, men når man rammer en sekvens perfekt og orkesteret følger ens bevægelser, kommer den der lille følelse af, at det faktisk er mig, der styrer musikken. Og det er i sidste ende det, Maestro lever på.

Fra Guitar Hero til dirigentstokken

Musikken er heldigvis ikke bare fyldstof. Der er en fin variation i repertoiret, og det er svært ikke at trække lidt på smilebåndet, når man pludselig står og dirigerer musik fra blandt andet Game of Thrones og Harry Potter.

Jeg har altid været typen, der syntes, at Hard og Expert var de sjoveste sværhedsgrader i Guitar Hero. Ikke fordi jeg nødvendigvis kunne gennemføre alt, men fordi det var her, jeg begyndte at føle mig som en rockstjerne. Maestro giver mig lidt den samme følelse.

På Normal har jeg efterhånden så godt styr på spillet, at jeg næsten konsekvent kan hente fem stjerner på sangene. På Hard er historien en helt anden. Springet er ganske enkelt for stort. Pludselig har jeg problemer med overhovedet at gennemføre en sang, som jeg lige før kunne spille næsten fejlfrit.

Det er ikke nødvendigvis et problem, at Hard er svært. Faktisk synes jeg, det er en del af fornøjelsen. Problemet er, at Maestro mangler et ordentligt træningsværktøj. Jeg kunne godt have brugt muligheden for at sætte tempoet ned og øve de svære passager, sådan som jeg husker det fra Guitar Hero. Det ville gøre overgangen langt mere naturlig.

For jeg er samtidig ret sikker på, at min frustration over Hard kommer til at forsvinde, hvis jeg bare bliver ved. Sangene er ikke umulige. De kræver bare øvelse. Og jeg kan sagtens forestille mig, at jeg om nogle timer sidder og brokker mig over, at springet fra Hard til Expert er alt for stort i stedet.

Bedst som et lille afbræk

Der er dog noget andet, som holder Maestro tilbage. Jeg kan godt mærke, at min interesse begynder at falde efter fem-seks sange. Det er ikke fordi musikken er dårlig, eller fordi styringen pludselig holder op med at fungere. Der mangler bare noget, der får mig til at tænke, at jeg skal blive ved lidt endnu.

Til gengæld fungerer spillet rigtig godt, når man ikke forventer, at det skal underholde i flere timer ad gangen.

Det er et perfekt lille afbræk fra de store AAA-spil, hvor man kan bruge 20-30 minutter på at spille et par sange, jagte nogle stjerner og så lægge Switch 2 fra sig igen. Og endnu bedre bliver det, hvis man har en ven ved siden af sig. Her kommer konkurrencen om highscores virkelig til sin ret, og pludselig bliver den samme sang lidt mere interessant, når man kan forsøge at slå hinandens resultater.

Det er også her, jeg synes, Switch 2-versionen giver mening. Spillet fungerer naturligvis bedst foran et stort fjernsyn, hvor jeg kan stå med mine Joy-Cons og give den som en anden Leonard Bernstein. Men det behøver faktisk ikke være sådan.

Jeg fandt mig selv i at spille Maestro på et hotelværelse i Polen. Jeg vippede den indbyggede stander på Switch 2 ud, klikkede Joy-Cons af konsollen og stod pludselig og dirigerede mit eget lille mobile orkester. Det er en af de situationer, hvor Switch 2’s fleksibilitet virkelig giver mening, for jeg behøvede ikke et fjernsyn eller noget andet udstyr. Konsollen var nok.

Orkesteret kunne godt øve sig lidt mere

Hvor musikken og styringen fungerer, er jeg mindre begejstret for det visuelle.

Orkestermedlemmerne ligner til tider nærmest små marionetdukker, og deres animationer ændrer sig ikke synderligt fra sang til sang. Det er svært at føle sig som en stor maestro, når musikerne omkring mig ser ud til at have fået den samme animationspakke uanset hvilket stykke musik, jeg vælger.

Heldigvis forsøger Maestro at holde det visuelle lidt frisk med forskellige kosmetiske muligheder. Man kan låse op for nyt tøj til orkesteret og forskellige temaer til de venues, man spiller i. Nogle af dem er faktisk ret fantasifulde og hjælper med at give de forskellige koncerter lidt mere personlighed.

Der er 38 sange i spillet, mens der på nuværende tidspunkt også er to ekstra sange, som kan købes separat. Det er et fornuftigt udvalg, men igen er det ikke antallet af sange, der bliver afgørende for mig. Det er snarere, hvor ofte jeg har lyst til at vende tilbage til dem.

Og her er Maestro bedst, når jeg bare tager det for det, det er: et rytmespil, jeg kan hive frem, spille nogle få sange og lægge væk igen.

Konklusion

Jeg havde håbet, at Maestro måske kunne give mig lidt af den immersion, jeg elsker ved VR, uden at min mave bagefter krævede en undskyldning. Det lykkes ikke helt. Joy-Cons kan ikke erstatte følelsen af faktisk at stå inde i et orkester.

Men det behøver de heller ikke.

Når musikken spiller, mine hænder arbejder hver sin vej, og jeg rammer en sekvens perfekt, er der en lille følelse af, at jeg faktisk er dirigenten. Det er sjovt, og det er først og fremmest Joy-Con-styringen, der får det til at fungere.

Problemet er, at Maestro ikke helt har nok under overfladen til at holde mig fanget i lange sessioner. Sværhedsgraden springer lidt for voldsomt, træningsmulighederne kunne være bedre, og det visuelle niveau matcher ikke helt den oplevelse, spillet forsøger at skabe.

Men som et lille musikalsk afbræk fungerer det overraskende godt. Især hvis man har en ven at konkurrere med.

Jeg kommer næppe til at bruge hele aftener på at dirigere virtuelle orkestre. Men næste gang jeg sidder på et hotelværelse langt hjemmefra og har brug for en pause fra endnu et gigantisk AAA-eventyr, er Maestro et oplagt lille afbræk.

David Darville

Skribent & Anmelder

---

David har en Master i IT-ledelse, hvor digitalisering var et af de primære interessepunkter i hans uddannelse. Han har også en baggrund som skribent hos Det Danske Gaming Forum. Han excellerer især inden for FPS-spil som Warzone, men hans hjerte banker for udfordringerne i Soulslike-genren. Med en controller i hånden siden den første Nintendo blev tilsluttet familiens gamle 28” billedrørs-TV, brænder hans passion for at udforske gaming-universet stadig stærkt.