Julia Johanna Debel Holmgaard
Estimeret læsetid: 5 minutter.
December 11, 2025
En gruppe mænd går til oprør mod kvinders rettigheder. Tankevækkende og måske tættere på virkeligheden end man kan forestille sig, men er det virkelig morsomt nok til en hel film?
Filmen, som er instrueret af Frederikke Aspöck (Viften, 2019, De Frivillige, 2023) handler om en lille gruppe mænd, der mener, at kvinder har fået for mange rettigheder. Rasmus (Mikkel Boe Følsgaard), Frederik (Christopher Læssø), Lasse (Anders Brink Madsen), Jonas (Zaki Youssef) og Noa (Ulrik Windfeldt-Schmidt) mødes derfor i deres såkaldte “løbeklub” og bliver enige om, at de selv må gøre noget ved sagen. Rasmus er gruppens leder. Om dagen arbejder han i en fagforening, og om natten tager han og gruppen ud for at være frihedskæmpere/frihedsbekæmpere i et forsøg på at gennemtvinge den “naturlige orden”. En vej tilbage i tiden, til da kvinder skulle føde børn, holde kæft og se pæne ud, mens mændene kom hjem fra arbejde og blev opvartet.
Det er en kamp mellem kønnene pakket ind i satire, der forsøger at udfordre og underholde på samme tid. Det resulterer det da også i fnis rundt omkring i salen, i hvert fald fra det biografpublikum, jeg delte salen med, da jeg så filmen. Personligt har jeg svært ved at se det sjove i temaet, kvindeforagt, fordi det som udgangspunkt er så uflatterende et emne at bygge en hel komedie op omkring, men filmen gør sit bedste for at gøre det spiseligt og underholdende for alle.
Tematikken er godt hjulpet på vej af den tekniske side, for både kamera, klip og dramaturgi klarer sig temmelig ubesværet hele vejen igennem. Det er tydeligt, at holdet bag kameraet ved hvordan en film skal skæres, endda så meget, at håndværket i sidste ende, nok har større kvalitet end satiren i replikkerne. Skuespillet er fint og charmerende og heldigvis ikke for overspillet som det ofte ses i danske produktioner.
Rasmus og gutterne kommer ud for lidt af hvert, men ikke med nogen særlige konsekvenser og især modstanden er mangelfuld. Filmen antyder, at Cecilie (som er Rasmus’ eks) skal være hans modstykke, men hun får aldrig for alvor greb om konflikten eller udfordrer hans verdenssyn, som historien ellers har brug for. Jeg sidder endda håbefuldt og venter, når jeg ser Amanda Collin, Raised By Wolves (2020) og Sofie Torp Hygge! (2023) komme op på skærmen. Begge er skuespillere som har stor energi, som jeg desværre ikke mærker noget væsentligt til. Kort sagt konfronteres mændenes motiv aldrig rigtigt. Kvinderne er til stede, men står generelt for meget i baggrunden, og uden den nødvendige modvægt forbliver satiren mere tandløs end skarp.
Mand Op er helt bevidst om at der i de her år diskuteres kønsroller og emner som ‘woke’, ‘tradwife’ og ‘incel’. Derfor er det også på sin vis oplagt at lave en komedie ud af det absurde i de debatter der opstår. Men hvis man vælger at behandle samtidens tunge emner, så forpligter det også til et vist niveau af input til debatten. En sjov bemærkning om et emne, der ellers kan være svært at grine af – det kan fremme debatten. Tilsvarende kan en letkøbt vittighed om samme emne føles lidt passé og svær at finde helt relevant i spillefilmslængde. Med et emne som kønsdiskrimination forventer jeg, at humoren virkelig sidder lige i skabet. Jeg kunne sagtens forestille mig at nyde at sidde skraldgrinende og lårklaskende til en film som den her, men desværre kan jeg ikke helt mærke, at jeg går fra Mand op med et godt grin eller nye perspektiver.
Humor kan være et stærkt redskab, når man vil bearbejde emner som ensomhed, mindreværd og maskulinitetskrise så vi kan tale åbent om dem. Det er tydeligvis filmens intention, men efter min mening lykkes det ikke, og det føles snarere kalkuleret at benytte sig af temaer som trender, end at det er opstået naturligt.
Mand Op rejser absolut pointer, som er relevante at diskutere, men intentionen forplumres, fordi humoren aldrig rigtig rammer niveauet. Latterliggjort mandschauvinisme er et fint udgangspunkt for en komedie, men i falden-på-halen-humor udvandes pointen hen ad vejen.
Jeg savner noget bid, noget dybde og moralsk refleksion. Hvis vi skal kunne grine af en flok kvindehadende “charmerende” mænd, så skal det være, fordi satiren er knivskarp, ikke fordi mændene bare er idioter, og snubler over et hegn. Det er en svær disciplin at mestre, og flere af filmhistoriens helt store (lidt mere dystre) mesterværker har forsøgt at portrættere det komiske i mænd der ikke kan opføre sig civiliseret i et samfund de ikke føler sig hjemme i længere. Fight Club (1999) og American Psycho (2000) er to af de største eksempler. Begge galgenhumor-film forsøger at udstille de mandlige hovedpersoner som typer man bør tage afstand fra, men fans fra hele verden har glædeligt læst det direkte modsatte budskab ind i intentionen af filmenes moraler. Mand Op forsøger at portrættere mændenes kamp for at genvinde en tid, hvor kvinder var mere undertrykte end i dag, som et, sødt, lidt klodset og i sidste ende håbløst projekt, men jeg er ikke sikker på, at alle vil gå fra filmen med samme læsning af budskabet.
Det ville ikke overraske mig, hvis mange føler sig draget til at tage ind og se Mand Op i de danske biografer ind over juledagene – og lokker præmissen ikke til biografmørke? Så spår jeg gerne, at plottet vil få en hel del folk til at starte filmen en fredag aften på sofaen, når den på et tidspunkt kommer på en streaming platform. På papiret er debatten jo både oppe i tiden og interessant for begge køn, så der burde være nok at tage fat i, når mændene gør oprør mod kvinders rettigheder. Ligeledes forudser jeg, at rigtig mange vil føle sig helt tilpas underholdt at Mand Op. Det skal der selvfølgelig være plads til, men jeg ville ønske at publikum blev konfronteret en anelse mere, når de samles for at opleve filmen. Mand op gør sit bedste, men den vakler i sin pointe under vægten af det emne, den har sat sig for at belyse. Vi er inde i et minefelt, men ruten gennem det føles utilfredsstillende.
Komedie-drama
Videoredaktør & Anmelder
Julia er cand.mag. i film- og medievidenskab, hvor hun specialiserede sig i helte, medieindustrier og podcastproduktion. Hun arbejder som videoredaktør og anmelder hos Arkaden, hvor hun dykker ned i film, serier og spil med både fagligt blik og passion for fortællinger, der sætter sig fast.
© Copyright - arkaden.dk
