Mario Kart World-anmeldelse – En ny klassiker på en ny konsol

Denne artikel indeholder affiliate-links. Hvad det betyder, kan du læse mere om her.

Nintendos stærkeste kort ved lanceringen af Switch 2 – rent spilmæssigt – er uden tvivl Mario Kart World. For ikke nok med, at vi endelig får fingrene i en splinterny konsol, som millioner har set frem til, så følger der også en helt ny udgave med af et af de mest ikoniske og bedst sælgende Nintendo-spil nogensinde. Det er næsten umuligt at holde begge ben plantet på jorden – men lad os nu alligevel forsøge for en stund.

Jeg prøvede Mario Kart World første gang tilbage i april, da jeg deltog i et preview-event i London for Switch 2. Det var faktisk det allerførste spil, jeg fik i hænderne med den nye konsol, og selvom jeg kun nåede at teste en enkelt bane og en kort gamemode, gav det alligevel hurtigt en fornemmelse af, hvor spillet gerne vil hen. Det hele virkede en tand mere ambitiøst – mere dynamisk, mere flydende – og med nogle nye greb, der straks gjorde mig nysgerrig. Siden da har jeg glædet mig til at prøve det i fuld skala. Og nu er tiden endelig kommet.

Hvad er egentlig nyt?

Det første, man lægger mærke til, er mængden af gamemodes. Her er mere at give sig i kast med end tidligere – blandt andet Knockout Tour, som er et elimineringsløb med op til 24 spillere, hvor de bagerste gradvist sorteres fra. Det skaber en mere vild og kaotisk stemning og giver løbene en anderledes fremdrift, der faktisk fungerer overraskende godt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Spilprisen

Samtidig er banerne blevet mere åbne og organisk sammenhængende. Man kan nu både køre på vægge og der er flere skjulte genveje. Der er også kommet flere skins og køretøjer end nogensinde før – og det hele føles generelt mere fleksibelt og levende. Mario Kart World bevarer altså den velkendte kerne, men der bliver alligevel skubbet nænsomt til formatet. Og det rejser spørgsmålet – fungerer det?

En åben verden – eller noget, der minder om det

For første gang i seriens historie har Nintendo valgt at samle det hele i én sammenhængende, åben verden, hvor man kan køre frit rundt mellem forskellige destinationer.

Det lyder umiddelbart som en stor ændring i strukturen – og der er da også noget frisk ved idéen – men i praksis fungerer det mest som en slags mellemstation, hvor man tuller lidt rundt, samler mønter og prøver lidt forskelligt af. Selve gamemodes og baner vælger man stadig via en menu, så det åbne område ændrer ikke grundlæggende på måden, spillet er bygget op.

Det giver dog lidt mere luft mellem løbene, og i Free Roam kan man udforske lidt, finde små missioner og tage det i sit eget tempo. Det er rart at have muligheden, selvom det ikke for alvor føles som en egentlig åben verden.

Har aldrig været smukkere

Visuelt er det også tydeligt, at Mario Kart World er tænkt som et udstillingsvindue for Switch 2. Spillet gør god brug af den nye konsols flere hestekræfter, og det er uden tvivl det smukkeste Mario Kart-spil til dato. For wow, hvor er det en fryd for øjet. Spillet har naturligvis sin unikke Nintendo-charme, men der er virkelig blevet kredset for detaljerne – og de mange overdådige baner er blot med til at understrege, at vi har med et visuelt lækkert produkt at gøre, som virkelig udnytter, at vi nu har muligheden for 4K og HDR.

Måden, hvorpå hver enkelt karakter og køretøj er spækket med små søde detaljer, fungerer virkelig godt, og man bliver nemt betaget af den måde, banernes varierende miljøer bliver præsenteret på. Jeg er personligt vældig imponeret over, hvordan vandet bliver brugt – og hvor flot det faktisk er, især med den måde lyset reflekteres i det. Men det er også generelt tydeligt, hvor dygtige man har været til at belyse spillet.

De mange baner har nærmest deres egen visuelle identitet, men spillet formår stadig at binde det hele sammen – og det lægger man især mærke til, når man kører rundt i Free Roam. For selvom den åbne verden måske føles lidt tom i forhold til indhold, så er den gudhjælpemig flot at se på. Samtidig er det visuelle også understøttet af en fremragende og charmerende lydside.

Nyt, men dejlig velkendt

Men alt det ville selvfølgelig ikke betyde noget, hvis ikke selve kørefølelsen sad i skabet – og det gør den heldigvis. Det føles i høj grad som det Mario Kart, vi kender, men det er bestemt ikke ment som en kritik. Tværtimod. Vi bliver nu sluppet løs i endnu vildere baner end tidligere, og netop derfor er der også noget betryggende ved, at noget er, som det plejer. Det er stadig tæskesjovt at spille.

Mario Kart har jo aldrig forsøgt at være en hyperrealistisk racersimulator – det er nærmere den diametrale modsætning – men hvad det mangler i realisme, vinder det tilbage i rendyrket sjov. Uanset om du spiller solo, hjemme i sofaen med familien eller online med vennerne, er det bare grundlæggende sjovt.

Den største morskab får man utvivlsomt sammen med vennerne i de forskellige online gamemodes. Det er god spas at skyde venners balloner eller stjæle deres mønter i Balloon Battle og Coin Runners. Men med Mario Kart World må jeg faktisk også sige, at jeg synes, det er sjovt at spille på egen hånd – især takket være den nye gamemode Knockout Tour, som i særdeleshed fungerer godt online. Her kan man mærke pulsen stige, fordi det for en gangs skyld føles, som om der er noget på spil.

Men særligt magisk bliver spillet, når det er en social oplevelse. Jeg har spillet med mine to døtre på henholdsvis fire og syv år, og begge havde svært ved at lægge spillet fra sig igen. Det er stadig muligt at tilpasse sværhedsgraden, så alle kan være med – og der er noget ganske særligt ved at se de små øjne lyse op af ren glæde. Den yngste elsker bare at køre rundt i den åbne verden, hvor hun kan være med i sit eget tempo, og den ældste nyder, når det bliver lidt mere konkurrencepræget. Begge har haft det sjovt på hver deres måde – og deres far har nydt hvert eneste øjeblik. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en fast familietradition, at vi tager et spil i ny og næ.

24 på banen og kaosset er komplet – for det meste

Som noget nyt er der nu også 24 racere på banen ad gangen, hvilket passer godt til, at banerne samtidig er blevet betydeligt større. Det højere antal spillere skaber et herligt kaos – især i Knockout Tour, som hurtigt er blevet min favorit blandt de nye gamemodes. Her bliver det hele dejligt hektisk, og der flyver skaller, hamre og bomber ind fra både højre og venstre. Og særligt online er Knockout Tour bare fantastisk sjovt.

Ved hvert checkpoint bliver de fire sidstplacerede sorteret fra, så man er nødt til at være fuldt fokuseret hele vejen igennem. Samtidig foregår Knockout Tour altid på en rute, hvor flere baner er kædet sammen, hvilket betyder, at man kommer rundt på en god bid af kortet.

Det er dog overraskende, hvordan det høje antal kørere ikke altid kommer til sin ret i nogle af de andre gamemodes – for eksempel i Battle, hvor nogle af banerne simpelthen føles for store. Det betyder, at det til tider kan være svært overhovedet at finde sine modstandere, og så forsvinder noget af den ellers kaotiske og festlige stemning. Det hele kan komme til at virke en smule tomt.

Kører som smurt

Jeg har tidligere beskrevet, hvor flot jeg synes spillet er, og hvor charmerende det føles – men også fra et teknisk udgangspunkt klarer Mario Kart World sig godt. Det er tydeligt, at vi med Switch 2 har fået nogle flere hestekræfter at lege med, og det betyder også, at spillet kører fremragende på den nye konsol.

Jeg var en smule bekymret, da jeg første gang prøvede spillet i London, hvor der var et mærkbart problem med framedrops, når der var 24 kørere på banen på samme tid – men heldigvis er det ikke noget, der i den endelige udgave er et nævneværdigt problem. Faktisk fremstår Mario Kart World som et ret poleret produkt i en teknisk forstand.

Konklusion

Aldrig har jeg spillet et Mario Kart-spil så intensivt som Mario Kart World – men samtidig er det også længe siden, jeg har spillet et spil, der på så grundlæggende et plan er så sjovt i sin kerne. Uanset om du kaster dig over spillets mange muligheder helt alene, sammen med familien eller med vennerne online, er der masser af variation at finde i de forskellige gamemodes. Inklusionen af Knockout Tour er fantastisk, og selvom den åbne verden og Free Roam ikke gør noget revolutionerende, så gør det i hvert fald ingen fortræd – og for husstandens mindste var det et kæmpe hit, fordi konkurrenceelementet er væk, og man bare kan slappe af og øve sig i sit eget tempo.

Spillet er helt klart sjovest, når det bliver en social begivenhed, hvor du samles med nogle makkere og dyster mod hinanden – men det bliver særligt magisk, når det kan samle familien og give os gode stunder sammen.

Mario Kart har aldrig været smukkere og aldrig kørt bedre – og selvom det i princippet bare er mere Mario Kart med lidt flere muligheder, så er det absolut ikke så skidt. Ja, spillets åbne verden er lidt tom, og de udfordringer, man finder her, er måske ikke sindsoprivende for en erfaren Mario Kart-kører – og nogle gamemodes som Battle kan føles tomme online, fordi banerne er store. Men samtidig er variationen stor, og med tiden finder flere spillere sikkert også frem til de andre gamemodes end Knockout Tour, som lige nu er den klart mest populære – og det kan jeg godt forstå, for det er tæskesjovt og udfordrende.

Mario Kart World bliver et hit, som sine forgængere også var det. Det er sjovt, charmerende – og med tiden kommer der sikkert også mere indhold, som kan udfylde de tomrum, spillet lige nu har.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør

---

Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer