Mario & Luigi: Brothership-anmeldelse – En triumferende tilbagevenden for serien

Et spritnyt spil i den primært håndholdte spilserie Mario & Luigi er netop landet på Nintendo Switch, hvilket gør det til det første Mario & Luigi-spil på en hjemmekonsol

Hvem skulle have troet, at et nyt Mario & Luigi-spil ville udkomme til Switch, og så endda i slutningen af konsollens levetid? Lige præcis INGEN. Det er snart 10 år siden, vi sidst så et Mario & Luigi-spil. I 2015 udkom Mario & Luigi: Paper Jam, hvilket ikke blev modtaget særligt positivt blandt kritikere og fans. Faktisk har serien haft sine skævanker, og primært bliver det første og tredje spil i serien set som de bedste. Jeg voksede op med det andet spil i serien, ved navn Mario & Luigi: Partners in Time, og det er derfor mit personlige yndlings-Mario-rollespil, selvom Mario & Luigi: Bowser’s Inside Story nok bliver set som det bedste spil i serien og det er faktisk også det, der solgte flest kopier. 

Lidt ligesom Metroid-serien, så er Mario & Luigi ikke en serie, der har solgt særlig mange kopier gennem årene. Det har måske heller ikke været lige så nødvendigt at sælge godt, da spillene var lavet til de håndholdte Nintendo-maskiner, men ikke desto mindre gik salget ikke godt. Det bedst sælgende spil i serien, Mario & Luigi: Bowser’s Inside Story, har solgt 4,56 millioner kopier på verdensplan, og det seneste spil fra 2015 til Nintendo 3DS solgte kun 1,08 millioner. Det sender måske et ret klart signal om, hvorfor de originale udviklere af serien, AlphaDream, desværre lukkede ned i 2019. 

MEN, vi sidder nu i 2024 med et helt nyt spil i serien, som var det første spil, Nintendo viste os i deres Nintendo Direct tilbage i juni måned. Jeg sad næsten med tårer i øjnene, da jeg aldrig havde troet, at jeg skulle se et af mine yndlings-Nintendo-rollespil vende tilbage. Faktisk sad jeg og snakkede med en ven om, hvilke spil der kunne være fede at se igen til Directen. Jeg nævnte ud af det blå, at et nyt spil i Mario & Luigi-serien kunne være fedt, da jeg elskede serien som barn. Men vi blev enige om, at det nok ikke var en serie, vi skulle regne med at se igen. Men nu sidder vi her, og jeg har nu spillet rigtig mange timers Mario & Luigi: Brothership på Nintendo Switch. Har det været de snart 10 års ventetid værd, og er spillet tro mod sit ophav, samtidig med at det tilføjer nye elementer? 

Smukke verdener, glimrende kampsystem, underholdende puzzles og en lidt for glad historie giver en blandet, men god oplevelse 

I Mario & Luigi: Brothership bliver verdenen Concordia splittet og lavet om til små øer, der flyder rundt ude i det store hav. Mario og Luigi bliver ud af det blå revet ind i en portal, der kaster dem mod Concordia, hvor de nu er strandet sammen med andre karakterer fra Mushroom Kingdom. Mario og Luigi beslutter sig for at hjælpe indbyggerne med at få samlet deres verden sammen igen ved at koble alle øerne sammen til et træ, der giver liv til øerne. Alt imens vores helte prøver at redde dagen, gemmer der sig ondskab ude i horisonten, og mere vil jeg ikke afsløre af historien. 

Noget, som mange diskuterede, da spillet blev vist frem i sommer, var spillets grafiske stil. Den er bestemt anderledes end det, vi så i de originale spil til GameBoy Advance og DS, men jeg kan med glæde sige, at det ikke prægede mig negativt – faktisk endte det med at blive en rigtig positiv ting. Jo flere øer og karakterer man møder, jo mere kan man virkelig se den kreative retning, som de dygtige udviklere hos Acquire har taget. Der er masser af variation i omgivelserne, da alle øer, man lander på, er unikke og har forskellige fjender og puzzles, man kan opdage og besejre. 

Hvis vi dykker ned i kampene, som er det mest bærende element i et rollespil og især i Mario & Luigi-serien. Ligesom i de gamle spil skifter man mellem Mario og Luigi, hvor man kan lave forskellige angreb som at hoppe på fjenden, bruge sin hammer, sparke til en shell og mange andre ting, som bliver låst op, jo mere man spiller. Når man angriber, skal man time sine tryk på controlleren for at få maksimal skade ud af sine angreb. Det er lige så tilfredsstillende i Brothership, som det altid har været i serien. Når man lander de perfekte angrebsmønstre, går alt bare op i en højere enhed

En ny ting, der er blevet tilføjet i Brothership, er Battle Plugs. Battle Plugs kan optjenes gennem spillet ved at crafte plugs ved hjælp af Lumenade, der er samlet fra Sprite Bulbs. Nogle Battle Plugs gives til Mario og Luigi, efterhånden som historien skrider frem. Mario og Luigi kan kun udstyre to Battle Plugs i deres Power Tap i begyndelsen af spillet, men de vil optjene flere Power Tap-slots i løbet af Brothership-eventyret. Battle Plugs har et begrænset antal opladninger og skal genoplades. Battle Plugs genoplades, når de ikke er i brug. Der er mange forskellige Battle Plugs, men en af dem kan være Kaboom Attack, som sender en chokbølge ud og rammer alle fjender, hvis du lander et Excellent hop eller slag med din hammer. Man kan også få Battle Plugs, som automatisk giver dig healing mushrooms (og andre items), hvis enten Mario eller Luigi falder for meget i liv under en kamp. Man kan derfor eksperimentere med mange forskellige Plugs og få en unik kampoplevelse hver gang. 

At gå på opdagelse i et Mario og Luigi-spil har altid været spændende for mit vedkommende. I Partners in Time elskede jeg den mere dystre tilgang og var sindssygt spændt på at træde ind i fjendtlige territorier, hvor fjenderne Shroobs herskede i spillet. I Brothership fik jeg aldrig den samme dystre stemning, men jeg fik en glad oplevelse. Hvis der er noget, Brothership ikke er, så er det dystert. Men det kommer jeg ind på om lidt. At gå på opdagelse i Brothership og sætte en kurs med sit skib føltes altid fedt, og jeg glædede mig hver gang til at se, hvad den næste ø havde at byde på. 

I Brothership har man nemlig et skib, som man selv kan styre ved at sætte en kurs på kortet. Skibet bliver så låst fast på en bestemt rute, som det kun forlader, hvis man vælger en ny. Du kan løbe rundt på tidligere øer, som du har linket til dit skib, eller endda gå på opdagelse på skibsøen, hvor du kan købe nye items og udstyr, hvis man har brug for det, mens skibet sejler til nye destinationer. 

En mindre ting, som jeg savnede ved Brothership, var mere selvstyring i forhold til Luigi. I de ældre spil skulle man selv hoppe med Luigi, hvis han skulle hoppe op på en platform eller lignende, men i Brothership er han blevet mere en følgesvend end en spilbar figur. Luigi har altid fulgt med Mario, som går forrest, men han hoppede ikke automatisk i de gamle spil. Det gav desværre følelsen af, at man mere spillede som Mario end som dem begge. Dog bruges Luigi til puzzles, hvor Mario skal løbe rundt på platforme, mens Luigi slår med en hammer for at rykke dem. Desværre følte jeg, at Luigi blev degraderet i Brothership, når man gik på opdagelse, sammenlignet med de gamle spil. Der var også små puzzles, hvor Luigi aktivt prøver at forhindre spilleren i at løse den givne opgave. Det føltes fuldstændig forkert, og det er en misforståelse af pointen med serien.

Jeg nævnte tidligere, at spillet ikke var særligt dystert, som nogle af de tidligere spil var. Det er faktisk en af mine store kritikpunkter ved spillet. For nej, jeg er ikke enig i, at de mange kampe, man ender i, bliver for repetitive eller kedelige – sådan har det altid været. Men det, jeg personligt syntes manglede i Brothership, var en mere engagerende historie, der turde være mørkere. I Partners in Time bliver Mushroom Kingdom angrebet af Shroobs, som er rumvæsner, ledet af Princess Shroob. Der var langt flere mørke øjeblikke i det spil, end der nogensinde var i Brothership. Jeg følte, at alle var glade og positive i Brothership, hvilket jeg ikke syntes passede til selve historien. Indbyggerne i Concordia har fået revet deres verden i tusinde stykker, men alligevel er alle sådan: “Jaaa, vi skal nok være glade og hjælpe jer, Mario og Luigi.” Sådan var det bestemt ikke i eksempelvis Partners in Time.

Konklusion 

Mario og Luigi: Brothership er et fantastisk spil på mange måder, og det er vildt, at vi får et så imponerende og godt spil i slutningen af Switch’ens levetid. Spillet har glimrende kampsystemer, og udforskningen er spændende, så man sidder og venter i spænding på, hvad den næste ø har at byde på. Dog bliver historiens lidt for glade stemning desværre en hæmsko, og jeg savnede noget mere dysterhed. Hovedskurkene er heller ikke de mest spændende, og jeg fandt dem til tider ret generiske. Ydeevnen af spillet var ret stabil og kørte langt bedre, end hvad The Legend of Zelda: Echoes of Wisdom gjorde tidligere i år. Dog kan det dykke en smule i frames, men intet gralt og slet ikke en katastrofe, som nogle vil prøve at gøre det til. Luigi er også blevet lidt for meget en sidekarakter frem for en hovedkarakter som Mario, hvilket ikke helt passer til, hvad serien burde være. Forhåbentlig kan de ændre på det i det næste spil, som jeg INDERLIGT håber sker!

Alt i alt er Mario og Luigi: Brothership et glimrende gensyn til en serie jeg har savnet dybt og er et af de bedste Mario-RPG-spil på Nintendo Switch-konsollen. Efter mine 35 timer indtil videre og flere timer der venter endnu med side content, vil fans af serien eller andre Mario-rollespil finde masser at nyde i Brothership. Hvis man i forvejen ikke er fan af hverken de tidligere spil i serien eller andre RPG-spil som Paper Mario eller Super Mario RPG, så tror jeg ikke, at Brothership vil ændre dit standpunkt. Men ellers er det en stor anbefaling, og jeg kan slet ikke forstå en bestemt anmeldelse, der gav en meget hård score til et spil, der er så velfungerende, omend ikke perfekt, MEN ikke tæt på middel.