Marko: Beyond Brave-anmeldelse – Alt andet end modig

Er dette kultur-inspireret Metroidvania oplevelsen værd?

Tilbage til dette års Gamescom fik jeg mulighed for at snakke med en af udviklerne bag titlen Marko: Beyond Brave, og hvordan dette var deres første egenrådige projekt. Det var en kort præsentation, der, skønt dets simple gameplay, var fyldt med passion for spilbranchen, og en iver efter at vise deres kunnen. Er denne passion tydelig i det endelige produkt?

En meningsløs fortælling

Marko: Beyond Brave starter ud med en smuk intro, hvor animationer, tydeligt inspireret af 90’ernes tegnefilm, og musik spinner en fortælling, uden der bliver ytret et eneste ord. Du spiller Marko, der sammen med sine to brødre sætter ud på en rejse imod et ondsindet hydra-lignende væsen, der pludselig slår sig ned i nærheden brødrenes landsby.

De fejler desværre i dette forsøg, og bliver spredt fra hinanden. Du skal nu finde dine brødre, og atter forsøge at sætte en stopper for monstrets terror. Derefter udfolder spillets narrativ sig desværre aldrig i nogen interessant retning. Der er en masse sten med tekst, hvor man får små bidder af en uvilkårlig historie, der kommer til at fremstå meningsløs.

Det var særligt svært at holde motivationen oppe, da spillets kort ikke var behjælpelig på nogen måde, og til tider skabte mere forvirring end gavn.

Jeg er klar over at metroidvania-genren er løst struktureret, så man som spiller føler sig motiveret til at udforske og vende tilbage til før ubestridte områder, men her fejler Marko grumt.

Meningsløs udforskning for lille vinding

Kortet er fra start fuldt tilgængeligt for spilleren, så det er svært at finde ud af, hvor man allerede har været eller skal hen. Det gøres ikke bedre af, at man ved udforskning kun opnår nogle få mønter som belønning, med få undtagelser af runer der kan bruges til at styrke Marko i hans rejse.

Dette er i min optik en dødssynd af rand, når det kommer til Metroidvania- For hvor er det belønnende i at skulle udforske? Mønterne forslag til nærmest ingenting, selv dem man får ved at dræbe massevis af fjender, og vil formentlig kun bruges til at købe nogle få af en håndfuld teknikker, der heller ikke gør det store for gameplayet. Alt andet er for dyrt.

Brugsforhandlerens Metroidvania

En anden dødssynd ved Marko, er hvor halvbagt det alt sammen virker. Som det er genren tro, er der masser af udfordringer, der skal hoppes, undviges eller hakkes igennem. Intet af det virker særlig tilfredsstillende eller originalt. Platforming i spillet kræver man laver perfekte hop, da kanterne omkring platforme byder på masser af usynlige vægge, og med mindre man rammer den præcise vinkel, vil man blot falde til bunden i området og skal gøre det hele igen.

Samtidig er kampsystemet centraliseret på ens sværd og et magisk spyd, som man får et par teknikker til, for at spæde det hele op, mens man kan heale sig selv efter et par vellykket angreb- Temmelig banalt og velkendt. Hvad der også er meget velkendt, eller hvert fald bliver det, er fjendedesignet. Der er kun en lille håndfuld forskellige, og skønt boss-design samt beskrivelse bærer tydelig præg af udviklernes kultur, er der ikke særlig meget at hente fra det simple design.

Kulturel berigelse

Det virker nok som om jeg rækker meget ned på spillet, og der intet godt er i det, men det er ikke hele sandheden. For hvor Marko fejler på dets gameplay, har det masser af charme i dets animationer. Karaktererne er, på trods af noget uoriginale, charmerende grundet deres animationer, og baggrunde er som taget ud af en håndtegnet tegnefilm fra 90’erne.

Det er også tydeligt at udviklerne har taget meget inspiration fra deres kulturelle rødder med design af både fjender, bosser og in-game lore. Skønt det ikke har den store indflydelse på spillet, var det interessant at få et lille indblik i udviklingsteamets baggrund.

Samtidig akkompagnere musikken fint til de forskellige omgivelser, og diverse bossdesigns følger fint den nostalgiske tegnefilmsstil. Det er bare ærgerligt at selv dette bliver ensformigt og meget simplificeret til tider, hvor musikken til tider kan finde på at stoppe brat, hvor alt man lytter til er akavet tavshed med nogle få lydeffekter.

Konklusion

Holdet fra Studio Mechka er tydeligvis et passioneret team, der desværre ikke formår at løfte opgaven med at lave et særlig engagerende Metroidvania. Skønt det er et kort en af slagsen, formåede det aldrig at engagere mig særlig meget, udover jeg fandt nogle af karakterdesigne interessante, og det var mere forvirrende end hvad godt var.

Samtidig er spillet ufærdigt. Der var “usynlige” fjender, rodet banedesign og spillet crashede for mig et par gange, selvom det ikke er synderligt krævende. Selvom det knuser mit hjerte, særligt efter at have haft en hyggelig snak med udvikleren bag til Gamescom, er Marko: Beyond Brave et spil man sagtens kan springe over, uden at have misset noget af værdi.