‘Master Detective Archives: Rain Code’ har ingen berettigelse som spil: Skulle have været en anime

Hvis ‘Master Detective Archives: RAIN CODE’ var en film eller en manga, ville jeg måske holde af den. Men som spil er det simpelthen håbløst

På skrift lyder præmissen for “Master Detective Archives: Rain Code” faktisk ret god.

Drengen Yuma lever i en cyberpunk-verden, hvor han arbejder som detektiv og skal opklare mordgåder.

Han får hjælp af dødsenglen Shinigami, hvis overnaturlige kræfter gør det muligt for Yuma at knække selv de skøreste locked-room-mysterier. Der er dog den hage, at når Yuma finder frem til en gerningsmand, må Shinigami høste skurkens sjæl.

Yumas jagt på sandheden slår altså gerningsmanden ihjel hver gang, og det skal den unge Yuma lære at leve med. Det er måske nemt nok, når man står overfor en seriemorder, men sværere når forbryderne er tre skolepiger, der tager hævn over mordet på deres bedste veninde. 

Yuma balancerer altså konstant på den moralske knivspids: skal han være loyal over for idealet om sandheden eller skal han være loyal over for sig selv og sine medmennesker? Det kommer ned til roden af, hvem han er, og hvad hans motivation overhovedet er for at være her, og det ved han desværre ikke – for Yuma har hukommelsestab (dun-dun-dun).

Det eneste, han og spilleren ved, er, at han inden sit hukommelsestab gik til ekstreme længder for at nå hertil. Inklusive at indgå en farlig pagt med en dødsengel med sine egne minder som betaling. 

Det er ikke kun præmissen, der lyder god på papiret. Det gør genrebetegnelserne også: Det er et dark sci-fi fantasy og detective/crime visual novel-spil (ingen grund til at lade sig begrænse jo). 

Udførelsen gør desværre virkeligheden til en anden. Efter syv timers spil nåede jeg lige at tænke, at nu måtte spillet virkelig gerne slutte, da en titel fløj hen over skærmen for at indikere, at det faktisk først var nu, det rigtige spil skulle til at begynde og at alt, jeg havde spillet indtil da, kun havde været tutorial-prologen. Kristus. Der viste sig at være fem kapitler efter det (FEM!!). 

Gentagelser og søvndyssende dialog

Spillet skifter mellem ting som lidt formålsløs bevægelse, puzzles og efterforsknings-scener, hvor man går rundt og indsamler spor på gerningssteder. Men langt det meste af spillet foregår ved, at man bare klikker sig igennem både dia- og monologer uden at have valg af nogen art, og meget af tiden stod jeg i det virkelige liv og fx rørte i sovsen med den ene hånd, mens jeg bare holdt knappen nede på min switch med den anden.

 Et af spillets værste forbrydelser er de mange gentagelser, der tog min tid som gidsel.

Når man for eksempel er ved at løse en mordgåde, skal man først samle sine spor, så skal man gennemgå dem selv, så igen via en “ræsonnements kamp” mellem Yuma og gerningsmanden, og så skal man gudhjælpemig arrangere de selvsamme spor i kronologisk rækkefølge, og SÅ, hvis nu man ikke lige havde forstået det de første fire gange, får man en cinematisk gennemgang af forbrydelsen – som man vel og mærke selv skal klikke sig hjernedødt igennem. Jeg faldt i søvn flere gange i den proces. 

Smukt og aldeles gyseligt

Til gengæld får man lidt for pengene, hvis man ser på grafikken – inklusive piskesmæld. Spillet foregår i den isolerede by Kanai Ward, hvor det af mystiske årsager regner uafbrudt. Byen er på én gang dyster og lys, for den overskyede og regnfulde atmosfære blandes med skarpe neonfarver fra billboards og lygter – som det ofte er tilfældet i japanske produktioner. De sekvenser, hvor man får lov til at gå rundt og lade sig opsluge af byens atmosfære, kan være decideret smukke.

Desværre foregår meget af spillet også i dødsenglens overnaturlige “mysterie-labyrint”, og æstetikken her kan vist bedst beskrives som et ‘Crash Bandicoot’-sceneri med et drys af ‘Mario Karts’ Rainbowroad på speed.

Det er ikke kønt.

Det er også her, man finder et super underligt koncept i form af en slags ordleg, hvor dødsenglen pludselig står i bikini i en tønde og ligner noget fra displayet på de arkademaskiner, man kan finde i brune værtshuse. 

Dødsenglen er i øvrigt en kvinde, og hun får ikke for lidt på kawaii i sit design. Synes man for eksempel, at det før lød lige lovligt dystert med en dødsengel, der høster sjæle, skal man forestille sig, at det foregår med glitter, regnbuer og opstemt musik.

Dødsenglen Shinigami er et stort problem for spillet.

Hun skal forestille at være en form for comic relief og nuttet sidekick, men hun bruger sin taletid på at body-shame alle andre kvindelige karakterer. Hendes humor er smagsløs og tåkrummende, og man kan ikke undslippe den, for hun hænger uløseligt sammen med hovedkarakteren.

Forfatterne bag Master Detectives kan generelt ikke finde ud af at skrive feminint kodede karakterer, og det i sig selv er grund nok til at slukke for spillet med det samme.  

 

Spillets frelse

Der er et lille “men”. Jeg formåede at ignorere Shinigamis smagsløse humor OG at kæmpe mig igennem den pligt, det er, at spille de første 20 timer. Og her blev jeg belønnet med en (kortvarig) forløsning.

Bag alle neonfarverne, den irriterende humor og den dræbende klik-klik-klik-frustration, gik det op for mig, at jeg faktisk var blevet sært knyttet til karaktererne undervejs. Det er muligt, at det skyldes det Stockholm-syndrom, som man udvikler, når man insisterer på at færdiggøre et spil, som er så frygteligt, at man er nødt til at finde noget godt, man kan klynge sig til, så man ikke mister forstanden undervejs. Men here goes: 

Hovedpersonen Yuma er empatisk, eftertænksom og loyal, og utrolig nem at holde af. 

Vivia, en af hans fem kollegaer, viser sig at være lige så eftertænksom som Yuma, men også utroligt klarsynet og overraskende sårbar. Og da Vivia hen mod slutningen af spillet endelig bliver en del af historien og udfordrer Yuma, sker der et et skift i spillet, som gør det så interessant så pludseligt, at jeg bogstaveligt talt rejste mig op og valgte at genspille en samtale mellem ham og Yuma for at være sikker på, at jeg havde læst rigtigt. Og jeg… fik faktisk noget i øjet. Desværre kommer deres historie meget sent i spillet.

Things get very real real fast efter Vivias kapitel, som man siger på moderne dansk. Med andre ord: spillet går pludselig narrativt amok, og jeg begyndte i min gennemspilning at ane håb: har alt mit arbejde faktisk været det hele værd? Men nej. Lykken er kortvarig, for spillet ødelægger det hele med en sidste, repetitiv tur til mysterie-labyrinten, hvor gentagelserne bliver så lange og unødvendige, at jeg på et tidspunkt faktisk troede, at jeg var kommet til at genstarte banen. Aldrig har jeg oplevet et momentum blive ødelagt så hurtigt og effektivt. 

Så…?

De, der synes, at spil som ‘Zelda’ og ‘Final Fantasy’ er for japanske, skal holde sig langt væk fra “Master Detective Archives: RAIN CODE”. For selv for en som mig, der alligevel ser, læser og spiller min del af både japansk, koreansk og taiwansk popkultur, er der helt sikkert noget, der går tabt i den kulturelle oversættelse. Så stort undskyld til dem, der ved bedre end jeg selv, men jeg finder langt hen ad vejen det her spil lige så skrækkeligt, som det er fascinerende. 

Jeg er faktisk meget forvirret. Lad mig famle mig frem til en konklusion gennem et par spørgsmål:

Vil jeg anbefale spillet til nogen, jeg kender? Nej, for jeg kender ingen, der påskønner både visual novels og japansk kultur så meget, som det kræver for at kunne holde af det, så det er ikke et helt fair spørgsmål. 

Okay, ville jeg så selv betale de 400 kroner, som spillet koster? ABSOLUT ikke. 

Men.. nød jeg at spille det trods alle dets udfordringer? Ja, i sammenlagt cirka 2 ud af 30 timer.

Konklusion? “Master Detective Archives: RAIN CODE” har ingen berettigelse som et 30 timer langt spil og burde have været en lille manga eller anime i stedet. Havde det været det, kunne jeg måske have holdt af det.