Mika and the Witch’s Mountain-anmeldelse – Vi har Studio Ghibli derhjemme…

Aflever pakker på kost, ligesom Kiki!

Mika and the Witch’s Mountain er et spil, der med det samme vækker minder om Studio Ghiblis fortryllende univers, især klassikeren “Kiki – den lille heks.” Med sin farverige æstetik og den umiddelbart charmerende idé om at flyve rundt på en kost og hjælpe beboerne i en lille by, virker spillet som en kærlighedserklæring til Ghibli-filmene.

En kærlighedserklæring eller billig kopi

Spillet introducerer os for Mika, en ung heks, der er blevet sendt ud på en opgave for at bevise sit værd. Efter en uheldig start, hvor hendes kost bliver ødelagt, tvinges hun til at tjene penge til en ny kost ved at udføre leveringsopgaver for byens beboere. Dette setup lyder som en perfekt ramme for en historie fuld af eventyr, opdagelse og karakterudvikling, men desværre bliver dette potentiale aldrig fuldt udnyttet.

En af de mest iøjnefaldende paralleller til Ghibli hekse filmene er spillets karakterdesign. Oligari, lederen af hekseskolen, ligner utroligt meget Yubaba fra “Chihiro og Heksene,” dog uden den kompleksitet og detaljegrad, der gør Yubaba til en så mindeværdig figur. Ligeledes har Mika selv en umiskendelig lighed med Kiki, men uden den samme livlige personlighed og dybde, der gjorde Kiki til en elsket karakter.

Visuelt er spillet farverigt og karikeret, hvilket på overfladen kan minde om Ghibli-filmens stil. De grønne enge, det blå hav og de små hyggelige huse i byen er alt sammen fint at se på, men der mangler den kælen for detaljer, som gør Ghiblis verdener så livlige og indbydende. I Ghibli-filmene er selv de mindste detaljer, som en blomst, der blafrer i vinden, eller skyggernes spil på vandet, med til at skabe en følelse af, at verden er levende og virkelig.

I Mika and the Witch’s Mountain er der dog kun få blomster i de grønne enge, og havet er næsten tomt, bortset fra et skib eller to i ny og næ. Detaljerne mangler simpelthen for at trække spilleren helt ind i verdenen.

Musikken i Mika and the Witch’s Mountain er behagelig og passer til spillets lette og eventyrlige stemning, men den er ikke noget, man husker længe efter. Den mangler den originale melodi og følelsesmæssige dybde, som ofte præger musikken i Ghibli-filmene. Stemmeskuespillet er også minimalt; hver karakter har blot et par lyde, men ingen rigtige replikker, hvilket gør dem flade og uinteressante.

Post Nord med kost

Når det kommer til gameplayet, er Mika and the Witch’s Mountain desværre lige så overfladisk som dets visuelle stil. Spillets kerne består af at levere pakker til byens beboere, enten til fods eller ved at flyve på Mikas kost. Dette koncept har potentiale til at være både underholdende og udfordrende, men spillets design gør det hurtigt trivielt. Øen, hvor spillet foregår, er lille, og efter blot en times spil har man stort set udforsket hele øen og kender alle de optimale ruter til levering af pakker. De vindstrømme, der skal bruges til at nå højere områder, er faste, og efter kort tid bliver disse også en ren formalitet i stedet for en reel udfordring.

De første par leveringer kan være sjove, men da man hurtigt bliver bekendt med alle de mest effektive ruter og teknikker, bliver gameplayet meget hurtigt ensformigt. Pakkerne kan tage skade, enten ved at ramme noget eller ved at blive våde, og hvis man leverer en pakke uden skader, får man et grønt stempel som belønning. Der er dog situationer, hvor du møder karakterer, der uanset din præstation vil give dig et dårligt stempel, simpelthen fordi de ikke kan lide dig. Dette tiltag skulle måske tilføje noget kant til historien, men i sidste ende føles det blot frustrerende og tilfældigt, snarere end som en meningsfuld del af oplevelsen.

Spillet indeholder også nogle små samleopgaver, hvor du kan finde forskellige genstande på øen, som kan bruges til at låse op for nye kostumer og tilbehør til din kost. Desværre er også dette hurtigt trivielt, da de kosmetiske ændringer ikke påvirker gameplayet i nogen nævneværdig grad. Muligheden for at blive bedre til at flyve og få nye evner, som f.eks. at kunne bære flere pakker ad gangen, er låst bag historiens progression. Det betyder, at når du endelig låser op for disse evner, og spillet begynder at blive lidt sjovere og mere varieret, er du allerede tæt på slutningen af spillet.

Hele historien kan gennemføres på under fem timer, og det føles næsten som to timer for meget. Med så lidt variation i både opgaver og miljøer bliver spiloplevelsen hurtigt monoton, og det er svært at opretholde interessen gennem hele spillet. Spillet tilbyder godt nok flere sidemissioner og muligheden for at udforske øen, men uden et dybere system eller kampsystem at udforske føles det hele som mere af det samme, uden nogen reel belønning for spillerens tid og indsats.

Konklusion

I sidste ende føles Mika and the Witch’s Mountain som en uforløst mulighed. Idéen om et spil, hvor man som heks hjælper beboerne i en lille by, har bestemt potentiale, men det bliver aldrig for alvor realiseret her. Historien er kort og forudsigelig, karaktererne mangler dybde, og gameplayet bliver hurtigt repetitivt og trivielt. Selvom spillet tydeligvis er inspireret af Ghibli, når det aldrig de højder, som disse klassiske film formår at ramme. Det er svært at anbefale Mika and the Witch’s Mountain i sin nuværende form. Spillet kan måske appellere til dem, der leder efter en let og afslappende oplevelse, men for dem, der håber på noget mere, vil det sandsynligvis skuffe.