MLB The Show 25-anmeldelse – Slå MIG med et bat i stedet for

Endnu et år er gået, som Dronningen yndede at sige i sine nytårstale, og surprise jeg er ikke blevet større baseball fan siden sidste år. Et spil jeg umiddelbart ikke er blevet bedre til. Det er meget hit and miss tøhø. Spillet lider mere end nogensinde af at ville ud til et bredt publikum, men samtidig være ultra svært og kompleks i sin styring.

Selvom man vælger den laveste sværhedsgrad, udleveres der ikke nogen ekstra hjelm og støttehjul. Det er stadig umuligt at få noget så simpelt som bold og bat til at mødes.

Road to the show

I Road to the Show får du mulighed for at forme din egen spiller og tage rejsen mod stjernestatus i baseball verdenen. Konceptet minder om det, vi har set i tidligere spil eller andre sports franchises. Du bestemmer selv, om din figur skal spille i marken, være catcher, kaste som pitcher, slå som batter – eller måske kun fokusere på én rolle. Der er mange valg at forholde sig til, og hvis du ikke allerede kender de forskellige positioner og fagudtryk, kan det være lidt af en udfordring at vælge rigtigt. Nøjagtig som det plejer. Man har mulighed for at scanne sit ansigt for at gøre indlevelsen større, og tro mig det er der brug for.

Det er dog denne, mode der skal have den største ros i denne omgang. For her føles det faktisk som om nogen har sat sig ned og tænkt over hvordan det hele bliver præsenteret bedre. Der er en meget bedre intro og rejsen er nu helt fra din egen spæde start. Man bliver præsenteret for en masse fakta, eksempelvis at de mange håbefulde baseballspillere kun har 0.062% chance for at blive Major League-spiller. Det kridter banen op, desværre bliver det ikke rigtig brugt til noget.

Meget af dialogen er flyttet væk fra kedelige omklædningsrum og ud på banen, i hvert fald i starten. Det giver mere stemning og gør det meget mere spiseligt. Om jeg dog forstår, hvem i alverden der synes det er en smart måde at drive plottet fremad ved at kigge på ens karakter sende fiktive SMS’er. Jeg får mere lyst til at kigge på min egen telefon imens. Der er heller ikke meget variation, når man efter de første kampe bliver mødt af nye scouts som repræsenterer klubber der er interesseret i en, men han ligner til forveksling den samme person bare med varierende skægvækst.

Draften er klart det sjoveste, altså inden man overhovedet rigtig skal i gang med at spille kampe. Det er fedt at få en score på hvor god eller dårlig man er. Det er ren dopamin og payoff. Derefter bliver det bare en lang og kedelig grind af kamp efter kamp. Det ender med, at det kun er drømmen om at bliver stor, der skal holde dig oppe, men det er bare ikke nok.

Diamond Dynasty

Diamond Dynasty har fået en meget mere tilgængelig menu, og man får hurtigt forklaret de forskellige muligheder du har. Modsat mange andre sportsspil føles det faktisk nemmere at få opbygget et okay hold forholdsvis hurtigt. Men hvorfor fanden kan man ikke åbne flere pakker af gangen? Det er et af livets store mysterier sammen med The Missing Link.

Du har forskellige missioner du kan fuldføre for at få mere in game currency og ellers er det bare at grinde derud af. Nøjagtig ligesom sidste år er der også et totalt random minispil i Diamond Dynasty. Denne gang er det dog meget pænere, selvom det stadig er pixelbaseret. Du slå med en terning og bevæge en figur gennem et landskab som opstiller forskellige forhindringer. For at løse opgaver skal du spille kampe og overtage et stadions. Det er alternativt og til tider sjovt, men taber du så taber du alt. Og af en eller anden grund tager introen over 2 minutter for at forklare alle de forskellige situationer og muligheder du har. Det er så sindssygt indviklet for et minispil at man prøver det én gang indtil man taber og så gider man ikke mere.

Franchise, Storylines & March to October

Disse tre modes er klart det svageste indhold i hele MLB franchisen. Punktum. I forhold til sidste år er der sket intet. Franchise er den store manager mode, Storylines er en nostalgisk gennemgang af vigtige punkter i historien og March to October er hvor du kan tage dit favorithold til mesterskabet.

Franchise er et simuleringshelvede. Det er bare en masse menu tryk med mindre du vil spille alle kampe selv, og jeg skal være ærlig at indrømme at jeg faktisk ikke forstod de knapper jeg trykkede på når jeg valgte at simulere en kamp, men med lidt kontrol. Der er intet, der forsøger at holde din interesse.

Storylines KUNNE være det friske pust, som man ønskede sig i et drøn kedeligt spil. Hvad der sidste år virkede som en fed tilgang til historiefortælling er i år bare samme vin på ny flaske, hvis ikke værre end det. Det er fedt med virkelige interviews, men det er samme format og fokus på de samme ting såsom Negro League, blot andre spillere.

Konklusion

Hvordan kan dette spil blive ved med at køre rundt? Det skinner virkelig igennem at det kun er småting der er ændret på. Det kan også være det er netop derfor at dette spil eksisterer. EA’s fodbold spil får stor kritik for ikke at ændre noget fra år til år. Jeg vil næsten påstå at dette er værre. I min optik er dette det værste sportsspil der findes. Spillet overlever rammer vitterligt kun lige samme niveau som sidste år fordi der trods alt er sket en smule grafisk, og man har ændret på hvordan karrieren fremvises. De skriver at der er ændret en masse i selve styringen, men helt ærligt, det ses ikke. Måske kun hvis du er kæmpe baseball aficionado.

Faktum er at dette spil nærmest kun burde kunne sælges sammen med en hotdog på et baseball stadium i USA. Hvis du mangler et produkt at boykotte, så smid endelig dette spil i puljen.