Mr. Freeman-anmeldelse – Fra underdanig teenager til familiens stemme

Dansk film har det godt. Selv i undergrunden er der kvalitet, hvilket denne film er et tydeligt bevis for.

Der er næsten ikke noget så skønt, som når en lille dansk film viser sig at være en perle, selvom den er gået noget under radaren. Der findes masser af hjemligt producerede film, som enten er baseret på en bog eller på anden vis er ramt af en særlig hype, at de kan spille med de store muskler og fylde biografsale alene på navnet. Sådan en er Mr. Freeman ikke. Den er nemlig helt sit eget stilfærdige oprørsdrama om gymnasiepigen Simone, der lever en overset tilværelse. 

Stakkels pige

Afvist på date, da hun er lidt ekstra rund om livet. Online mobbeoffer, når hun er gået i gulvet efter for meget alkohol. Socialt reduceret til online-gaming. Værst er dog, at hun kun er et sekundært væsen hos hendes egne forældre, hvor moren (Mia Lyhne) er den altdominerende perfektionist, der ikke er sen til at fremhæve lillesøster Silje. Faren (Nicolas Bro) er et skvat af et mandfolk. En gennemsigtig tøffelhelt, der copy/paster sin kones udbrud og regler. Heller ikke her har Simone en fortrolig. Det får hun imidlertid på sociale medier, hvor ghaneseren Freeman fatter interesse for Simone for den, hun er. Simone møder angiveligt for første gang en oprigtig omsorg fra et andet menneske.

Simone inviterer Freeman på besøg i Danmark, men får verdens mest klokkeklare nej fra moren. Simone har dog en klemme på sin mor. Onkel Ole er nemlig begyndt at komme i hjemmet igen, og det skal Simones far helst ikke vide noget om. Hvis Freeman må komme på besøg i to uger, så holder Simone tæt om onkel Ole. Freeman viser sig heldigvis at være lige så kærlig og hjertevarm i virkeligheden, som det var tilfældet online. Det er selvsagt kun Simone, der erfarer det, for forældrene – med moren i spidsen – er mildest talt knap så open-mindede. I takt med at Simone og Freeman rykker tættere sammen i løbet af de to uger, så files der også på det familiære mønster og hierarki i den lille familie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Dymamikken sejrer

En fin underspillet film, som med små armbevægelser rummer det store drama. En film om kampen for at passe ind og opleve den kærlighed, som alle andre får sprøjtet direkte ind i armen. Simones frigørelsesproces er et studie ud i realisme, og det klæder faktisk filmen, at Lina Lund Jørgensen er et så forholdsvist ubeskrevet blad, at man i real life nok ville komme til at sige “Hej Simone” til hende. Det samme med Freeman alias franske Daouda Keita, som helt nøgternt også ryger igennem filteret og er en omvandrende sandhed. Det kan man ikke sige om de etablerede Mia Lyhne og Nicolas Bro, men for pokker hvor de boltrer sig som kejser og vatnisse. De er et fund til at agere verdens værste forældrepar.Hvis vi gør boet op, så er der tale om en potent film i en defineret ramme. Læs det ej som skabelonstruktur, for det er på ingen måde det resultat, som dine øjne oplever. Mr. Freeman udmærker sig på flere planer, og så tænker du måske følgende: Al den ros, burde det så ikke give mere end 4 stjerner? Skepsis modtaget, men mål efter danske forhold. Kunne du finde “coming of age”, rebelfilm eller uforløst kærlighed andre steder på højere niveau? Jep, det kan du. Men Mr. Freemans karakter er reel, men skal tages for særdeles gode varer.

Jesper Poulsen

Skribent & Anmelder

---

Filmanmelder siden 2003. Først på OnFilm, siden CinemaOnline. Pressekortindehaver siden 2004. Jesper har skrevet over 1000 filmanmeldelser og har desuden beskæftiget sig med artikler fra diverse filmsets og -produktioner samt adskillige års dækning af filmpriser som The Oscars, Robert-Prisen og Isbjørnen. Desuden har Jesper skrevet filmbranchens væsentligste nekrologer, dækket pressemøder og lavet skuespillerinterviews med navne som Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen.