Anmeldelse

Mulm-anmeldelse – Et mulmende dansk nervekrigs-islæt af The Shining

November 11, 2024

Det siger lidt om dansk films historie, at den bedste danske gyserfilm nogensinde næsten er 100 år gammel, Carl Th. Dreyers tysksprogede Vampyr fra 1932. En film, han ovenikøbet måtte finansiere uden for landets grænser.

En anden vigtig “dansk” gyserfilm er Benjamin Christensens nu mere end 100 år gamle Heksen fra 1922, en film der faktisk heller ikke er dansk, men optaget i Sverige. Lars Von Triers Antichrist kan også bedst betegnes som international.

Så hvorfor er det så svært at få søsat lidt godt gedigent gys på dansk jord, eller skal vi hellere sige dansk mulm?

Den debuterende spillefilmsinstruktør Martin Vrede Nielsen har netop kaldt sin moderne “oldtidsgyser” for Mulm. Mulm kan tættest oversættes til nattemørke, en tæt uvejrssky af nattemørke såsom citaterne: “Gud falder an på sine Børn i den mørke Mulm, han forskræcker dem om Natten” eller “Tungsindet (stiger) op i ham som et Mulm, der formørker Tilværelsen for ham. Pont. LP.VII.9.” Begge er citater, der snildt udgiver sig for filmens handling.

Handlingens psykotiske symptomer

Den fysisk karrierebevidste, men psykologisk fraværende Jacob (en nervøst anspændt Jens Sætter-Lassen) føler sig ikke længere tryg i sit hjem. For efter hans kone Maja (Julie Christiansen) bliver indlagt med depressive og psykotiske symptomer på psykiatrisk skadestue, står han nu alene med presserende deadlines på jobbet og det fulde ansvar for pasningen af deres lille, lidt forsagte søn, Johannes. En situation der sætter familien på spidsen, for når tusmørket (mulmen?) falder på, og dagslyset svinder, antager skyggerne nu sære former, og natten virker mere sortmættet, end den burde. Det hjælper heller ikke, at familiens søn Johannes (et uvurderligt fund af barnedebutanten Louis Trinskjær) har fået en usynlig ven ved navn Svupben, og far Jacob indser nu, at han selv må til bunds i årsagerne bag familiens mørke psykologiske forandring. Men er det allerede for sent at sætte sin belærte fornuft og sit selvforståede moderne verdenssyn på spil, hvis han skal gøre sig håb om at redde sin familie?

Der er noget knugende ved betegnelsen “Familie-horror”. Film som The Babadook, Hereditary, Us og måske mest velkendt Kubricks Ondskabens hotel. Det er film som disse, specielt sidstnævnte, som den spillefilmsdebuterende Martin Vrede Nielsen på overfladen må have ladet sig inspirere af.

Dog kun på overfladen, for baseret på den prisbelønnede roman af samme navn fra forfatteren Teddy Vork, og dramatiske selvsamme personlige hændelser i instruktørens liv, er der også anstrøg af inspiration fra Robert Eggers The Witch. Dette dog i en mere nordisk inspireret form.

Foto er venligst “udlånt” fra Morten Nissens private backstage samling

Instruktion med knugende intensitet

Der instrueres med knugende intensitet af Martin Vrede Nielsen, der langsomt og skråsikkert driver historien og karaktererne ud på altmørkets gråzoner af ængstelighed, med sønnen Johannes (læs bibelske undertoner – Johannesevangeliet Kapitel 1?) som lysets bindeled af håb og frelsende (?) offer.

Mulm formår med få, men konstant velvalgte virkemidler at levere et vedkommende psykologisk gyser-drama, der under den ganske uhyggelige overflade tager fat om problemstillingen med tabuisering af psykiske sygdomme. Vi er vidne til et til stadighed velkomment socialt problem, der desværre for sjældent skildres på film.

Både instruktør og filmens forfatter Teddy Vork har begge haft psykiske lidelser tæt inde på deres liv og derfor begge stået alene med deres børn og det uundgåelige spørgsmål: Kan jeg nu tage vare på ham/hende? Og hvad nu hvis jeg ikke kan? Og det er lige præcis inspirationen for historien, der dog bliver fortalt i et sandt horror-sprog med ond sort, snigende røgslør, dominerende, foranderlige skygger, tvivl, opløsning og accelererende vanvid i en vaskeægte dansk-inspireret gyser, vi i den grad har ventet på.

Filmens mange, men for det meste slet skjulte special effects er faktisk specielle og fungerer efter hensigten uden at virke som overbrug, hvor specielt skurken – eller er det mulmen? – minder én om John Carpenters Tågen i visuel, dog tjære-sort forstærket form. Filmens smalle budget på 4 millioner kroner hindrer den dog i helt at nå toppen, men det tog mig ikke for alvor ud af filmen.

En casting, der må være valgt af højere magter

Filmen er fint castet i de bærende, fortvivlede forældre-roller af de nervøst anspændte Jens Sætter-Lassen og Julie Christiansen, der bedst muligt forsøger at bevare fatningen under de foranderlige forhold.

Sønnen Johannes, der spilles af fundet, barnedebutanten Louis Trinskjær, er en casting, der må være valgt af højere magter. Rollen spilles lysglimtende og oprigtigt, der langsomt finder filmens anker med hjælp fra de mystiske sten, i en verden af uforståelse og moderne overtrosafvigere.

Filmens ligeledes ulmende lydkulisser og musik er snørklet fint ind af det Esbjergensiske rockband Kellermensch, der har skrevet og leveret titelsangen. Bandets musikalske univers af mørke, tunge toner og melankolske udtryk passer perfekt til historiens dystre atmosfære.

Summen af dette gør Mulm til den bedste danske gyserfilm optaget på dansk jord. Eller er det dansk mulm?

I Mulm kan jeg Dig finde, | For din Duft er stærk og sød! Winth.HF.22.