Naza-anmeldelse – Man bliver meget vred og meget stille, når man ser ny dokumentarfilm om Israels folkemord i Gaza

Da Israels premierminister Benjamin Netanyahu for nylig holdt tale i FN, udvandrede hele 77 lande før talen. De ønskede ikke at høre hans ord om, at ”Israel selvfølgelig ikke begår folkemord i Gaza – Israel forebygger folkemord.”

Netanyahu løj selvfølgelig – igen. Hans forhold til sandheden og fakta kan sammenlignes med Trumps.

Den virkelige sandhed om folkemordet – og det kan ikke siges ofte nok, at Israel har udviklet sig til en folkemordernation – kan til gengæld ses og ikke mindst høres i al sin gru i den nye dokumentarfilm Naza.

Simpel opskrift, men gruopvækkende fortælling

Bag filmen står de to israelske instruktører Yuval Abraham og Rachel Szor. To af de fire instruktører der tidligere instruerede den Oscar-vindende film No Other Land om Israels overgreb på Vestbredden.

Nu skildrer de, hvordan Israel systematisk slår civile palæstinensere ihjel i Gaza. Og opskriften er simpel: En række interviews på nogle tagterrasser i Tel Aviv med eksperter fra IDF (Israel Defence Forces). Eksperter der leverede den nødvendige viden til dem, der beordrede droneangrebene og tæppebombningerne.

Det er Abraham selv, der står for interviewene med de i alt 24 IDF-eksperter. Alle gennemført ved nattetide med lysene fra Tel Avivs skyskrabere i baggrunden. Mens han selv er let at identificere, er IDF-eksperternes ansigter i mørke og deres identitet og stemmer sløret.

En stille snakkefilm, hvilket kun gør den mere forfærdelig

På den måde er Naza en stille snakkefilm. Stille er imidlertid ikke på nogen måde lig med kedeligt eller uvedkommende. Tværtimod gør det kun det, der bliver sagt, så meget desto mere forfærdeligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Kirkens Korshær

Ifølge IDF-eksperterne er Naza det israelske militærs betegnelse for ”følgeskader” ved angrebene. Det dækker over antallet af civile dræbte. Men gør det samtidig unødvendigt at tænke på de døde civile som mænd, kvinder og børn.

Samtidig forklarer eksperterne, hvordan IDF bevidst valgte at ramme Hamas-personer der, hvor der var størst sandsynlighed for at dræbe dem: Når de om natten tog hjem i deres egen bolig for at sove. At det så samtidig betød, at der blev dræbt en masse civile, var bare et tal – Naza-tallet.

Hvor er far? Brugte børn til at dræbe familier

For at fastslå, hvornår Hamas-personerne var hjemme, identificerede IDF både deres og deres familiers telefoner og lyttede med. Herefter lod man et AI-program afgøre, hvor og hvornår der skulle bombes.

Eksperterne havde endda en betegnelse for denne praksis kaldet: ”Hvor er far?” Den dækkede over, hvor de aflyttede børn for at bestemme, hvornår deres far var hjemme, og derefter sendte et missil for at dræbe dem alle. Eller som en af eksperterne siger omkring et tilfælde, hvor denne praksis blev udført mod en 12-årig pige: ”Først hacker vi hendes telefon. Så slår vi hende ihjel.”

Sammenligner Israel med nazismen

En af forfærdelige ting ved Naza er, at kun et par enkelte af de 24 eksperter lyder som om, de fortryder deres handlinger. De øvrige virker ude af stand til at forstå, hvad de har gjort. En siger, at det som at spille et videospil. En anden beskriver, hvordan han aflyttede to søstre for at opdage, hvornår deres far – der var mistænkt for at være Hamas-kriger – ville være hjemme. Blot for senere at opdage, at faderen alligevel ikke var hjemme, da et missil dræbte de to piger og resten af familien.

Med inhumaniseringen af palæstinenserne er det nærliggende at sammenligne begivenhederne i Gaza med det, der skete under 2. Verdenskrig. Parallellen ligger da også snublende nær for en del af eksperterne:

”Vi er med til af udslette historien”, lyder det fra en. Mens en anden siger: ”Som barn var jeg med skolen for at se koncentrationslejrene i Polen. Jeg undrede mig over, hvem disse mennesker var, der kunne gøre sådan mod jøderne. Jeg ser stadig nazisterne som onde, men hvad gør det så mig til?

Sidste scene rammer som en damphammer

Naza fremkalder alle mulige følelser i én: Buldrende vrede, indignation og foragt for den israelske regering og Netanyahu. Men mest af alt efterlades man med en følelse af, at menneskeheden er fortabt.

De to instruktører bruger deres virkemidler optimalt. De stille natteinterviews suppleres med billeder gennem de oplyste vinduer af almindelige israeleres hverdag i Tel Aviv. Der kun ligger 60 kilometer fra Gaza – cirka afstanden fra København til Holbæk eller Ringsted.

Alt i filmen er fredeligt undtagen ordene. Lige indtil den sidste scene inde fra selve Gaza, hvor konsekvensen af eksperternes arbejde vises i alt sin gru: Maste menneskelemmer, der stikker ud under en sammenstyrtet bygning. Scenen rammer en som en damphammer og minder igen om, hvad det her handler om: Israels folkemord på palæstinenserne. Et folkemord, der indtil videre har kostet over 73.000 palæstinensiske liv i Gaza- heraf mange kvinder og børn.

Vil fratage instruktører deres statsborgerskab

Netanyahu og den israelske kulturminister har ikke overraskende fordømt filmen. De kalder instruktørerne for landsforrædere og vil have fjernet deres statsborgerskab.

Men deres patetiske forsøg på at fordreje sandheden er blot dette – patetisk. I et klip i filmen ses en ung Netanyahu, der diskuterer sin bog ”Terrorisme: Hvordan kan vesten vinde”. Her definerer han terrorisme således: Hvis man systematisk burger civile som mål for terrorhandlinger for at opnå sit politiske mål. Vi lader den lige stå et øjeblik.

Naza er ikke nogen rar film. Faktisk minder den om den tyske film Wannsee-konferencen (2022) om planlægningen af udryddelsen af jøderne. Og efter forpremieren var der fuldstændig stille i salen i mørket i over halvandet minut. Men Naza er en både mesterligt lavet dokumentarfilm og dybt nødvendig film om det, der foregår. Og endnu et skæmmende bevis på, at det land, der udsprang af rædslerne i holocaust, har udviklet sig til en terror- og folkemordsnation.

Michael Madsen

Skribent & Anmelder

---

Michael er uddannet journalist og arbejder som presserådgiver hos Danske Regioner. Samtidig har han altid været totalt bidt af film og af at gå i biografen og har siden 2009 drevet sin egen filmblog CineMadsen. I 2015 blev han optaget i foreningen Danske Filmkritikere som den første enkelt-filmblogger i Danmark, og har siden være med til at nominere og vælge modtagerne af de årlige Bodil-priser. Michael har en meget bred filmsmag og anmelder lige gerne en stor blockbuster som en smal independent film.