Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Arkaden+ Arkaden+
  • Merch Merch
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Nice Day for Fishing-anmeldelse – En god idé, men ikke en god fangst

Nice Day for Fishing-anmeldelse – En god idé, men ikke en god fangst
Nintendo
Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Estimeret læsetid: 6 minutter.

May 29, 2025

Velkommen til Honeywood. Byen, hvor heltemodige eventyrere gør sig klar til… ja, eventyr! Men også byen, hvor godmodige baggrundsfigurer – de såkaldte NPC’er – lever et stille og fredsommeligt liv. Hils på smeden, der sørger for udstyr til de valfartende helte, hvidløgssælgeren Greg, som er ham i byen, der giver eventyrerne deres missioner – og ikke mindst Baelin, byens fisker, hvis eneste replikker lyder: “Mornin’”, “Nice day for fishin’, ain’t it?” og “Hua ha”.

Men en dag sker der noget skæbnesvangert. Alle eventyrere og helte forsvinder som ved et trylleslag. Hvem skal nu redde Honeywood fra de mørke kræfter? Der er kun én mand til opgaven. En fiskermand. Baelin.

Da jeg første gang hørte om Nice Day for Fishing, var det ikke ligefrem en titel, der fik mig til at løfte på brynene. Den lød som noget, der let kunne drukne i mængden – og det var jeg egentlig også klar til at lade den gøre. Men da jeg så lidt nærmere på spillet, må jeg indrømme, at både den charmerende visuelle stil og det humoristiske, men overraskende ambitiøse koncept fangede min opmærksomhed. For selvom det hele ved første øjekast virker som en parodi på en stille fisketur, viste det sig at være langt mere gennemarbejdet end forventet.

Foto: Team17/Lau Eskildsen

Spillet er udviklet af FusionPlay i samarbejde med Team17 Digital og foregår i det univers, man måske kender fra Viva La Dirt League – en newzealandsk komikergruppe, der på YouTube laver sketches med stor kærlighed til rollespil, MMO’er og alt det, der hører genren til. Deres mest kendte serie hedder Epic NPC Man og handler om livet som baggrundsfigur i en klassisk fantasyverden – komplet med bugged quests, gentagende replikker og spillere, der opfører sig helt tosset. Og det er netop det univers, Nice Day for Fishing tager afsæt i. Hvis man kender serien, vil man hurtigt spotte både tonen og nogle velkendte ansigter. Men spillet fungerer også fint på egne ben. Hovedpersonen Baelin er en af de klassiske NPC’er, der normalt bare står ved en sø og gentager den samme linje igen og igen – men denne gang får han faktisk sin egen historie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Post Banner

Reklame for Game Expo

En simpel helt

Du spiller altså som Baelin, der med sin fiskestang tager ud på en rejse gennem søer, have og undervandsgrotter. Fiskestangen fungerer som dit primære våben, og hver gang du fanger noget, udspiller der sig en form for kamp, hvor du aktivt styrer din krog og forsøger at besejre alt fra almindelige fisk til større og mere aggressive væsner. Jo bedre udstyr du får, desto dybere kan du dykke, og desto stærkere modstandere kan du tage kampen op mod.

Alt udstyr har faktisk en betydning – hatten giver beskyttelse, smykkerne forbedrer dine evner, og magiske formularer kan aktiveres for at give dig fordele i kampene. Du samler materialer, sælger din fangst og opgraderer både dig selv og byen Honeywood, som fungerer som en slags gamehub. Her tager du imod missioner, taler med de mange sære og sjove NPC’er og forbedrer langsomt infrastrukturen gennem dine bedrifter.

Men… Hvordan føles det egentlig at spille? Lad os se nærmere på det.

Foto: Team17/Lau Eskildsen

God idé, mindre godt spil

Ja, lad os bare komme til pointen med det samme. Nice Day for Fishing er på ingen måde lige så sjovt at spille, som det er som idé. For hvor tanken om at bruge Viva La Dirt Leagues univers som ramme for et spil på papiret virker som en oplagt og charmerende idé, så fungerer det desværre ikke i praksis.

Du finder hurtigt den humoristiske tone og nogle underfundige karakterer, der nok skal få dig til at trække på smilebåndet – men heller ikke mere end det. Det bliver aldrig decideret “ha ha”-sjovt, og dine lår forbliver da også helt uskadte, for det når aldrig i nærheden af at være lårklaskende morsomt. Men det er lunt, og det er lavet med et smil i øjet – og det tæller også for noget.

Det er bare ikke nok til at redde det middelmådige gameplay eller de under middel designede quests.

Baelin bliver naturligvis udstyret med sin trofaste fiskestang og sendt ud for at redde og genopbygge Honeywood. Det foregår gennem opgaver, hvor du gang på gang bliver sendt fra den ene ende af kortet til den anden – altså fra højre mod venstre på skærmen – og så tilbage igen. Du fanger stort set de samme fisk eller samler de samme ressourcer, vender tilbage til Honeywood, for nærmest i samme åndedrag at blive sendt ud til præcis det samme sted igen. Og sådan fortsætter det. Det kan sagtens være, at det er ment som en del af joken – men det er ikke særlig sjovt, og det er i hvert fald ikke veludført.

Foto: Team17/Lau Eskildsen

En kamp mod kedsomhed

Kampsystemet, hvor du enten fanger fisk eller kæmper mod spillets bosser, er nærmest endnu mere håbløst. Med din fiskestang smider du linen ud, sørger – naturligvis – for at have den rette mading på krogen, og så går du ellers i gang med at lemlæste din controller med tryk efter tryk. Strukturen er turbaseret: Du får en fisk på krogen, og så begynder du din angrebsserie ved at hamre løs på angrebsknappen. Efter lidt tid er det modstanderens tur, og her handler det om at time dine forsvar, så du undgår skader.

Undervejs får du adgang til forskellige spells, som du kan bruge til din fordel, men det ændrer ikke på, at det er dødssygt at spille. Jeg tog mig selv i at sukke hver eneste gang, jeg skulle i gang med endnu en omgang fiskeri. Det var altså ikke nogen særlig nice day for fishing for mig.

Du opgraderer selvfølgelig dine redskaber undervejs, får flere muligheder og bliver stærkere som karakter. Men intet af det hjælper på spillets underholdningsværdi. Det bliver aldrig rigtig sjovt.

Foto: Team17/Lau Eskildsen

Pænt og muntert – men ikke meget mere

Visuelt er spillet nu en fornøjelse med sin pixelart og de lækre farver, der virkelig rammer den muntre og lidt skæve tone. Lydsiden gør også sit for at underbygge stemningen og giver oplevelsen et let og behageligt udtryk.

Der er en smule stemmeskuespil hist og her, men ellers er det nogle få, gentagende baggrundsmelodier, der kører i loop – kombineret med de samme lydeffekter, som hurtigt begynder at gentage sig selv.

Foto: Team17/Lau Eskildsen

Konklusion

Nice Day for Fishing er helt klart mere interessant på idéplan, end det er i virkeligheden. Der er en dejlig munter tone, og spillet har flere små, sjove momenter, som uden tvivl vil få fans af Viva La Dirt League til at nikke genkendende og måske endda smile lidt undervejs. Og hvis man i forvejen elsker deres univers og humor, er der stadig en grund til at tjekke spillet ud bare for stemningen alene.

Men når det kommer til gameplay og gamedesign, så er der ikke meget at hente – medmindre man læste min beskrivelse og tænkte: “Det lyder da egentlig meget hyggeligt og afslappende.” I så fald skal man nok lige vide, at kampsystemet er alt andet end afslappende. Det er torskedumt, frustrerende og synd for både din controller og dine fingre.

Der er hjerte i projektet, og idéen fejler som sagt ikke noget. Men det er desværre ikke nok til at redde en oplevelse, der i sidste ende mest føles som en joke, der bliver ved lidt for længe.

Udvikler/Udgiver: FusionPlay / Team17

Genre: RPG

Platform: PC, Nintendo Switch (anmeldt på), PlayStation 5

Udgivelsesdato: 29. maj 2025

3 / 6
Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer

Mest læste i dag

House of the Dragon Sæson 3, afsnit 1-4-anmeldelse – En stærkere start end først forventet

Anmeldelse

June 15, 2026

House of the Dragon Sæson 3, afsnit 1-4-anmeldelse – En stærkere start end først forventet

Christopher Nolans nye storfilm får overraskende aldersgrænse

Film & Serier

June 14, 2026

Christopher Nolans nye storfilm får overraskende aldersgrænse

Laufey: God of War‑spillet der skal forene fortid og nutid

Nyhed

June 15, 2026

Laufey: God of War‑spillet der skal forene fortid og nutid

Twin Turtle Games kommer til Game Expo i Viborg – Hvad kan i forvente af dem?

Feature

June 14, 2026

Twin Turtle Games kommer til Game Expo i Viborg – Hvad kan i forvente af dem?

Sidebar Banner

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate
  • Indsamlingsregnskab

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk