Nobody Wants to Die-anmeldelse – En klassisk noir-fortælling med et science fiction-twist

Hvad får man, når man kombinerer en klassisk noir-fortælling med et futuristisk science fiction-univers og en udforskning af eksistentialistiske spørgsmål? Find ud af, om denne unikke blanding formår at levere en uforglemmelig spiloplevelse?

I Nobody Wants to Die spiller man som den afdankede politikommissær James Karra, som af årsager, der indledningsvist er ukendte, udover at vi får at vide, at der har været en skæbnesvanger ulykke involveret, er fritaget for tjenesten. Spillets anslag sætter hurtigt tonen for spillets visuelle stil og atmosfære, og uden at afsløre for meget af handlingen, bliver man som spiller taget lidt med bukserne nede et par gange i løbet af de første fem minutter. Det er et fremragende anslag, der hurtigt hiver dig ind i spillets narrativ og den spændende verden, som Critical Hit Games har fået skabt med deres futuristiske udgave af New York.

James Karra bliver dog hurtigt uofficielt genindsat, da politichefen har brug for en tjeneste. En højprofileret borger er nemlig blevet fundet død i sin lejlighed i den fashionable del af New York, så vores hovedperson må nu, med sin nye partner, der er i kontakt med James via et headset, starte efterforskningen af en sag, som af uransagelige grunde, skal behandles med den yderste diskretion. James alarmklokker begynder allerede her at ringe.

Nobody Wants to Die er en blanding af en walking simulator, i dette tilfælde muligvis mere en talking simulator, og et deduktionsspil, hvor du som efterforsker skal stykke stumperne sammen for at finde løsningen på mysteriet. Den verden, altså New York anno 2329, som Nobody Wants to Die udspiller sig i, er et af de mest interessante spiluniverser der er set i år. Det er en futuristisk og dystopisk noir-verden, der rummer utroligt mange spændende elementer. Et af disse elementer er de redskaber, som vores gode efterforsker har til rådighed. Den første man bliver introduceret til er The Reconstructor, som gør det muligt at spole tiden tilbage for på den måde at rekonstruere gerningsstedet og de hændelser, der er foregået. Disse redskaber spiller fint ind i ideen om en futuristisk politi-fortælling, hvor man kombinerer klassiske dyder med et interessant fremtidsperspektiv.

Det bliver hurtigt tydeligt, at der stikker noget dybere under den efterforskning, som vores garvede politikommissær er blevet kastet ind i, da ofret i lejligheden er ingen ringere end en af bagmændene bag verdenshistoriens største opdagelse, nemlig opfindelsen af ichorite – et materiale, der når det er bearbejdet, kan give menneskeheden evigt liv. For i denne version af New York kan man, når kroppen når en vis alder og begynder at forfalde, med hjælp fra ichorite, få adgang til en helt ny krop, så du kan fortsætte dit liv i en ny og bekvem skal. Det er selvsagt en procedure, der er forbeholdt de borgere, der har den fornødne økonomiske kapital, det kræver for at få lavet sådan et indgreb – og når der er penge involveret, så er ét menneskes lykke som oftest købt og betalt med et andet menneskes ulykke. Sådan er det også i Nobody Wants to Die, hvor menneskehedens største opfindelse er lig med underklassens ulykke.

Det er en opfindelse, der rejser en masse eksistentialistiske spørgsmål, som Nobody Wants to Die behandler på interessante måder. For når alle i teorien er udødelige, kan alle så leve som guder? Og hvad sker der, når de udødelige på mystisk vis ser deres endeligt? Det er et spil, der tager fat i temaer som klasseforskelle og menneskets jagt efter udødelighed, men også magt, skæbne og døden, og pakker det hele fint ned i en god lille detektivfortælling og en jagt efter en seriemorder. Der er et ekstremt dragende og komplekst narrativ, der ikke er bange for at bære sine inspirationer uden på tøjet. Symbolet, der vises når spillet loader, er en slange, der spiser sin egen hale – et symbol for uendelighed og cyklusser, der gentager sig selv.

Referencerne til græsk mytologi og græske sagn om guder og helte, er heller ikke til at tage fejl af, og tolker man en smule ind i spillet, finder man også henvisninger til Hephaestus’ fald fra Olympen, bjerget hvor guderne residerer. Hvordan man ønsker at tolke disse fortællinger ind i Nobody Wants to Die er i bund og grund op til den enkelte – men sagnet om hvordan en gud må lide det nederlag at blive smidt ud hele to gange fra gudernes bolig samt en reference til Platons forsvarstale for Sokrates giver stof til eftertanke. Sokrates var blandt andet anklaget for blasfemi, da han havde en forestilling om, at der også fandtes andre guder end dem, der havde til huse på Olympen. Og det er blot nogle af de få referencer man finder i Nobody Wants to Die. Hvordan gør man så dette tankegods spiseligt og får det præsenteret på en måde, hvor det passer ind i spilmediet? Her bruger spillet forskellige stilistiske kneb.

I bedste noir-stil taler vores hovedperson med sig selv – han bliver spillets stemme og fortæller. Det er her tydeligt, at man er inspireret af 40’ernes og 50’ernes genrefilm, men i spilmediet er det også et narrativt greb, som man eksempelvis husker fra Max Payne. Det er effektivt og skubber den overordnede historie frem, samtidig med at det giver mulighed for at fortælle en mere personlig historie om vores hovedperson, som mens han efterforsker de mystiske dødsfald, også skal komme sig over personlige traumer, der har sat sig som tydelige mentale ar på sjælen.

James Karra har tydeligvis mange lig i lasten – og det er i en verden, hvor man burde kunne leve for evigt, hvis man har de økonomiske midler til det, og en verden hvor de eneste lig man burde efterlade, er de brugte kroppe, man har udskiftet med en ny model. James Karra har mange fejl og mangler, men det gør ham blot til en endnu bedre protagonist, som man selv kan relatere til. En mand med en stolt fortid som talentfuld baseballspiller og en lovende karriere i ordensmagten, der af forskellige årsager, især på grund af sine menneskelige svagheder, falder og har mere end svært ved at samle sig selv op igen. Som Hephaestus blev latterliggjort efter sine fald, må James Karra også erkende, at han ikke længere nyder samme respekt blandt andre mennesker, som han engang havde gjort.

James har tydeligvis truffet nogle mindre hensigtsmæssige valg i fortiden, men hvilke valg han tager nu, er helt op til os spillere. Nobody Wants to Die er fyldt med valg. Store som små – og mange af disse valg får en mærkbar indflydelse på historien. Spillet har forskellige slutninger alt efter hvilke valg man tager, og ikke alle slutninger er lige lykkelige. Tværtimod er spillet ikke bange for at gå den dystre vej. En stor del af gameplayet er centreret omkring dialog og valg – og en stor del af denne dialog er ganske velskrevet. Når du ikke indgår i dialog, undersøger man de forskellige gerningssteder, hvor du benytter de teknologiske redskaber du har til rådighed. At finde de forskellige spor og trevle begivenhederne op er ganske underholdende, og der er nok variation til at gameplayet er underholdende i de 5-6 timer det varer at gennemføre spillet. Det lyder umiddelbart som et meget kort spil, men det passer perfekt til denne type spil. Beviserne skal efterfølgende stykkes sammen, og her skal man bruge sine deduktionsevner og få de forskellige beviser til at understøtte de teorier man har om handlingsforløbet.

Visuelt er Nobody Wants to Die overordnet set et virkeligt flot spil, der stilistisk lykkes med at skabe en futuristisk cyberpunk-vibe blandet med den klassiske film noir æstetik. Omgivelserne er virkelig flotte – og det gælder både indendørs og udendørs. Critical Hit Games formår at skabe en solid atmosfære, og mest imponerende af alt, så er det lykkedes at give en fornemmelse af, at man befinder sig i en kæmpemæssig pulserende metropol, selvom man reelt kun befinder sig i få og ret afgrænsede lokationer – men spillet giver dig et indtryk af, at du er en del af noget meget større. Jeg foretrak spillets performance-indstilling, da quality-indstillingen ikke gjorde en synlig forskel udover at være mindre flydende. Alt i alt er det visuelt en meget cinematisk oplevelse, og det er tydeligt, at holdet bag spillet har en stor kærlighed for filmmediet.

Musikken passer til noir-genren med sine tunge strygere og basuner og er med til at understøtte stemningen i spillet. Dog er musikken meget høj i forhold til spillets øvrige lydelementer, men det kan heldigvis justeres. Derudover er stemmeskuespillet i top.

Nobody Wants to Die er et meget overbevisende spil, men der er små skønhedsfejl undervejs. Der er animationer, der ikke helt sidder i skabet, hvor eksempelvis nogle karaktermodeller ser lidt kunstige ud, og så har spillet nogle problemer med hænder – og da spillet foregår i first person, og hænderne stort set er det eneste man ser af hovedpersonen, er det noget, man lægger mærke til uden at det dog er et stort problem. Animationerne trækkes lidt langt ud til tider, hvilket gør, at man må vente en anelse for længe før man får styringen tilbage. Der er meget lidt reelt gameplay, og derfor kunne man ønske sig, at man havde mere kontrol over James. Dialoger bliver desværre også undervejs afbrudt af andre dialoger eller når man interagerer med genstande, hvilket betyder, at man mister noget af den oprindelige dialog. Derfor anbefales det, at man udviser tålmodighed, når en dialog er i gang, og lader den blive færdig før man interagerer med andet i spillet. Det kan virke irriterende, men overordnet set er der blot tale om små skønhedsfejl i en generelt overbevisende spiloplevelse.

Konklusion

Nobody Wants to Die er en visuelt imponerende og narrativt stærk oplevelse med en solid atmosfære, der kombinerer futuristisk cyberpunk med klassisk film noir æstetik. Spillets musik og stemmeskuespil er fremragende og understøtter den dystre stemning effektivt. Man fornemmer tydeligt, at udviklerne hos Critical Hit Games har en stor kærlighed til både filmmediet og de klassiske noir-fortællinger, hvilket kommer til udtryk i spillets æstetik og narrative greb.

Spillet lider dog under nogle små skønhedsfejl, såsom mindre polerede animationer og enkelte problemer med dialogafviklingen. Det er et lille bump på vejen, og overordnet set er der blot tale om små skønhedsfejl i en generelt overbevisende spiloplevelse.

Hvis du søger en cinematisk spiloplevelse med fokus på narrativ og worldbuilding, og har en kærlighed til dystopiske og futuristiske fortællinger eller en god noir-detektivfortælling, er Nobody Wants to Die bestemt værd at prøve. Spillet formår at kombinere en interessant fremtidsverden med klassiske temaer som magt, skæbne og menneskets jagt efter udødelighed, hvilket resulterer i en tankevækkende og gribende oplevelse.