Producent: NZXT
Produkt: F420 RGB Core
Produkttype: Kabinet blæser
Unikke Features: Single-frame, øget brugervenlighed
Nikolaj Mosegaard
Estimeret læsetid: 5 minutter.
June 7, 2025
Denne artikel indeholder affiliate-links. Hvad det betyder, kan du læse mere om her.
NZXT udgav i sidste halvdel af 2024 deres produktserie “single-frame” i størrelserne 240mm og 360mm. Produktserien blev lanceret for at kunne konkurrere mod konkurrenternes kædesammenhængsblæsere såsom iCUE LINK fra Corsair og Daisy Chain fra Lian Li. Hvor NZXT skiller sig ud, er, at de ikke satser på sammenkædning, men i stedet vælger at fastgøre flere blæsere i én ramme.
NZXT har nu opgraderet deres sortiment, og produktet fås nu i en 420mm udgave til det seriøse byggeprojekt. F420 er designet til at kunne skabe og balancere airflowet i kabinettet, men også til at skabe statisk tryk, så den kan kombineres og sættes på en passende radiator. NZXT har efter udgivelsen også frigivet en AIO fra produktserien Kraken Elite, som bruger F420 som dens standard blæserenhed.
Da F420 er designet til både at levere et balanceret airflow og et statisk tryk, vil begge blive testet og sammenlignet med fire andre produkter med samme specifikationer (RX140 fra Corsair, RS140 fra Corsair, Mobius 140P fra Cooler Master og NF-A14G2 PWM fra Noctua).
I den første performance-test bliver der kigget på det statiske tryk. Det statiske tryk henviser til det maksimale tryk, en blæser kan skubbe igennem rammen – ikke mængden, men trykket, da trykket har en større effekt på køleevnen, hvilket er ideelt til AIO-køling.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Reklame for Elgiganten

Testen viser F420, som på grafen bliver betegnet som F140 RGB, da man i testen tager udgangspunkt i hver individuel blæsers performance. Den har det svært i feltet mod produkter fra konkurrenterne i samme liga som sig selv. Selvom det statiske tryk ligger rigtig fint i forhold til at kunne levere en høj præstation, så ser vi altså en noget højere performance hos nogle af konkurrenterne.
Med et målt tryk på 1.94 ved støjreduceret test ligger F420 som den næstdårligste i testen. Bedre bliver det ikke, når testen tages med maksimal belastning, her rykker F420 lidt op, men er stadig langt fra både RX140 og RS140.
Som nævnt tidligere ligger F420 langt over, hvad der kan betegnes som AIO-godkendt. Testen viser måske også, at blæseren er designet til at skulle håndtere airflow og statisk tryk på lige fod, hvilket kan gå ud over performance i det lange løb.
Som sidste test er F420 oppe imod de samme produkter. Denne gang testes der på airflowet, og det måles i CFM (Cubic Feet Per Minute). Det betyder, at der testes for, hvor meget luft hver blæser kan transportere i minuttet. Jo højere CFM kontra lavt lydniveau, jo bedre betegnes blæseren for at være.

F420 viser sig denne gang at være suverænt den dårligste i feltet ved test i et støjreduceret setup. Selvom F420 er langt fra konkurrenterne, så ligger niveauet stadig højt og kan stadig betegnes som high-end tilbehør. Til gengæld ligger F420 højest ved maksimal belastning og skiller sig derfor ud i testen, da den skaber størst afstand mellem minimum og maksimum. Afstanden kan kategoriseres som “Boost” effekten og kan i teorien skabe en mere balanceret luftstrøm, som NZXT også giver udtryk for i beskrivelsen.
Støjniveauet for alle produkterne ligger meget tæt. Det er kun kandidaten fra Noctua, som skiller sig ud. Tommelfingerreglen, når man ser på støjniveauet hos 140mm blæsere, er, at lyden gerne skal holdes under 35 dB, alt over det betegnes som højlydt. Tolerancen skal dog være der, når blæserne sættes på maksimal hastighed. F420 ligger derfor i gruppen “moderat højt” og kan være mærkbart, hvis computeren er placeret i hovedhøjde. Kabinetter kan eliminere op til 50% af støjniveauet, så F420 ligger stadig inden for normalen i samme produktgruppe, dog skiller den sig ikke ud eller performer bedre end andre.

F-serien er designet til at være langt mere brugervenlig end konkurrenternes produkter, og F420 er ingen undtagelse. Det skyldes, at blæseren er designet i en “single-frame”, hvor der i princippet er tre 140mm blæsere sat sammen. Hvor F420 skiller sig ud, er ved ikke at sammenkæde de tre blæsere, men i stedet “smelte” dem sammen, så de dannes i én ramme. Så hvor andre produkter har brug for skruer til tre blæsere, minimeres behovet hos F420 fra tolv skruer til kun fire skruer.
Med en mere brugervenlig montering kommer der også en nemmere installation, da mængden af ledninger også minimeres. Normalt vil hver blæser i dette scenarie have op mod to ledninger per blæser, men med F420 reduceres det til kun et strømkabel og et RGB-kabel. Selvom NZXT ikke er frontløber på denne teknologi, så er sammensætningen af minimalt ledningsbehov og sammensat blæserenhed en kombination, der skiller sig mærkbart ud i feltet, og jeg er vild med det.

F420 er et lækkert produkt, og til det seriøse byggeprojekt, hvor der skal monteres en masse, passer den endnu bedre ind på grund af dens øgede brugervenlighed. Hvad angår performance, så skiller produktet sig desværre ikke nok ud til at gøre sig attraktiv. Hvor det lækre kommer ind i billedet, er produktets æstetik, den ser utrolig fræk og stilren ud i et mid- til high-tower. Personligt har jeg aldrig haft bedre Airflow i min computer, end efter jeg fik monteret to styks F420 plus en, som var monteret på min AIO-radiator, med det i mente, at kabinettet er bygget til at have maksimal luftstrøm med dette produkt. F420 er ganske vist et high-end produkt, men der findes bedre og måske endda billigere alternativer på markedet, og det virker til at NZXT har valgt brugervenlighed fremfor performance.
Producent: NZXT
Produkt: F420 RGB Core
Produkttype: Kabinet blæser
Unikke Features: Single-frame, øget brugervenlighed
Skribent & Anmelder
Nikolaj er en passioneret mand inden for spilverdenen, film og ikke mindst diverse serier. Med et bredt vingefang dykker han gerne ned i både stærke historiedrevne spil, såsom Uncharted, The Last Of Us og Assassin’s Creed, men sætter også gerne kløerne i det competitve og grindbaserede gameplay – specielt Call Of Duty. Han har en stor forkærlighed for Ubisoft-spil – ja nogen ville kalde det fanatisk.
Anmeldelse
October 23, 2025
Nyhed
November 6, 2025
Nyhed
November 7, 2025
Nyhed
July 1, 2025
© Copyright - arkaden.dk