One Battle After Another-anmeldelse – Årets film kaster dig hovedkulds ind i et hæsblæsende actionbrag

Paul Thomas Anderson ligger efterhånden fuldstændig indiskutabelt i toppen af vor tids filmskabere. Hver af hans film er enestående, medrivende fortællinger, der ikke blot formår at skabe nuancerede karakterer, men storslåede, komplekse narrativer.

I sin nyeste film One Battle After Another demonstrerer Anderson, at han stadig 30 år efter sin debutfilm står knivskarpt i sine fortællinger. Instruktøren er kendt for hans øje for de finurlige detaljer i historier, der i andres hænder kunne ende som intetsigende klichéer.

Mange af Andersons tidligere film finder sted i fortiden og leger ofte med perioder af amerikansk historie som baggrund for de brede karaktergallerier, men i One Battle After Another er det samtidens USA, der iscenesættes i alt sit magtesløse kaos. Fascisme, racerelationer, immigration og andre dybt aktuelle emner bringes op i en fortælling, der blander komedie, action og thriller-genrerne fuldstændig mesterligt.

Action i hæsblæsende tempo

Leonardo DiCaprio udgør frontfiguren for One Battle After Another som den revolutionære nybegynder Ghetto Pat, der sammen med gruppen French 75 åbner filmen med en mission om at evakuere migranter fra et immigrationsfængsel ved den amerikansk-mexicanske grænse. Pat er holdets bombemand, som fanger opmærksomheden af gruppens fyrige medlem Perfidia Beverly Hills, spillet af scenestjælende Teyana Taylor. Perfidia betager ikke kun Pat, men også obersten Steven J. Lockjaw (Sean Penn), der bliver kommanderet af Perfidia til at “rejse sig” uden rent faktisk at rejse sig fra stolen. Interaktionen sætter gang i en seksuel dominans-relation mellem de to, hvor obersten og Perfidia leger kat og mus. Spillet ender dog hurtigt med at få konsekvenser for hele gruppen, og Pat må søge flugt med han og Perfidias nyfødte datter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Herefter springer fortællingen 16 år frem, og følger nu Pats nye og lettere ristede persona Bob og datteren Willa. De har søgt ly i den lille by Baktan Cross, hvor Bob lever i en vedvarende hash-koger og Willa er en almindelig teenager i high school. De finder dog snart ud af, at oberstens søgen efter dem ikke er stoppet i årenes løb, og snart må både far og datter igen på flugt. Det, der følger, er en medrivende kamp for både far og datter, hvor ingens sikkerhed er garanteret og alt er på spil.

Historien om Bob og Willa bliver vist i et flyvende tempo, hvor hver scene dunker af spænding og energi uden at miste fokus på karakterernes personlige udvikling. Action elementer sætter fut i fortællingen, mens en gennemgående humor holder det hele far at blive lige dramatisk nok. Filmens finale byder eksempelvis på en biljagt, hvor man næsten ikke tør blinke, før scenen er helt slut, af frygt for at misse et eneste klip af sekvensen.

Vanvittigt nuanceret karaktergalleri

Hver karakter, både hoved- og biroller føles som gennemførte, helstøbte mennesker. DiCaprio er fremragende som Bob, der tager imod filmens udfordringer med lige dele humor og dybde. Teyana Taylor sætter nærmest ild til hver scene, hun er med i. Chase Infiniti cementerer sig selv som et nyt stjerneskud i skuespillerbranchen. Sean Penn leverer en af karrierens bedste præstationer som oberst Lockjaw, der mest af alt minder om en ond, seksuelt frustreret pendant til Skipper Skræk. Selv mindre roller, som Benicio Del Toros “Sensei” Sergio og Regina Halls empatiske og stålfaste Deandra, kommer smukt til rette i filmens løb.

Der er da også rigeligt tid at løbe på, for filmen har en spilletid på 162 minutter, en længde, der i langt de fleste tilfælde kan punktere en films spændingskurve. Det er lettere ubegribeligt, at One Battle After Another formår at holde sit halsbrækkende tempo i næsten 3 uafbrudte timer, uden at en eneste scene føles overflødig eller unødvendig.

Teknisk mesterligt

Udover fænomenale skuespilspræstationer og fremragende tempo igennem hele filmens spilletid, skal der også rettes ros til særligt filmens lydside. I typisk Paul Thomas Anderson stil, er soundtrackets underlæggende og insisterende klaverklang vedvarende og uophørlig. Det føles som at blive grebet om struben i filmens anslag, og der slippes først, når rulleteksterne kommer på skærmen. Det er musikeren Jonny Greenwood, kendt fra Radiohead og the Smile, der står bag soundtracket. Greenwood og Anderson har samarbejdet på flere tidligere film og i One Battle After Another fortsætter samarbejdet til topkarakter, hvor de hektiske toner sørger for at holde trit med filmens ambitiøse tempo.

Hvilke fortællinger har plads i samtidens USA?

Det er et lille mirakel, at en storfilm med et budget på over 150 millioner dollars kan føles så personlig. Det er Andersons hidtil største kommercielle satsning, og det bliver spændende at se, hvorvidt filmen kan tiltrække den mere mainstream biografgænger. Trods de høje ambitioner, den lange rolleliste og genreblanding  en masse, sammensættes hele molevitten til en fuldendt og spændingspakket fortælling. Filmens større tematikker behandles nuanceret og velovervejet uden at blive leflende. Det er nok ikke tilfældigt, at Anderson som 55-årig far til fire gør DiCaprios konfuse men dedikerede faderfigur til omdrejningspunkt for filmens handling. Det giver et personligt islæt til en ellers nogle gange højtragende film, og forankrer frihedskampen til noget så håndgribeligt og hverdagsagtigt som en fars kærlighed til sin datter.

Det er en virkelig fed vinkel ind i den større politiske og ideologiske uenighed, der raser i samtidens USA. En måde, hvorpå samfundsaktuelle emner kan undersøges uden det bliver påduttende eller belærende.

Konklusion

Paul Thomas Anderson har fremtryllet årets film, sprængfyldt med spænding, glimt i øjet og et rasende tempo. Med eminente skuespilspræstationer fra alle i karaktergalleriet og både en billed- og lydside, der er lige i skabet, stiller One Battle After Another skarpt på det amerikanske samfund, som det er i dag og portrætterer sympatiske karakterer, der hver især må forholde sig til virkelighedens kaos.

Emma Amalie Aggersbo

Skribent & Anmelder

---

Emmas filmentusiasme spænder vidt og bredt, fra de mindste indie-perler til de største blockbuster brag. Med en forkærlighed for det skæve, det sære og det oprigtige er hun konstant på opdagelse efter den næste store filmoplevelse.