Produkt: OnePlus Pad 3 inkl OnePlus Pad 3 Smart Keyboard
Produkttype: Tablet
Unikke Features: 12000mAh batteri, 8 højtalere, 3,4K display, AI understøttet styresystem
Anders Isaksen
Estimeret læsetid: 10 minutter.
June 5, 2025
Denne artikel indeholder affiliate-links. Hvad det betyder, kan du læse mere om her.
Jeg husker tydeligt mit første møde med OnePlus. Vi skal omkring ti år tilbage i tiden. På det tidspunkt arbejdede jeg hos et stort teleselskab, og en af mine kolleger havde netop fået en ny telefon. Det var ikke en, du kunne købe i danske butikker – heller ikke hos de gængse teleselskaber. I stedet skulle man kende nogen, der allerede havde sådan en telefon, og så kunne man blive skrevet op på en venteliste og få lov til at købe den.
Lige så meget mystik, der var omkring måden at få fingrene i en OnePlus-telefon på, lige så imponerende var selve enheden. Prisen var markant lavere end for andre flagskibstelefoner, men med specifikationer, der matchede – og nogle gange overgik – topmodellerne fra Apple og Samsung.
Jeg blev selv ejer af en OnePlus, og det er stadig den telefon, jeg har haft længst.
Det, jeg elskede ved OnePlus, var, hvor meget man egentlig fik for pengene. Bragende stærke specs til en lavere pris end de store konkurrenters.
Men lige nu kører jeg med et andet mærke. Og jeg var egentlig sikker på, at jeg fremover ville sidde lunt og godt i Samsungs økosystem. Men efter tre uger med OnePlus’ nye tablet – OnePlus Pad 3 – er jeg ikke længere så sikker.
Hvorfor skiftede jeg dengang? Og hvad er det ved en tablet, der får mig til at genoverveje hele mit økosystem?
Det er vigtigt for mig at understrege, hvad der har betydning for mig, når jeg vælger teknologi til min hverdag. Det skal forenkle eller forbedre mit liv. Specifikationer og store tal betyder reelt intet for mig, hvis de ikke aktivt bidrager til at gøre mit arbejde lettere.
Derfor skiftede jeg i sin tid til en anden mobilproducent – på grund af den indbyggede stylus og den fremragende skærm. Jeg tager mange noter og taler meget, når jeg anmelder spil. Med den telefon kunne jeg skrive noter direkte, mens jeg spillede, uden at skulle bruge papir og kuglepen.
Mit tastatur er udelukkende valgt, fordi det er så behageligt at skrive på – og med de mængder, jeg skriver hver uge, er det vigtigt, at den oplevelse er så rar som muligt. Min PC-skærm er primært valgt ud fra, hvor lidt pixelering der er i tekst, fordi jeg kigger på tekst det meste af dagen.
Med andre ord: Specs er ikke noget, jeg går op i for deres egen skyld – det handler om, hvordan de gør en forskel i min dagligdag. Men til alle jer spec-nørder derude, kommer her en hurtig opsummering – og bagefter vil jeg gennemgå de enkelte aspekter i praksis.
Lad os begynde med selve skærmen. Her er tale om en 13,2 tommer LCD-skærm, hvilket er en hel tomme større end OnePlus Pad 2.
Den er også blevet 100 g tungere end forgængeren, men interessant nok er den næsten en hel millimeter tyndere end OnePlus Pad 2.
Jeg har ikke prøvet Pad 2, så jeg kan ikke lave en sammenligning af fornemmelsen, men Pad 3 føles behagelig i hånden. Tykkelsen er lige tilpas, og den er akkurat tynd nok til, at det ikke bliver ubehageligt at sidde med den – selv når man har cover med tastatur monteret. Men det vender vi tilbage til.
Når man tænker på, hvor meget større batteri og hvor mange højtalere der sidder i, er jeg faktisk imponeret over vægten. Ikke desto mindre er den stadig en tung basse, hvis man sidder og spiller eller ser film i længere tid uden at lægge den fra sig på et bord.
Det hjælper også, at hjørnerne er afrundede, og generelt er pasformen meget behagelig.
Noget, der til gengæld er knivskarpt, er billedet. Den 3,4K opløsning kommer virkelig til sin ret på displayet – det står skarpt og behageligt.
Jeg læser gerne bøger og foretrækker e-bøger. For at jeg kan læse i længere tid ad gangen, er det vigtigt, at teksten ikke pixelerer. Og her var jeg meget imponeret over Pad 3. Jeg glemte helt at bruge min Kindle i testperioden og brugte i stedet Pad 3, fordi teksten stod så knivskarpt og behageligt.
Det samme gælder i øvrigt for spil. Uanset om det var via Xbox-appen eller Android-spil, jeg downloadede direkte, så stod billedet super skarpt, og farverne var dejligt naturlige og varme.
Der er desuden flere farveindstillinger at vælge mellem, alt efter om man foretrækker et varmere eller køligere billede.
Skærmen kører med helt op til 144 Hz, og det gør, at spiloplevelsen og det at scrolle ned ad sider sker uden sløring.
Naturligvis hjulpet godt på vej af Snapdragon 8-processoren. Snapdragon 8 er efterhånden en processor, der har bevist sit værd i diverse mobiler og tablets – og den viser også musklerne i Pad 3.
Selv de mere krævende titler som Genshin Impact og Wuthering Waves kørte uden nogen form for fald i framerate eller lignende.
Testudgaven, jeg havde til låns, var endda den “lille” model med 12 GB RAM, men det var mere end rigeligt – selv til de tungere tests.
Jeg arbejdede også med nogle større Excel-ark for at teste, hvordan den håndterer det, og selv ark med omfattende formler var intet problem. Der er også mulighed for at justere RAM-brugen – f.eks. kan du dedikere noget af din lagerplads som ekstra RAM, hvis du har meget ledigt.
Som du måske lagde mærke til i specifikationsoversigten, så er der hele 8 højtalere i Pad 3 – og det kan mærkes. Jeg var ganske enkelt blæst bagover af, hvor dyb en rumklang der var til stede.
Bevares, det er stadig en tablet, men normalt bruger jeg aldrig lyden fra hverken telefon eller tablet, fordi jeg ikke kan holde den mekaniske og flade lyd ud. Jeg bruger i stedet høretelefoner. Det glemte jeg her. Jeg skulle naturligvis teste lyden som led i anmeldelsen, men også efter testene tog jeg aldrig mine hovedtelefoner frem. Lyden var ganske enkelt så behagelig og med tilpas dybde, at det ikke var nødvendigt – både i film og spil. Jeg endte faktisk flere gange med at se det nyeste afsnit af Arkaden på Pad 3 i stedet for på fjernsynet.
Til musik var lyden også ganske okay, men ikke nok til at erstatte en ekstern højtaler.
Men i forhold til hvor tynd OnePlus Pad 3 trods alt er, var lyden virkelig imponerende generelt.
Der er også to mikrofoner i Pad 3, men her er min lovprisning lidt mere afdæmpet. Lyden ved optagelse er ganske okay – men heller ikke mere end det. Der skal ikke mange forskellige lyde i rummet til, før støjreduktionen ikke helt kan følge med.
Sagt med andre ord: Hvis du vil bruge mikrofonerne til videokald med venner, familie eller måske arbejdsformål, er de helt fine – bare sørg for, at der ikke er for meget baggrundsstøj. Men vil du bruge dem til videooptagelse, f.eks. til YouTube, er kvaliteten ikke på et niveau, hvor du kan undvære en ekstern mikrofon.
Det er lidt samme billede, der tegner sig, når vi taler om kameraerne. Både for- og bagkamera kan levere ganske okay billeder, men de kan på ingen måde følge med standarden i flagskibstelefoner. Det er heller ikke, hvad jeg forventer af en tablet, men det er alligevel værd at nævne.
Du kan selv vurdere billedkvaliteten nedenfor.
Videooptagelser er også ganske okay med et fint skarpt billede og en udmærket evne til at følge bevægelser. Men igen – hvis det skal bruges til YouTube-videoer eller lignende, ville jeg ikke anbefale det.
Nu vi taler om kameraet, så er der et element, der faktisk irriterede mig, og det er det bump, som kameraet skaber på bagsiden af Pad 3. Fordi tabletten er så tynd, stikker kameraet ud, og det gør, at den ikke ligger fladt på bordet. Det er en lille ting, men det irriterede mig personligt.
Det skal dog siges, at hvis man bruger det medfølgende cover (som vi kommer ind på om lidt), er det ikke længere et problem.
Det, der imponerede mig allermest ved Pad 3, er batteriet. På papiret lyder det voldsomt: 12.000 mAh – hvilket er omkring 3.500 mAh mere end Apples iPad fra 2025.
Heldigvis lever det også op til tallene i praksis. Ved almindelig brug, et par timer om dagen, kunne jeg sagtens holde den kørende i en hel uge. Selv ved intensiv gaming nåede jeg op på omkring 6 timers skærmtid, hvilket også er ganske imponerende.
Som en, der normalt ikke spiller ret meget mobilspil og i stedet bruger tablets til arbejde og videoafspilning, var batteriet helt fantastisk. At lægge tabletten fra sig om aftenen og se, at der kun er forsvundet 1 % næste morgen – på trods af at strømslugere som Messenger har kørt hele natten – var en sand fornøjelse.
Personligt var det virkelig vidunderligt ikke at skulle tænke over batterilevetiden hver dag. OnePlus lover en standbytid på op til 70 dage, og ud fra mine test virker det faktisk realistisk.
Jeg hader at skulle planlægge min brug af mobile enheder ud fra batteriet – og med Pad 3 var det første gang, jeg slet ikke behøvede at spekulere over det.
OxygenOS 15 er en fornøjelse at arbejde med. Den største grund til, at jeg før følte mig bundet til Samsungs økosystem, var deres polerede software og fine AI-integrationer – især Note-appen, som jeg brugte flittigt.
Men jeg er ikke længere nervøs for at skifte. I hvert fald ikke, hvis alternativet hedder OnePlus.
Som nævnt flere gange bruger jeg meget tid på at tage noter, mens jeg spiller de spil, jeg anmelder, og det er en sand fornøjelse med OnePlus Notes-appen. Her er rig mulighed for både simple og avancerede noter, og der er mange AI-funktioner til at hjælpe med at strukturere og forfine dem.
Det samme gælder, når man vil redigere billeder. Det er nemt at markere elementer, man vil fjerne eller ændre, og AI’en gør et glimrende stykke arbejde med at levere et tilfredsstillende resultat.
OxygenOS 15 føles som en lækker pakke lagt oven på Android, uden at det mister sin Android-kerne. For mig har det været en sand øjenåbner, hvor meget OnePlus har rykket sig på softwaresiden siden sidst, jeg brugte en af deres enheder.
Ud over selve tabletten fik jeg også det nye OnePlus Pad 3 Smart Keyboard til låns – og det var vidunderligt.
Det sættes nemt fast og klikker tilfredsstillende på plads med magneter. Bagcoveret har en flap, der kan klikkes ud, så Pad 3 står stabilt og sikkert. Så snart det er sat til, dukker der en musemarkør op, og touchpad’en fungerer fremragende – den er tilpas følsom og reagerer hurtigt, med god klikrespons.
Selve tastaturet er virkelig behageligt at skrive på. Hver tast giver et fint, lille klik, og selv ved hurtig skrivning missede jeg aldrig en tast.
Jeg skrev hele min anmeldelse af Scar-Lead Salvation på Pad 3 med Smart Keyboard, og det gik fuldstændig gnidningsfrit.
Faktisk var det netop den oplevelse – at have tabletten stående klar til noter, mens jeg spillede – der overbeviste mig om, at jeg bliver nødt til at anskaffe mig en OnePlus Pad 3, når den lander i butikkerne.
Dens funktionalitet har forbedret mit daglige arbejde i en grad, så jeg simpelthen ikke kan undvære den fremover.
Der er også mulighed for at bruge en OnePlus Stylus til tabletten, men den havde jeg desværre ikke mulighed for at teste.
OnePlus Pad 3 har været et yderst fornøjeligt bekendtskab. Den har alt det, jeg ønsker mig af en tablet – og mere til. Uanset om det er til gaming eller arbejde, leverer Pad 3 en gennemført oplevelse, godt hjulpet på vej af fremragende software og AI-funktioner.
Det her føles som et vaskeægte flagskib: fantastisk skærm, stærke højttalere og et vanvittigt imponerende batteri.
Det eneste, der stadig halter lidt, er kamera og mikrofon – men resten af pakken er i topklasse. Når man sammenholder prisen med, hvad man får, er det svært at slå OnePlus Pad 3. Den 12gb udgave jeg testede har en vejl. udsalgspris på 4699,- hvilket er markant billigere end de tablets den skal konkurrere mod.
Den største anbefaling, jeg kan give? At det første jeg gør, når mit testeksemplar er sendt retur, er at bestille en ny til mig selv.
Produkt: OnePlus Pad 3 inkl OnePlus Pad 3 Smart Keyboard
Produkttype: Tablet
Unikke Features: 12000mAh batteri, 8 højtalere, 3,4K display, AI understøttet styresystem
Skribent & Anmelder
Selvom de grå hår for længst har vundet kampen, så er Anders’ begejstring for spil akkurat lige så stor, som da han var barn. Især japanske rollespil og obskure indie-titler kan gøre ham helt varm indeni.
© Copyright - arkaden.dk