Paranormasight: The Mermaid’s Curse-anmeldelse – En skjult perle, der er værd at dykke efter

2023 var et vildt spilår, og titler som Baldur’s Gate 3, The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom og Alan Wake 2 var blot toppen af isbjerget. De mange store og imødesete lanceringer betød dog også, at flere spændende spil gik under radaren – heriblandt Paranormasight: The Seven Mysteries of Honjo.

Den visuelle roman fra Square Enix leverede en medrivende gyserfortælling med en narrativ selvbevidsthed, der var Hideo Kojima værdig. Samtidig tog spillet genrens normalt statistiske præsentation til et helt nyt, nærmest filmisk niveau.

Nu er udviklerne klar med en efterfølger sat i samme univers, kaldet Paranormasight: The Mermaid’s Curse. Forgængerens uhyggelige gyder og hjemsøgte skoler er skiftet ud med en lille, tilsyneladende idyllisk ø, hvis beboere ernærer sig ved fiskeri og turisme. Men under den spejlblanke vandoverflade lurer nye rædsler.

Fra dukketeater til spillefilm

Inden vi dykker dybere i plottet, er det værd at bruge lidt tid på præsentationen, der er intet mindre end fremragende.

Ligesom sin forgænger er The Mermaid’s Curse en blanding af en visuel roman og et traditionelt japansk eventyrspil, hvor du skal udforske dine omgivelser.

Der er sjældent mange interagerbare punkter, men det gør ikke det store, for miljøerne er en fryd i sig selv. Hver eneste scene ligner noget fra en vellavet turistbrochure – fra de traditionelle hjem med skrin og bambusvægge til havnefrontens kaotiske rod af fiskegrej.

Hvad der imponerer mest, er dog selve karaktermodellerne. De er ikke blot flotte, men levende, takket være en stor variation af positurer og ansigtstræk, der virkelig kommer hele følelsesregisteret rundt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Resultatet er figurer, der ikke blot er bedre end de stive mannequindukker, vi ofte må nøjes med i genren; de er også bedre end karaktermodellerne i de fleste moderne AAA-spil. Ligesom sin forgænger illustrerer The Mermaid’s Curse, at det ikke kræver tusindvis af polygoner at skabe virkelighedstro ansigter.

Et andet højdepunkt er “kinematografien,” der får figurer og baggrund til at smelte sammen. Hurtige klip, stemningsfulde paneringer og skiftende kontrast mellem baggrund og forgrund skaber dynamik, mens små detaljer i miljøerne – såsom en skinnende sol eller havets skumsprøjt – forvandler omgivelserne til mere end bare kulisser.

Præsentationen er fremragende. Intet mindre.

Et levende persongalleri

The Seven Mysteries of Honjo havde en vild åbning. Det var tydeligvis et spil, der havde noget at bevise. The Mermaid’s Curse derimod åbner mere roligt og selvsikkert. Du når at nyde det idylliske liv på øen og komme ind under huden på karaktererne – inden det hele pludselig går amok efter en 2-3 timers tid.

Du spiller indledningsvist som den unge Yuza Minakuchi, der for fem år siden – modsat sine forældre – overlevede et skibsforlis. Trods den traumatiske begivenhed drømmer Yuza om at blive en såkaldt ama-dykker, der afsøger havbunden for perler, muslinger og værdigenstande.

Yuza er langt fra den eneste, der drages af havet. Undervejs kommer man nemlig til at skifte mellem flere karakterer. Vi møder blandt andet den stræbsomme fantasyforfatter Arnav Barnum, der er rejst til Japan efter at have hørt rygter om, at havfruer kan skænke evigt liv. Og vi stifter bekendtskab med den stille Sato Shiranami, hvis fortrængte hukommelse viser sig at gemme på ikke så få hemmeligheder.

Karaktergalleriet er forholdsvist småt, men de levende illustrationer er som nævnt med til at gøre hver karakter distinkt – og det samme gør dialogen.

The Mermaid’s Curse indeholder ikke stemmeskuespil, men det gør intet. Dialogen er nemlig så godt skrevet – og ikke mindst oversat – at karakterernes personlighed afspejles i deres sprogbrug, hvad enten det drejer sig om Satos tvivl eller Arnavs yderst smitsomme entusiasme.

En fantastisk historie trods mange gentagelser

Som mange andre visuelle romaner, er The Mermaid’s Curse ikke lineært, men en forgrenet fortælling, hvor man konstant hopper mellem synsvinkler, tidspunkter og endda tidslinjer. Det fungerer godt – men ikke helt ligeså godt som i The Seven Mysteries of Honjo.

På den lille ø i The Mermaid’s Curse er det som om, at karaktererne konstant støder sammen, eller følger i hinandens fodspor. Plottrådene bliver en smule sammenfiltrede, og du kommer til at høre om de samme begivenheder igen og igen.

Når det er sagt, så bliver plottet hurtigt ekstremt komplekst, så det hjælper at få banket vigtige pointer på plads. Særligt da spillet med jævne mellemrum beder dig om at indtaste et navn eller en lokation for at sikre, at du rent faktisk forstår sammenhængen.

Om selve plottets indhold må jeg nødvendigvis være abstrakt for ikke at afsløre for meget. Men jeg kan dog afsløre, at vi er tættere på Lovecrafts maritime mareridtsfortællinger end Den lille havfrue.

Klamt eller brutalt bliver det ikke, men gyserfans kommer ikke til at blive skuffede over historien, der involverer hundredårsgamle forbandelser, kyniske mordere, okkulte kræfter og meget andet godt.

Det mest tilfredsstillende ved historien, er dog hverken dens indhold eller tematik, men snarere dens struktur. På linje med Zero Escape-serien er det næsten som en slags domino, hvor den ene brik efter den anden stilles op, inden det hele væltes mod slutningen, og det fulde billede afsløres.

Korte glimt af gameplay

Var Paranormasight: The Mermaid’s Curse din gennemsnitlige visuelle roman, ville anmeldelsen nu begynde at ebbe ud. Men som nævnt indeholder spillet også eventyrelementer.

Når det kommer til udforskning, kommer du hele vejen rundt. Bogstaveligt talt, da du undersøger scener ved at dreje kameraet 360 grader rundt om en central akse.

Langt hen af vejen avancerer du ved blot at klikke på alle hotspots og udtømme al dialog. Men en gang i mellem – ofte med flere timers mellemrum – popper der lidt gameplay op til overfladen, som en delfin, der lige skal op og slå med halen.

Gåderne involverer ofte det unikke kameraperspektiv. Eksempelvis skal du i en sekvens aflæse et kort ved at sammenholde det med dine omgivelser, mens du i en anden skal lokalisere lyd. Her hjælper et par gode stereo-hovedtelefoner ikke så lidt.

Desværre er gåderne ikke helt så geniale som i spillets forgænger, der gav minder om Nintendo DS-klassikere som Hotel Dusk: Room 215 og Another Code: Two Memories. Her er det mere simpelt – bedst symboliseret ved et minispil, hvor du skal dykke, som desværre skuffer fælt.

Forventningernes forbandelse

Trods nogle få kritikpunkter er Paranormasight: The Mermaids Curse en helt igennem fremragende visuel roman, der viser genren fra sin allerbedste side. Men som de konstante sammenligninger med dets forgænger også har afsløret, lider spillet under en forbandelse: Forventningernes pres.

Der mangler nemlig lige det sidste. Gåderne er lidt for simple, de skiftende perspektiver byder ikke på nok variation, og historien er måske lige en kende for længe om at komme i gear. Og hvor lydsiden er fremragende, så er en stor del af musikken og lydeffekterne gengangere fra det første spil.

Men lad det endelig ikke stoppe dig. The Seven Mysteries of Honjo var et af den slags spilmirakler, der nærmest er umulige at gentage, og at udviklerne overhovedet kommer tæt på, siger alt om deres evner.

Jakob Hansen

Skribent & Anmelder

---

Jakob er uddannet journalist og har tidligere skrevet en årrække for Gamereactor. Han var den første i sin børnehave til at gennemføre Donkey Kong til Game Boy. At han stadig praler med det her et kvart århundrede senere, siger nok lidt om, hvordan det er gået ham siden hen.