Peaky Blinders: The Immortal Man-anmeldelse – Barberbladet er blevet sløvt

Serien Peaky Blinders dukkede for første gang op i 2013 og foregik i Birmingham lige efter Første Verdenskrig. Serien er skabt af Steven Knight, og historien følger Shelby-familien, som er en arbejderklassefamilie bestående af krigsveteraner og gangstere, der gradvist bygger et kriminelt imperium op. Hovedpersonen Thomas Shelby bliver spillet af Cillian Murphy, som er familiens strategiske, men også traumatiserede leder.

Det var en serie, der blev kendt for at kombinere både en god gangsterhistorie, britisk politisk historie, familiedrama og traumer efter en verdenskrig. Over seks sæsoner bevæger Thomas Shelby sig fra at være en lokal gangster til en mand med politisk og økonomisk indflydelse i hele Storbritannien.

Allerede i første sæson ser vi Thomas Shelby udvide Peaky Blinders’ bookmaker-forretning og komme i konflikt med både politi og rivaliserende bander. Efterhånden som sæsonerne udspiller sig, ser vi også familien ekspandere til London og møde større organiserede kriminelle organisationer. Vi ser Thomas Shelby bevæge sig ind i international politik. Vi ser, hvordan den italienske mafia forsøger at udslette Shelby-familien. Og vi ser også Thomas Shelby gå ind i britisk politik og blive parlamentsmedlem. Her bliver han introduceret til fascistlederen Oswald Mosley.

I den seneste sæson, sæson 6, som foregår i 1930’ernes England, følger vi en samfundsudvikling, hvor vi ser stigende fascisme, økonomisk krise og politisk radikalisering i hele Europa. Samtidig forsøger Thomas Shelby at underminere Oswald Mosley indefra, mens han arbejder for regeringen som en slags dobbeltagent. Samtidig kæmper han med store skyldproblemer, familiære udfordringer og en god portion PTSD.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

I sæson 6 får vi også at vide, at han lider af en dødelig hjernesygdom og kun har kort tid tilbage at leve i, hvilket naturligvis påvirker den måde, han agerer på i slutningen af serien. Men i seriens sidste scene opdager vi faktisk, at diagnosen var ren manipulation fra hans politiske fjender.

Og det er så her, vi står nu.

Den nye film fungerer som en direkte fortsættelse af serien. Filmen er også skrevet af Steven Knight og produceret i samarbejde med Netflix. Men vi rykker nu fra efterdønningerne af Første Verdenskrig tættere på Anden Verdenskrig, og det betyder også et spring fra 1930’erne til begyndelsen af 1940’erne.

Vi ser naturligvis flere kendte ansigter vende tilbage i filmen. Cillian Murphy vender tilbage som Thomas Shelby, og vi ser også Sophie Rundle som Ada Shelby. Ned Dennehy og Stephen Graham vender også tilbage.

Denne gang skal vi se Shelby-familien i krigstid, og hvordan deres netværk påvirkes af verdenskrigen. På den måde bliver det en historisk gangsterhistorie midt i Anden Verdenskrig.

Mere vil jeg ikke gå i dybden med narrativet, for jeg har rent faktisk lovet Netflix at fortælle så lidt som muligt, så man som seer kan hoppe ind i filmen uden at få noget spoilet på forhånd.

Et historisk gangsterdrama

Som historisk gangsterdrama er Peaky Blinders: The Immortal Man på mange måder imponerende. Det er fascinerende at se en film med så høj produktionsværdi og så gennemarbejdede kulisser. Birmingham og Liverpool er realistisk gengivet i krigens mørke skygge. Vi ser bombardementer, vi ser sammenstyrtede bygninger, og vi fornemmer den tristesse og den mangel på håb, der kan præge en befolkning i en situation, hvor krigen raser.

Desværre synes jeg ikke, at filmen udnytter sin mulighed for at fortælle historien om et England under heftige tyske bombardementer. Som historieinteresseret kunne jeg godt have ønsket, at filmen dykkede langt mere ned i den tematik og lod den spille en langt større rolle i narrativet.

Men noget helt andet er, at jeg havde glædet mig rigtig meget til den her film. Serien er en af mine absolutte favoritserier, og Tommy Shelby er jo blevet noget af et ikon inden for krimifiktion. Desværre ender filmen med at skuffe mig, fordi den er alt for interesseret i at være bagudskuende. Den er for retrospektiv. Det bliver nærmest en bodsgang for Tommy Shelby – et kig tilbage på hans traumer, på hans dårlige samvittighed og på hans skyld.

Jeg føler, at vi allerede har været der tidligere i serien. Filmen er alt for lidt interesseret i at fortælle noget nyt, give os nye kontekster eller vise en vej fremad. Den kunne have introduceret en ny generation af Peaky Blinders. For langt hen ad vejen er det egentlig det, der er tale om her – et farvel til noget gammelt, men så må det også gerne i langt højere grad være et velkommen til noget nyt.

Her bliver filmen for interesseret i sin egen historik og for forelsket i sin egen hovedkarakter til, at det for alvor bliver spændende. Der er simpelthen for lidt fremdrift i filmen. De sidste 25 minutter, hvor der endelig kommer lidt mere smæk på begivenhederne, kan desværre ikke løfte helhedsvurderingen.

Karaktererne og skuespilpræstationerne

Noget af grunden til, at jeg ikke ender med at give filmen en endnu lavere vurdering, ligger i den høje produktionsværdi, en overbevisende lydside og et fremragende soundtrack – men også i nogle skuespilpræstationer, der på mange måder er i særklasse.

Cillian Murphy er igen utrolig overbevisende i rollen som Tommy Shelby. Problemet er blot, at der bliver brugt for meget krudt på, at karakteren skal kigge tilbage. Det ikon, vi tidligere så – en mand med fremdrift, vilje og handlekraft – kommer til at stå i baggrunden for en alt for tilbageskuende karakter.

Barry Keoghan er altid god. Jeg kan virkelig godt lide ham som skuespiller. Men jeg synes faktisk ikke, at filmen bruger hans talent nok. Der er scener, hvor man kan se hans vrede, hans skuffelse og hans ambitioner, men han får ikke lov til at spille på alle de tangenter, man ved, han kan. Den vildskab og det kaos, der ofte ligger i hans præstationer, bliver holdt for meget i snor her. Det er ærgerligt, for filmen kunne sagtens have brugt mere af netop det.

Tim Roths karakter mangler simpelthen kontekst. Der mangler en forklaring på, hvorfor han overhovedet er med i filmen, hvad hans ambitioner er, og hvorfor vi som seere skal interessere os for ham. Det burde være formidlet langt tydeligere. Tim Roth er en fremragende skuespiller, og han er også god her. Han har en karismatisk tilstedeværelse, uanset hvad han laver, og hans figur er faktisk en af de mest interessante i filmen – selvom der desværre mangler den nødvendige baggrund for karakteren.

Rebecca Ferguson spiller også en stor rolle i filmen som sigøjnerkvinden, der får stor indflydelse på historiens udvikling. Hun er god, men hendes rolle bliver meget tvetydig og næsten kryptisk, fordi filmen igen bliver fanget i sit tilbageskuende perspektiv.

Det er skønt at se Stephen Graham igen. Han er en utrolig dygtig skuespiller, men hans rolle i filmen er desværre meget lille. Det samme gælder flere af de tilbagevendende karakterer. Det er dejligt at se Packy Lee som Johnny Dogs igen og Ned Dennehy som Charlie Strong, men de optræder mest i korte glimt.

Alt dette betyder også, at der mangler karakterudvikling. Den udvikling, vi gennem seks sæsoner af Peaky Blinders har været vidne til, finder vi ikke i filmen. Selvfølgelig har vi også at gøre med en langt kortere spilletid, men fremdriften i fortællingen er så begrænset, at der heller ikke rigtigt bliver plads til en egentlig udvikling af karaktererne.

Det ser stadig sejt ud

En ting, som Peaky Blinders altid har været god til, er coolness. At ting ser cool ud, at ting lyder cool – og det gør det også her. Man er hurtigt tilbage i universet. Det er påklædningen, måden karaktererne taler på, og den overdrevne brug af alkohol, cigaretter og vold.

Dog synes jeg faktisk, at filmen mangler noget vold. Den mangler også den fremdrift og den vildskab, som gjorde Peaky Blinders til noget helt særligt.

Til gengæld ved instruktør Tom Harper præcis, hvornår musikken skal sættes ind. Her rammer filmen de rigtige øjeblikke. Brugen af musik fungerer fremragende og giver en meget cool fornemmelse til et visuelt univers, der ellers er præget af gråtoner, regn og en gennemgående trist stemning.

Konklusion

Jeg havde set rigtig meget frem til Peaky Blinders: The Immortal Man, men jeg må desværre erkende, at jeg sidder tilbage med en følelse af skuffelse.

Der er simpelthen for lidt fremdrift i filmen. Der er for lidt plads til, at karaktererne for alvor kan brilliere. Der er stadig enormt meget, der er sejt – både i det visuelle udtryk og i lydsiden. Produktionen er veludført, og man mærker tydeligt den høje produktionsværdi.

Samtidig er det interessant at følge den historiske periode, hvor nazisterne bombarderede de store engelske byer regelmæssigt. Men filmen får ikke helt nok ud af den kontekst.

Til gengæld er der flere overbevisende skuespilpræstationer. Og hvis man er fan af Peaky Blinders, skal man selvfølgelig se filmen. Man skal bare ikke forvente, at den bliver epokegørende på samme måde, som serien var i sin tid.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør

---

Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer