Pigen der fortalte film-anmeldelse – Nyt svendestykke fra Lone Scherfig

Selvom den ikke er dansksproget, har Lone Scherfig skabt et hjertevarmt dansk modstykke til Mine aftener i Paradis

Lone Scherfig er stadig mest kendt og elsket herhjemme, for hendes tolvte Dogme-film Italiensk for begyndere, der solgte 828.000 danske biografbilletter.

Siden har hun, med enkelte afstikkere, helliget sig britiske periodedramaer. Hendes An Education er nok hendes mest kendte og den blev da også tre gange Oscar-nomineret.

Nu er hun så tilbage, denne gang i det spansksprogede, med en utroligt rørende film, bygget over bogen The Movie Teller. Filmens manuskript er blevet baseret på en roman af forfatteren Hernán Rivera Letelier, hvis bog beskrives som lig filmklassikeren Mine aftener i Paradis.

Min aften i Scherfigs Paradis

I en minelandsby, midt i Chiles ubarmhjertige Atacama-ørken i 1966, bor lille Maria med sine forældre og tre brødre. Familien knokler ihærdigt for at få tingene til at hænge sammen, og da hverdagen ikke rummer mange glæder, bliver det søndagens udflugt til den lokale biograf, der sikrer ugens højdepunkt.
Men en eksplosion i landsbyens salpetermine forandrer familiens liv, og da faderen er familiens eneste indtægtskilde, er der kun råd til at sende ét familiemedlem i biografen. Det bliver Maria, da hun udviser det største talent som historiefortæller, og får derfor opgaven at se filmene, for derefter at genfortælle dem energisk og levende for familien. Før hun ved af det, er hendes livlige fortællinger byens positive samlingspunktet, og mere end nogensinde før har landsbyen brug for hendes eskapisme og håb. Det bliver starten på en følelsesfuld rejse.

Er man filmelsker kommer man nok ikke udenom Giuseppe Tornatore´s Mine aftener i Paradis og Víctor Erice´s Ånden i bistaden, der begge er noget af det ypperste indenfor det at elske sine biografbesøg. Nu har Lone Scherfig lagt endnu en perle til perlerækken.

Det er en mesterlig rutsjebane-tur af store følelser, glitrende biografminder, dramatisk politik og kærligheden til det liv vi så stædigt tror, vi kan manøvrere.

Det er en pragtfuld film Lone Scherfig har skabt, muligvis hendes bedste. Jeg er i hvert fald vild med dens store kærlighed til filmens, og specielt biografens, evne til at transportere én væk fra dagligdagens kedsommelige trummerum.

Det er en nærmest Once Upon a Time… in Hollywood´sk rejse gennem tressernes guldproduktioner, vi genser med den Chilenske familie: Herfra til Evigheden, Kubricks Spartacus og Ærens vej, Manden der skød Liberty Valance, Nøglen under måtten, Pigen med paraplyerne, og Pigen Holly, for bare lige at nævne nogle. Og så var jeg ellevild tæt ved filmens slutning(ingen spoiler!), hvor den lokale pensionsmodne filmfremviser mistolker John Schlesingers Midnight Cowboy som en fremragende Western!. Tal lige om filmhistoriens opbrudsforandringsklare væsen!

Men historien er også smuk. Du får hårdt brug for lommetørklædet der bruges til både grin og gråd, til historien der ikke bliver fortalt sort/hvidt, men derimod i Technicolor.

Sara Beckers hovedrolle som Maria Margarita smelter sammen med os, så vi ER sammen om at elske både livet og biografens fortryllende mørke.

Daniel Brühl er nok filmens mest kendte skuespiller. Han har tidligere medvirket i bl.a. Good Bye, Lenin!, The Bourne Ultimatum, Inglourious Basterds og Captain America: Civil War. Han leverer solidt arbejde som Hauser, der sår romantiske tråde i både vores hovedperson, men også dennes smukke mor, sensuelt spillet af Bérénice Bejo.

Et lille men…

Der bliver snakket om sort/hvide billeders udvikling til Technicolor, men der mangler desværre lidt ekstra Widescreen bredformat over filmen, hvilket er lidt synd. Havde filmens manuskript været i hænderne på en Guillermo del Toro, en Pedro Almodóvar eller en David Lean, ville filmen have fået mere tyngde og pondus.

For historien ER god og rørende nok til det helt store David Lean 2:20:1 aspect ratio Cinemascope format og ikke det lidt fortælleagtige, mere begrænsede, 2.35:1 Aspect Ratio. TRO lidt mere på dig selv Scherfig, du kan jo godt! (ja ved godt det koster MEN…)

Konklusionen er altså ganske klar:

Lone Scherfigs Pigen der fortalte film er brændstof til drømme, både foran lærredet, men også ude i den vemodige virkelighed.