Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Pigen med nålen-anmeldelse – Dyrholm forsikrer Lynch-mareridtet, som slikmutter fra helvede 

Pigen med nålen-anmeldelse – Dyrholm forsikrer Lynch-mareridtet, som slikmutter fra helvede 
Foto: Nordisk Film/HAVE
Kasper Rasmussen

Kasper Rasmussen

Estimeret læsetid: 5 minutter.

January 23, 2025

Magnus van Horns monokrome periodemesterværk er præcis den nål i høstakken, der øjeblikkeligt bør indtage alletiders bedste danske film-lister

Vi er et godt stykke inde i filmen, da et gennemarbejdet, perfekt komponeret og belyst close-up af Trine Dyrholms furede ansigt blottes på lærredet. Scenen må have været undfanget timevis efter at have fået netop denne perfekte belysning belagt, så hver en rynke, hver en vinkel og ikke mindst fornemmelsen for Dagmar Overbys ufattelige ondskab forbliver perfekt leveret lige i fattigdomsflæsket på os. Rollen spilles naturligvis helt fantastisk af den elleve Bodil-nominerede og seks vundne skuespildronning: Trine Dyrholm.

Dette er bare et eksempel på den visuelle rigdom, instruktør Magnus Von Horn og polskfødte Michal Dymek lægger for dagen – læs mørket – der sammen frembringer en visuel skønhedsgengivelse af de dragende, mørke og tit normalt forståede grimme billeder, så det mere føles som et besøg hos et mørkt kapitel af Brødrene Grimm end datidens Københavnske gyder, hvor kun Rådhusklokkerne kan høres.

Foto: Nordisk Film/HAVE

Den mareridtsagtige virkelighed

København 1919 under Den Store Krig. Efter et brutalt afslag om giftermål til den velstående Jørgen føler den unge nygravide Karoline sig nødsaget til at tage en stilling hos en ældre kvinde ved navn Dagmar for at hjælpe med at forsørge sig selv. Dagmar, der tidligere har “bortadopteret” Karolines “horeunge”, driver et hemmeligt “adoptionsbureau” under dække af en slikbutik, der hjælper dårligt stillede mødre med at placere deres uønskede nyfødte i mere velstilledes plejehjem. Karolines venskab vokser sig tættere på Dagmar, men en dag indser hun, at hun står ansigt til ansigt med en mere mareridtsagtig virkelighed, hun tilsyneladende uforvarende er trådt ind i.

16. januar kl. 19.33 tikkede en rigtig dårlig nyhed ind på min lystavle. David Lynch var erklæret død, og timerne forinden havde jeg været til pressevisning på denne film, og her præcist sammenlignet hvor meget Magnus Von Horns film gengiver spejldans med både Eraserhead og Elefantmanden. I en kulturfattig tid, hvor de mest sete danske film hedder Rom, Den grænseløse og Mørkeland, er det en befrielse at se, at der stadig findes talenter, der venter på at blive udklækket i vores lille andedam.

Instruktør Magnus Von Horn er ganske vist af polsk/svensk afstamning, men efter fire kortfilm, svenske Efterskælv 2015 og den polskeproducerede Sweat 2020, leveres der i den grad på første række i hans første danskproducerede film om seriemorderen Dagmar Overby, 1887-1929.

Det er dog ikke kun mig, der ser det mest lovende talent, siden en anden danskrelateret instruktør med Von i mellemnavnet sidst gjorde sig gældende. For Horn har nemlig indfundet sig på Varietys liste over ‘2025 Directors to Watch’ for netop hans arbejde med Pigen med nålen. Listen udpeger hvert år 10 instruktører, der gør sig bemærket med projekter, der hver især har en unik stil og stærk kreativ vision. Og det har Pigen med nålen.

Foto: Nordisk Film/HAVE

Visuelt kunstværk

Det er ikke hver dag, man beskuer en film, hvor hver scene kan udstilles som et laptopbillede eller indrammes i plakatform. Flere gange “glemte” jeg at følge med i handlingen, da de fantastiske sort/hvide billeder er så smukt indfanget, at det flere gange lignede et kunstværk, jeg beskuede, hvilket var stærkt distancerende til den grusomme og ildelugtende virkelighed, historien udspringer sig i. For hver perfekt belyst og nøjsomt indrammet scene kunne den ildelugtende hverdag i en stank af brugte pissepotter, daggammelt armsved, koks, hårdtarbejdende fabriksarbejdere, ufiltreret lysten sex, fattigdom og spontane fødsler på beskidte kartoffelsække “lugtes” gennem de ufiltrede billeder.

Billedsiden, der nænsomt indrammes i 4:3-formatet som en dansk pendant til Robert Eggers The Lighthouse eller en mere tidstypisk Asta Nielsen-film, udskænkes af inspirationen fra de danske mesterinstruktører Dreyer, Benjamin Christensen og Henning Carlsens Sult, over de udenlandske arbejder fra James Whale og Tod Browning til den tyske ekspressionisme udtrykt af Lang, Murnau og Robert Weines værker. Men i særdeleshed også fra nu afdøde David Lynch, primært afmonteret fra hans tidlige sort/hvide værker. Cirkusscenen lignede så afgjort også selvsamme scener fra både Lynchs Elefantmanden og Tod Brownings Freaks.

Lydsiden tager os også tilbage til lydsporet fra specielt Lynchs Eraserhead og Nine Inch Nails’ lydlandskaber, med dens industrielle klangbunde af ufiltreret maskinstøj, metalliske skrig og musikalske hel- og halvtoner, sublimt leveret af Frederikke Hoffmeier, hvis lyd også leverede noget af det mest positive ved 2020s Kød og blod.

Foto: Nordisk Film/HAVE

Billedmæssig tidslomme

Men filmen har faktisk også en handling, selvom billed- og lydsiden er Pigen med nålens mest positive side. Horn tager tematisk udgangspunkt i virkelighedens grimme historie om barneseriemordersken Dagmar Overby, og hvad der kunne have været skildret som en endimensionel seriemorderfilm, fortælles her som et snusket tidsbillede, en billedmæssig tidslomme om et samfund i forfald under brydningstiden med industriseringen af det danske samfund. Skildringen af datidens fattige kvinder skildres også råt og ufiltreret.

Selvom 20’ernes København indtager hovedrollen, gengivet som et mørkt eventyr fra Brødrene Grimms skyggelager, bæres fortællingen gennem Vic Carmen Sonnes spil. Rollen er dog skrevet noget sekundært, for Sonnes Karoline er en kvinde formet af livets fysiske omstændigheder, og hendes karakter er deraf desværre ikke på en indre rejse. Dette er filmens svageste led, for filmens omdrejningspunkt ender dermed som en kugle i omstændighedernes uomgængelige flipperspil, der deraf bliver kastebold mellem de mere fyldige biroller. Det er dog ikke en kritik som sådan, men Vic Carmen Sonne har således ikke mulighed for at byde ind med meget andet end opgivende blikke og frustrerede skrig. Meget medlidenhed får vi heller ikke med hende, da hun forkaster sin vansirede ægtemand, der pludselig vender tilbage fra krigen, uden udsigt til et fyldestgørende liv.

Foto: Nordisk Film/HAVE

Geniale Dyrholm

Mere kødfuld er Trine Dyrholms version af “slik-monsteret” Dagmar Overby, der allerede ved første møde med vores hovedperson (et fuldstændigt genialt fortalt møde på en beskidt badeanstalt!), der finfileter rollen, til den fremstår både uhyggelig og endnu mere uhyggelig som menneskelig. En scene, hvor Dyrholms Overby i en mørk gyde står foroverbøjet med ryggen til os i ravnesort tøj, i færd med koldblodigt at knække nakken på et spædbarn, er noget af det mest uhyggelige, jeg længe har set. Dertil er det endnu mere kuldegysende, at Dyrholm nænsomt og yderst professionelt får lagt menneskelige træk på morderskens helvedesbefængte skuldre. Bodil nummer syv er hjemme, og det kan ikke være anderledes.

Magnus Von Horns Pigen med nålen er et skelsættende gysermesterværk, der ifølge mit indsnævrede nåleøje er den bedste danskproducerede film siden Von Triers Breaking the Waves.

 

Medie: Biograf

Medvirkende: Vic Carmen Sonne, Trine Dyrholm, Besir Zeciri, Joachim Fjeldstrup.

Instruktør: Magnus Von Horn

Genre: Historisk horror-drama

Premieredato: 23.1.2025

Spilletid: 115 minutter

Selskab: Nordisk Film/HAVE

HUSK AT SE DEN I BIOGRAFEN

5 / 6
Kasper Rasmussen

Kasper Rasmussen

Skribent & Anmelder


Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.

Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Anmeldelse

May 9, 2025

DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk