Pokémon Pokopia-anmeldelse – Hyggeligt sammenskudsgilde

Pokémon Pokopia stiller spørgsmålet: Hvad nu hvis LEGO-klodser var magiske? Hvad nu hvis man kunne bygge et habitat, og så ville det automatisk tiltrække dét dyr, som gerne vil bo der? Og hvad nu hvis de dyr var Pokémon?

Jeg ved ikke om udviklerne har tænkt sådan. Det har de nok ikke. Men jeg prøver at beskrive spillet uden at komme med den lidt kedelige liste af spil det citerer og minder om. For måske siger de titler dig ikke noget.

Da jeg så de første trailere, tænkte jeg: “det ligner Animal Crossing med Pokémon og måske noget Stardew Valley” – jeg har ikke spillet Stardew Valley – “jeg er på”.
Faktisk er spillet noget mere Minecraft, og knapt så meget Animal Crossing. Måske.
Men dét spil som jeg primært tænker på er Rares Viva Piñata. Og det er absolut en positiv ting.

En tør og gold, men bekendt verden

Pokémon Pokopia kaster dig, i skikkelse af en Ditto, ind i en meget gold og tør verden, helt bogstaveligt, og i første omgang skal du vande jorden og bringe livet tilbage i området, som viser sig at være ruinerne af et sted, hvor der tidligere boede Pokémon og mennesker. Det gør du ved at bruge en egenskab fra en ret kendt Pokémon, som er meget glad for vand. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Langsomt får du gjort området mere beboeligt, og det tiltrækker andre Pokémon og nogle af dem har så nye egenskaber du kan bruge. På den måde kan du manipulere spilverdenen endnu mere. Det handler både om at plante græs og blomster f.eks, men også at grave huller eller dække dem, alt efter behov.

Det er lissom én af de ben som Pokémon Pokopia står på.

Arkitektur, indretning og fællesskab

Der er også en del som handler om at snakke med de Pokémon der flytter ind, finde ud af hvad de har brug for, og generelt gøre dem glade.
Det kan også betyde at indrette deres hjem eller dit eget hjem.
Og det kan man kalde spillets andet ben.
Rundt omkring i landskabet ligger der sten, kviste, brædder og andet som du kan samle op. Dem kan man lave nye ting af, eller bearbejde i klassisk spilstil, så en træstamme bliver til tømmer osv.
Og det er også en stor del af spillet, at man på den måde indsamler ressourcer og bruger dem til alt fra at give Pokémon mad, til at bygge boliger og indrette dem.

Det tredie ben vil jeg kalde det mere traditionelle spil-ben. Det ville ikke være et cozy spil uden absurd mange checklister og delmål som man løbende kan arbejde på, men der er faktisk også nogle mere overordnede quests, som er flettet ind i de ting man skal gøre.
Det ville nok være at stramme den, at sige Pokémon Pokopia har en decideret historie, men der er en overordnet progression og fremgang i spillet, og en følelse af at man arbejder hen imod noget andet og mere end bare at lokke så mange Pokémon til som muligt. Hvilket overraskede mig en del, især på grund af omfanget af det.

Noget helt nyt og meget velkendt

Der er en friskhed i Pokémon Pokopia som jeg ikke havde forventet. Den måde som det kombinerer en masse af de bedste elementer fra klassikerne i cozy-genren med meget af det bedste fra Pokémon-universet skaber en ret uimodståelig oplevelse.
Nu sagde jeg godt nok at spillet ikke har voldsomt meget historie, men det er masser af historiefortælling i de måder som du interagerer med Pokémon på og særligt i de forskellige ting du finder – breve og artifakter – som vidner om hvilken verden det egentlig er man er kommet til.

Nu skrev jeg i starten at spillet ikke minder så meget om Animal Crossing, men det er lidt en sandhed med modifikationer, og nok afhængig af hvilke briller man kigger på det med.
Det grundlæggende gameplay loop er noget anderledes. Der er en anden følelse af at arbejde hen imod noget her. Og hvis man føler at Animal Crossing har for lidt retning og fokus, fordi man ikke rigtig bliver bedt om at gøre noget specifikt, så løser Pokopia absolut dét problem, ved at give dig en masse konkrete ting at jagte.
Men så bliver det sjovt, for jeg føler egentlig at Pokopia har et mindre fokus på hele indretingsarkitekt-delen end især Animal Crossing: New Horizons har. Men omvendt kan man helt klart give den gas med den slags, hvis man har lyst.
Pokémon Pokopia har i stedet et meget større fokus på kammerateriet mellem dig og de til-flyttende Pokémon. Men det er jo faktisk præcis dét der tiltaler mig ved de ældre Animal Crossing-spil.

Det taler nok til hvorfor cozy-spillene er blevet så populære: de er i virkeligheden store sandkasser, og man kan i høj grad selv styre hvad man fokuserer på og hvor man lægger sin energi.
Det er jo det gode ved spil, hvor det ikke handler om liv og død eller en eller anden point score.

Ikke for børn?

Selvom udviklerne bag Pokémon Pokopia er studiet Omega Force fra Koei Tecmo og ikke hverken Game Freak eller Nintendo selv, så har de i dén grad ramt Nintendos sædvanlige polish og sans for detaljer.
Når Ditto f.eks bruger en egenskab fra en anden Pokémon kan man se hvordan den også lige skifter udseende i et kort sekund.

Mit eneste rigtige kritikpunkt er at selvom dette er et Pokémon-spil, og i dén egenskab henvendt også til børn, så er det absolut et spil som præsenterer en god del engelsk tekst for spilleren. Og det synes jeg er ærgerligt.

Konklusion

Pokémon Pokopia præsenterer endnu en ny måde at nyde og interagere med Pokémon på. Genren er velkendt og veletableret med klassikere hvis niveauer og salgstal de færreste spil kan drømme om at nå.

Pokopia tager kampen op uden tøven, og gennem en kombination af velkendte koncepter tilsat masser af polish og et fremragende soundtrack bliver der pustet ny friskhed ind i Pokémon-universet, som ellers har stået noget stille i lang tid.

Der er underholdning og udfordring her til mange timer, og jeg er faktisk helt på røven over omfanget af det her spil.

Janus Hasseriis

Vært

---

En livslang glæde for spil har ført til adskillige skribent- og podcastroller, blandt andet hos nu hedengangne danske version af Eurogamer.

Du finder typisk Janus som gæst i Arkadens podcast hvor han prøver at være en fornuftens stemme.