Pokémon Scarlet/Violet: The Indigo Disk DLC-anmeldelse – Forvirret forløsning

Idéerne er gode i den sidste DLC til Generation IX i Pokémon-spilserien, men sætter nogle forvirrende punktummer

Jeg elsker at hade og hader at elske Pokémon-serien.

Som barn voksede jeg op med en blå Game Boy Advance, hvorpå jeg skamspillede Pokémon Crystal. I ved, der hvor cartridget til spillet stak op bagved, da det egentlig var et Game Boy Color-spil.

Efter Pokémon Emerald kom jeg helt væk fra universet indtil remaket af Generation IV: Shining Pearl og Brilliant Diamond. For mig var det en god måde at komme tilbage ind i franchiset igen.

Pokémon Legends: Arceus er dog mit ultimative Pokémon-spil. En open-zone verden med et virkelig fedt og dynamisk gameplay, der egentlig kørte rimelig smooth på en aldrende Switch.

Derfor lød det lovende, da vi fik lovet et open-world Pokémon-spil i Pokémon Scarlet/Violet med en ny generation af Pokémon.

Men hold nu op, hvor var det dårligt optimeret og generelt en meget svingende oplevelse. Efter at have været væk fra det et stykke tid, så jeg frem til at spille de nye DLC’er: The Teal Mask og The Indigo Disk.

The Teal Mask havde en stærk idé, men eksekverede utroligt kedeligt på det. Det nye område, Kitakami, var dødens pølse at udforske. Det eneste højdepunkt var en sidequest, hvor man skulle finde en Hisuian Ursaluna.

Den sidste del af DLC’en, The Indigo Disk, sætter et forvirrende punktum. Igen introducerer det nogle interessante idéer, men det virker kun halvbagt. Det stikker lidt i to forskellige retninger.

To usammenhængende plots

I The Indigo Disk (TID) har man to hovedplots, der som sådan ikke har noget med hinanden at gøre. I hovedspillet kunne man selv bestemme, hvilke hovedplots, man ville klare først – her var det gym, outposts og kæmpe-pokémons, man kunne klare. I DLC’en låser det ene hovedplot op for det andet.

Det første hovedplot er en opfølger på historien fra The Teal Mask-DLC’en. Her har Kieran, en dreng man møder i Kitakami, udviklet sig til at blive en fremragende Pokémon-træner og Champion på skolen Blueberry Academy, man besøger. I DLC’en skal du derfor klare fire gymledere før man får lov til at møde Kieran til en kamp, hvor han skal få sin hævn mod dig.

Hvis du vinder denne kamp låser du op for DLC’ens anden hovedplot. Her skal du tilbage til Area Zero, hvor hovedspillets historie også sluttede. Helt nede i dybet finder du et mysterie, jeg ikke vil spoile her. Men det passer tematisk fint til hele spillet.

Selvom jeg synes, at den første DLC var en kedelig omgang, så synes jeg, idéen med én stramt fortalt historie var god. Idéen med to separate plot fungerer ikke. Det føles mere som to korte DLC’er i én. To meget svingende DLC’er kvalitetsmæssigt.

Nogle af fortællingerne i hovedspillet var både dybe og havde gode twists. Men fortællingerne i DLC’erne er meget halvhjertet og virkelig forudsigelige.

Det hele falder bare hurtigt til jorden.

Ny tera-type…

Én af hovedspillets store gimmicks er terastallizing, hvor man booster sin Pokémon med en bestemt tera-type. For eksempel kan Pikachu, der normalt er en Electric-type Pokémon, forvandles til en Flying-type.

Uden at blive for teknisk i, hvad et betyder for gameplayet, så skader pokémonen nu mere, hvis de bruger den type-angreb, der er svarende til deres tera-type.

I TID introducerer de en ny type til universet kaldet Stellar-type. Stellar-type er en ny tera-type, hvor den booster den første type angreb man bruger, når man har terastallized sin pokémon. Hvis man fx har en Pikachu og bruger et Electric-type angreb, så bliver dens tera-type electric. Bruger du derimod et Normal-type angreb, bliver dens tera-type Normal.

Alt dette er end-game indhold, hvilket er synd, for det er en god idé. Men som så mange andre ting i Pokémon Scarlet/Violet, så følger de ikke idéen til dørs eller introducerer den så sent i spillet, at man ikke rigtigt kommer til at bruge det.

Jeg håber inderligt, at terastallizing ikke forbliver en ting. Ligesom dynamaxing døde ud, håber jeg, at terastallizing lider samme skæbne. Her kunne jeg bedre lide Pokémon Legends: Arceus, hvor man kunne bestemme om det skulle være hurtigt, normalt eller stærkt angreb. Selvom det ikke var et helt perfekt system, så var der meget mere taktik over det.

…og en masse quests

Som noget nyt kan man optjene såkaldte BBQ-point, man kan bruge på en masse forskellige ting. Pointene optjerner du ved at klare forskellige quests såsom fang en Fairy-type pokémon, saml 10 ting op fra jorden eller overrask en pokémon bagfra.

Hurtigt kommer man dog igennem de forskellige quests, hvor det bliver et grind, hvis man skal opnå point nok til de sjove ting.

Dog kan man gøre dette grind lidt lettere ved at spille online, hvor man nogle gange får quests, hvor man kan tjene en masse point.

Igen synes jeg, idéen med disse små quests er god, og noget, jeg havde savnet i hovedspillet, så man kunne opsamle rewards ved at spille. Det tvinger spilleren til at lære spillet bedre at kende. Det er især godt til nyere spillere.

Hvis de nu embracede sin GAAS-del, så kunne disse quests udvides til at blive mere omfattende og som ugentlige quests, der giver bedre rewards. På den måde sikrer Nintendo også, at spillere vender tilbage i endnu højere grad.

Én af de rewards man kan få for sine BBQ-point er at opgradere det kæmpe terrarium, der fungerer som overworld i denne DLC. Når man opgraderer dele af terrariumet, låser man op for at gamle starter pokémoner begynder at spawne. Jeg fandt fx Charmander, Sobble og Totodile i det område, jeg opgraderede.

Det samme gælder for de legendariske pokémoner. Her skal man invitere gymledere fra hovedspillet til den nye skole som DLC’en foregår på. De giver en ting, man kan bruge til at hidkalde en legendary som Lugia, Ho-oh eller Articuno.

Mit problem er dog, at GameFreak låser alt dette fede content bag så meget grind. Det havde været en bedre spiloplevelse, hvis de låste det bag nogle sjove puzzles som i de gamle spil. Det andet bliver for kedeligt.

Elefanten i rummet: Performance

Hovedspillet fik med rette kritik for at køre som en brækket arm rent performance-mæssigt. GameFreak har beklaget tilstanden og lovet, at de ville optimere det i løbet af 2023. Men er det sket her et års tid efter?

Nej, ikke synderligt.

Spillet hakker stadig uhyggeligt meget, især over vandområder. Skyggerne og deres anti-aliasing-system er meget tvivlsomt, og generelt ligner det stadig noget grafik fra midt 00’erne.

Dog kører det nye terrarium en smule bedre end Kitakami-området, man besøgte i forrige DLC. Men ikke nok til at det får nogle priser eller roser.

Jeg håber, at de finder en løsning til at optimere de kommende Pokémon-spil. Om det bliver Switch 2, der bliver svaret på vores problemer, må vi finde ud af i 2024. For det er svært at se, hvordan de kan fixe Pokémon Scarlet/Violet til at blive et bedre spil.

Hvad er fremtiden for Pokémon efter dette forvirrende punktum? Jo, rygterne siger et remake af Unova-spillene Black & White (Generation V). Personligt håber jeg på et spil i Pokemon Legends-serien fx med Lugia eller Deoxys som omdrejningspunkt. Det ville tematisk give mening.

Men indtil da, så står Pokémon-spillene på et grundlag, der bekymrer mig. Pokemon Legends: Arceus var 1,5 skridt frem, men Pokémon Scarlet/Violet har været 1,5 skridt tilbage igen. Håbet er lysegrønt, men siger vi ikke altid det?

Konklusion

Pokémon Scarlet/Violet DLC’en The Indigo Disk har nogle rigtigt gode idéer, men eksekverer kun halvhjertet på dem.

Det har været et par DLC’er jeg har set frem til, men er en smule småskuffet. Jeg synes ikke, at Game Freak har bibeholdt den magi, de genfandt under Pokémon Legends: Arceus. Det kan være den bliver genfundet ved Black & White-remaket?

Idéerne som en ny tera type og en masse quests er på papiret gode, men mangler at blive tænkt helt til dørs. Terastallizing dør nok til næste generation af Pokémon, hvilket betyder, at Stellar-type bliver redundant. Quests er et fint tiltag, men mangler et større payoff.

Desuden er grindet ved questene alt for tidskrævende og letkøbt. Det er dovent, at de ikke har lavet noget mere engagerende til at få de sidste legendaries. Kan I huske det puzzle ved Regigigas i Brilliant Diamond? Det kunne noget. Eller hvad med el-værket omkring Zapdos? Det var tider.

The Indigo Disk sætter en punktum på Generation IX af Pokémon, der gør mig desillusioneret. Selve kernegameplayet fungerer, men er langsomt, fordi man fx skal vente på, at spillet forklarer hvilke stats der boostes. Men alt omkring kernen bevæger sig 1,5 skridt tilbage.

Min karakter afspejler, at selve kernen i spillet er god, men der ligger en kæmpe Snorlax og fylder for, at de gode idéer kan blive fulgt til dørs. Hvis nogen finder en Pokéfløjte, er I så ikke søde at sende den til Game Freak? Tak.

 

---