Post Trauma-anmeldelse – Usikker togtur i psykologisk horror

Post Trauma er første spil fra spanske Red Soul Games, der har store ambitioner om at fange den klassiske horror-genre i det moderne marked. Kan det lille hold bære opgaven?

Jeg elsker psykologisk horror. Faktisk elsker jeg alt slags horror. Jeg finder dog den psykologiske slags mere interessant, da den sætter spilleren i en ganske almindelig hverdags-karakters sted, der skal gennemgå grusomme udfordringer, alt mens man stiller sig selv spørgsmålet, om hvad der er ægte eller blot hallucinationer skabt af et forstyrret sind.

Derfor var jeg interesseret i Post Trauma. Et spil der, på trods af dets åbenlyse grafiske mangler, smed spilleren i rollen som en middelalderlig togfører, der vågner i en dunkel metrovogn – Alene og forladt, eller det skulle man hvert fald tro.

Velkendte lokationer med unikt twist

For hovedpersonen, Roman, er fanget i metrovognen, og efter et velimplementeret puzzle, kan han endelig forlade vognen, for blot at opdage stationen er ganske forladt, på nær nogle grusomme groteskheder, der er mere af den dræbende-fremfor den hilsende-slags.

Mysteriet omkring Romans omstændigheder tager en fra undergrundsbane til forladte gader, en skole og få andre lokationer, der leder tankerne hen på andre ældre horror-spilserier. I særdeleshed Silent Hill. Inspirationskilderne for RSG er meget klare i form af kælkede linjer, statiske kameravinkler og lokationer – Selv nogle af lydeffekterne er som taget direkte ud af tidlige Silent Hill-titler.

Det er charmerende i sig selv, men RSG formår også at skabe deres egen identitet i spillet med særligt metrostationen, der blander japanske reklameskilte med grå, triste vægge og mannequin-dukker. Masser og masser af mannequin-dukker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Gode puzzles – Skidt historie

Post Traumas største styrke ligger i dets puzzles. Allerede fra start måtte jeg udforske den førnævnte metrovogn flere gange, for at kunne løse en kodelås til udgangen, og det er bare begyndelsen. For mange løsninger skal ikke bare findes gennem skjulte genstande, men lige så meget ved nærstudering af sine omgivelser.

Det hjælper naturligvis gevaldigt, at stederne aldrig er synderligt store, så man føler at være faret vild. Jeg kunne dog godt have brugt, at RSG havde gjort det klarere, hvad der kunne interageres med og hvilke ting der skulle samles op, fremfor risikere at være gået forbi en vigtig ting, hvilket jeg gjorde et par gange.

Selvom diverse puzzles er veletableret og godt fundet på, kan det samme ikke siges om historien. Romans baggrund og årsag til at være fanget, i hvad der virker som et evindeligt helvede, bliver meget vagt forklaret, og selvom jeg sætter lige så stor pris på tvetydighed som en hver anden, virkede spillets slutning forhastet og kludret, selvom det kun tog 4 timer.

Undervældende præstation

Udover den undervældende historie, er spillet heller ikke grafisk imponerende. Mange af karakterenes design leder tankerne tilbage på PlayStation 3/Xbox 360-eraen, når udviklere prøvede på at lave photo-realisme. Det ser ikke bare undervældende ud – Det er til tider decideret grimt.

Det kunne være et forsøg på at fremvise den klassiske inspiration, men når selv mundbevægelser og stemmer ikke passer sammen, giver det mere et tegn på manglende evner end noget andet. Samtidig er stemmeskuespillet svingende fra ringe til acceptabelt. Særligt er leveringen fra Roman ofte så tøvende, stammende eller usikker, at jeg ikke vidste hvilken følelse han forsøgte at skulle præstere, selv når ugudelige skabninger prøvede på at tage livet af ham.

Og når det kommer til disse skabninger, er vi tilbage på rette spor. For monsterdesignet er, på trods af at være i fåtal, ganske skræmmende. Samtidig akkompagneres deres forskruet skikkelser med nogle af de værste hyl & skrig, der kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på enhver.

Konklusion

Post Trauma er tydeligvis et lille teams første spil. Det tager klar inspiration fra andre stortitler, og formår kun delvist at præstere noget der minder om disses succes. Jeg vil rose Red Soul Games for at fange den uhyggelige atmosfære fra gamle survival-horror spil, samtidig med at have nogle rigtig gode puzzles, men desværre snubler de på det psykologiske horror.

For mysteriet er rodet fortalt, og de involverede karakterer er så uinspireret samt ude af fokus, at det er svært at være engageret i deres skæbne. Det er indbegrebet af middelmådighed, hvilket i dette tilfælde er virkelig en skam, for holdet bag lader til at have nogle gode ideer og den rette tankegang – Der mangles dog at blive arbejdet mere på eksekveringen.

Kasper Pedersen

Skribent & Anmelder

---

Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.