Pragmata-anmeldelse – En stærk tur til månen, der slutter for hurtigt

Hugh Williams vågner op alene på en ødelagt månekoloni, efter en mission er gået helt galt. Ved sin side finder han Diana – en avanceret android med udseendet af en lille pige – og sammen må de kæmpe sig gennem en base overtaget af fjendtlig AI for at finde en vej hjem til Jorden.

Det er udgangspunktet for Pragmata. Et spil, der hurtigt føles godt at spille. Jeg sad også tilbage med en god oplevelse, da rulleteksterne ramte skærmen – men samtidig med en følelse af, at det hele gik lidt for hurtigt, og at jeg savnede mere kernegameplay frem for trivielle arkademissioner.

En futuristisk verden man gerne vil fordybe sig i

Capcom har skabt en verden, der er nem at blive fanget af. Ikke fordi den er fyldt med sideaktiviteter, men fordi den føles gennemført. Det, der er skabt, er en verden, hvor forskellige former for teknologi har udviklet sig – fra hologrammer og robotter til AI’ens evne til at kunne supportere menneskeheden.

Alle karakterer, både protagonister og fjender, har flydende animationer, omgivelserne er detaljerede, og det hele hænger visuelt sammen på en måde, hvor man sjældent bliver hevet ud af oplevelsen.

Den tekniske side er også solid. Performance kører med 60 FPS med ray tracing, hvilket giver verden endnu mere liv og gør det til en fornøjelse at spille. Jeg oplevede kun én enkelt lydbug ved en boss, som forsvandt, da jeg hurtigt reloadede mit save. Udover det kører spillet ekstremt stabilt fra start til slut.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for What'Sub

Spillets baner er delt op i forskellige sektorer med flere områder inden for hver. I de forskellige sektorer er der yderligere små lineære baner, man kan udforske. Selve banerne varierer mellem lidt åbne områder, men for det meste er de meget lineært designet. 

Man skal altså ikke forvente meget udforskning, men man bliver stadig belønnet for at kigge lidt væk fra hovedstien. Her finder man blandt andet små hologrammer, som Diana kan interagere med i Shelter – spillets hub mellem missioner, hvor man opgraderer og vælger loadouts.

Fjendedesignet er med til at give spillets verden karakter. Man møder blandt andet de såkaldte “Walkers”, hvor jeg fik hurtige associationer til robotterne fra I, Robot. De kan se ekstremt venlige ud, men deres udtryk snyder ofte, når det kommer til deres adfærd. 

De bevæger sig langsomt, men når flere af dem dukker op kombineret med andre fjender, lægger de konstant pres og tvinger én til at holde fokus og være i bevægelse under kamp.

De andre robotfjender er større og mere brutale, nærmest som mekaniske bæster, der fylder hele rummet, mens nogle har et mere strømlinet, næsten samurai-inspireret udtryk med hurtige og aggressive angreb. Forskellene er ikke kun visuelle. Hver fjende har sine egne mønstre, svagheder og måder, man skal angribe dem på, og det gør, at man hele tiden må tilpasse sig.

Bosskampene bygger videre på det og fungerer som klare højdepunkter, hvor spillets systemer for alvor bliver sat i spil. Bosserne er også varierede, og man skal bruge de forskellige våben og hacking-skills, man har til rådighed, for at komme igennem dem. 

Heldigvis er spillets sværhedsgrad ikke helt i den tunge ende. Det er tilgivende, og man har mulighed for at opgradere sit liv samt finde upgrades, der giver små health kits med på rejsen, som også kan øges i kapacitet ved at udforske verden.

Gameplay der virkelig rammer

Pragmata viser for alvor sin værdi gennem det unikke gameplay og er helt klart det, der løfter spillet.

Kernen ligger i samspillet mellem skydning og hacking. For at gøre reel skade på fjender er det ikke nok bare at skyde. Man skal hacke dem i realtid, åbne deres weakpoints og derefter udnytte det midt i kampens flow.

Hacking foregår gennem små sekvenser, hvor man navigerer gennem et grid for at nå frem til det punkt, der gør fjenden sårbar. Undervejs kan man aktivere effekter, der enten forstærker ens angreb eller giver en fordel i kamp.

Det kunne hurtigt være blevet en gimmick, men det gør det ikke. Systemet udvikler sig løbende, og nye fjendetyper tvinger én til at bruge hacking på forskellige måder. Nogle situationer kræver hurtige beslutninger under pres, mens andre giver plads til at tænke sig om og planlægge næste træk.

Det betyder, at det aldrig føles som en pause i gameplayet – det er en integreret del af det hele. Og vigtigst af alt: Jeg blev aldrig træt af det.

Indhold der føles skævt prioriteret

Pragmata kan gennemføres på omkring 10–15 timer – og det er inklusive en god portion sideindhold. I sig selv er det ikke et problem. Problemet er, hvordan den tid er fordelt.

En stor del af sideindholdet foregår i Shelter gennem træningssimulationer. Her bliver man sendt igennem udfordringer som at nå fra A til B inden for en tidsgrænse eller nedkæmpe fjender uden at tage skade.

I starten fungerer det fint. Det er en god måde at lære systemerne at kende på, og belønningerne giver mening – opgraderinger til damage, HP og kosmetisk udstyr. Men jo længere man spiller, jo tydeligere bliver det, at det fylder for meget.

For samtidig sidder man med en verden, der føles interessant nok til, at man gerne vil bruge mere tid i den. Banerne, fjenderne og stemningen peger alle i retning af, at der kunne være mere at hente. Flere missioner, flere små historier og flere grunde til at bevæge sig rundt i det univers, spillet selv har bygget op.

Det er her, jeg begynder at savne noget. Ikke flere timer – men flere oplevelser uden for de gentagende VR-træninger. Noget, der bygger videre på det, der faktisk fungerer ude på månen.

Efter rulleteksterne åbner spillet op for endnu flere trials, men det føles ikke som nyt indhold – snarere som mere af det, man allerede har fået rigeligt af. De fleste af de her VR-træninger er heller ikke specielt udfordrende, og når man først har opnået top-score på tre stjerner, er der ikke meget incitament til at vende tilbage. Det bliver lidt for arkadehal for mig, og det er frustrerende, når der venter en spændende verden klar til at blive udforsket.

Der åbner sig også ekstra indhold, men det består primært af flere VR-træninger. De bliver låst op gennem forskellige krav, som for eksempel at nedkæmpe tidligere bosser igen eller opnå 100 % på collectibles i bestemte sektorer for at få adgang til nye trials.

Det var ikke helt det, jeg havde håbet på som ekstra content. Men for dem, der elsker arkademissioner og at grinde collectibles, er der uden tvivl noget her at give sig i kast med.

En historie der aldrig helt rammer

Historien forsøger at bygge noget op mellem Hugh og Diana, men den når aldrig helt i mål.

Relationen er tydeligvis tænkt som spillets følelsesmæssige kerne, men Diana fremstår som en barnlig AI-figur. Det giver nogle hyggelige øjeblikke, og der er også scener, hvor spillet tydeligt forsøger at trække i de følelsesmæssige tråde.

Problemet er bare, at det aldrig rigtig får lov til at sætte sig.

Dialogen og dynamikken mellem de to rammer ofte en let og til tider lidt for uskyldig tone, som gør det svært at blive for alvor investeret. Man forstår godt, hvad spillet gerne vil – opbygge en relation, man som spiller skal knytte sig til – men det føles mere som noget, man observerer, end noget man selv bliver en del af.

Det hele får en tone, der minder om en Pixar-film. Let, charmerende og til tider underholdende – men uden den tyngde eller kant, der for alvor gør indtryk. Det bliver aldrig dårligt, men det bliver heller aldrig rigtig mindeværdigt.

Jeg sad aldrig med følelsen af, at det ramte mig – og det er ærgerligt, for der er tydeligt lagt op til mere.

Konklusion

Pragmata er et spil, jeg har haft det rigtig godt med – og det er især på grund af gameplayet.

Kombinationen af skydning og hacking fungerer overraskende godt, og det er sjældent, man sidder med en mekanik, der føles så gennemarbejdet uden at blive træt af den undervejs. Samtidig er præsentationen solid hele vejen igennem, og der er en tydelig kvalitet i både animationer, performance og det visuelle udtryk.

Men jo længere jeg spillede, jo mere begyndte jeg at savne noget andet.

Ikke flere mechanics – men flere oplevelser.

For Pragmata har en verden, der føles interessant nok til, at man gerne vil blive i den. Fjenderne, omgivelserne og stemningen peger alle i retning af, at der kunne være mere at hente. Flere missioner, flere små fortællinger og flere situationer, hvor man bliver sendt ud i det univers, spillet selv har bygget op.

I stedet fylder VR-træningerne i Shelter – både undervejs og efter rulleteksterne – en stor del af spillets indhold. De fungerer, og de giver fine belønninger, men de kan ikke erstatte rigtige missioner eller narrativt drevne oplevelser. Når de samtidig udgør størstedelen af det ekstra indhold, begynder det at føles som gentagelse frem for noget, der udvider spillet.

Det er her, Pragmata mister lidt af sit greb.

For fundamentet er stærkt. Gameplayet fungerer. Universet er interessant. Men prioriteringen af indhold gør, at man sidder tilbage med en følelse af, at noget mangler.

Pragmata passer perfekt til dig, der bare vil have et spil, du kan gennemføre over en weekend. Men hvis du leder efter mere end det – noget, du kan fordybe dig i over længere tid – vil du nok sidde tilbage og ønske, at der var mere at komme efter.

David Darville

Skribent & Anmelder

---

David har en Master i IT-ledelse, hvor digitalisering var et af de primære interessepunkter i hans uddannelse. Han har også en baggrund som skribent hos Det Danske Gaming Forum. Han excellerer især inden for FPS-spil som Warzone, men hans hjerte banker for udfordringerne i Soulslike-genren. Med en controller i hånden siden den første Nintendo blev tilsluttet familiens gamle 28” billedrørs-TV, brænder hans passion for at udforske gaming-universet stadig stærkt.