Presence-anmeldelse – En spøgelsesfortælling i jeg-form

Steven Soderberghs første spøgelsesfilm er en følelsesmæssig rutschebanetur optaget i førstepersons POV, men det er selve gimmicken, der vinder

Steven Soderbergh er kendt for at tage velkendte Hollywood-koncepter og give dem en avantgarde arthouse-vinkel. Hans film kredser ofte om temaer som identitet, hævn, seksualitet, moral og den menneskelige tilstand. Han eksperimenterer med ukonventionelle filmteknikker, ikke-lineær historiefortælling og spændende lydlandskaber.

Hans visuelle stil er også noget særligt. Han bruger ofte naturligt lys, nærbilleder og jump cuts, og han springer gerne etablerende skud over for i stedet at fokusere på lyd og alternative billeder. I Contagion (2011) brugte han en multi-narrativ stil, kendt som “hyperlink cinema,” som han tidligere havde eksperimenteret med i Ocean’s-filmene.

Presence: En anderledes spøgelseshistorie

Soderberghs nyeste film, Presence, er en spøgelseshistorie med et twist – den er nemlig fortalt fra spøgelsets perspektiv. Vi følger en familie, der flytter ind i et nyt hus, hvor en mystisk tilstedeværelse begynder at hjemsøge dem. Rebecca (Lucy Liu), Chris (Chris Sullivan) og deres to teenagere, Chloe (Callina Liang) og Tyler (Eddy Maday), bliver hurtigt konfronteret med deres egne problemer, mens spøgelset observerer og påvirker deres liv.

Filmen leger med publikums forventninger og skiller sig ud ved at bruge et førstepersons POV, hvor kameraet fungerer som spøgelsets øjne. Det giver en voyeuristisk følelse, der gør, at man som seer næsten føler sig som en del af historien.

Selvom Presence måske lyder som en klassisk gyserfilm, er det mere et overnaturligt drama med fokus på familiedynamik og sorg. Soderbergh undgår de typiske jump scares og billige tricks, som mange gyserfilm bruger, og fokuserer i stedet på karakterernes udvikling og relationer.

En blanding af nyt og velkendt

Selvom Presence bringer nogle friske idéer til bordet, er der også elementer, der føles velkendte. Historien om en familie, der flytter ind i et hjemsøgt hus, har vi set mange gange før, og nogle karakterer og plotdrejninger kan virke klichéfyldte. Men Soderberghs eksperimenterende tilgang og hans evne til at finde det menneskelige i det overnaturlige gør dog filmen værd at se.

Kameraet glider stille og roligt rundt og skaber en virkelig æterisk stemning, der nærmest føles som en drøm. Men altså, selvom filmen bliver solgt som en gyser, så må jeg bare sige, at det ikke er sådan, jeg ser den. For mig er der ikke noget, der føles decideret uhyggeligt eller skræmmende ved den. Det føles mere som et paranormalt familiedrama.

Den visuelle stil er virkelig noget for sig selv, og jeg tror, den vil dele vandene. Den er ret eksperimenterende og har en meget unik vibe. Jeg skal da også indrømme, at det tog mig lidt tid at vænne mig til det i starten – jeg var lidt skeptisk. Men jo længere ind i filmen jeg kom, jo mere blev jeg fanget. Hver eneste scene føles vigtig, og alle samtaler driver historien fremad. Og så er der virkelig gjort noget ud af at give hver eneste karakter i familien deres eget øjeblik til at skinne. De har alle deres egne personligheder, som gør dem interessante at følge.

Skuespillet løfter det hele

Filmen ville slet ikke fungere uden det stærke cast. Lucy Liu spiller en af de mest usympatiske karakterer, jeg længe har set på film. Hun er iskold – med sin åbenlyse favorisering, spydige kommentarer og den måde, hun behandler folk på. Det er dog Callina Liang, der virkelig stjæler billedet. Hun er ny på scenen, men hold nu op, hvor gør hun det godt. Hun spiller hovedpersonen, og man kan bare mærke hele vejen igennem, hvor såret og ensom hendes karakter er. Hun prøver at finde sin vej i en verden, hvor hun mangler sin bedste ven, og det er rørende at følge. Selvom filmen har lange, intense scener, holder hun niveauet hele vejen og spiller lige op med nogle af de helt store. Hun er hjertet i filmen og får dig til at føle med hende.

Filmen varer kun 1 time og 25 minutter, men den formår alligevel at pakke en masse ind på den tid. Historien føles hverken forhastet eller træg – den rammer bare en god balance. Og så er atmosfæren virkelig noget, der suger dig ind og gør, at du bare vil se mere. Twistsene er også godt skruet sammen.

Jeg må indrømme, at jeg regnede det store twist ud lidt før tid, men det gjorde det ikke mindre imponerende.

Alt i alt

Alt i alt er det en film, der skiller sig ud og virkelig gør indtryk – bare ikke som en gyser. Men hvis du er klar på noget anderledes, så er den helt sikkert værd at se.

Presence er en anderledes spøgelseshistorie, der kombinerer familiedrama med overnaturlige elementer. Det er ikke en gyserfilm i traditionel forstand, men altså snarere en undersøgelse af sorg, relationer og menneskelige forbindelser – alt sammen set gennem spøgelsets øjne.

Hvis du er fan af Soderberghs arbejde eller bare er nysgerrig på en ny remix-version til spøgelseshistorier, er Presence bestemt værd at tjekke ud. Det er en film, der både underholder og får dig til at tænke, og som stadig viser, hvorfor Soderbergh er en af de mest interessante instruktører i branchen.