PRESSURE-anmeldelse – Krigsfilmen der fortjener langt mere opmærksomhed

Denne film føler jeg lidt er gået under alles radar. Jeg hørte faktisk først om den for cirka en uge siden, og jeg blev ret overrasket over, at jeg havde misset den. Jeg elsker krigsfilm, så det er næsten lidt pinligt, at jeg ikke havde opdaget denne noget før. Heldigvis fik jeg øjnene op for den – og det skulle vise sig at være en film, jeg bestemt ikke havde lyst til at gå glip af.

Og castet er bestemt heller ikke til at klage over. Brendan Fraser, Andrew Scott, Kerry Condon og Damian Lewis er blot nogle af de store navne, vi møder i filmen. Særligt Andrew Scott og Damian Lewis har allerede bevist, at de mestrer krigsgenren. De to medvirkede begge i Band of Brothers (2001), mens Scott også har haft roller i Saving Private Ryan (1998) og 1917 (2019).

Så forventningerne var da også semi-høje, da jeg satte mig til rette. Jeg forventede dog ikke det helt store mesterværk – men forhåbentlig en solid krigsfilm med et stærkt cast og en spændende historie.

Nervepirrende 72 timer

I Pressure befinder vi os i de nervepirrende 72 timer op til D-dag, hvor millioner af menneskers liv og krigens udfald står på spil. General Dwight D. Eisenhower (Brendan Fraser) og chefmeteorolog James Stagg (Andrew Scott) står over for en næsten umulig beslutning: Skal de sætte historiens største søbårne invasion i gang eller udskyde den på grund af det uforudsigelige vejr? En forkert vejrudsigt kan koste tusindvis af menneskeliv, mens en forsinkelse kan afsløre invasionen for tyskerne. Filmen fortæller den sande og intense historie om de afgørende beslutninger bag D-dag, og de ubesungne helte – metrologerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Kirkens Korshær

En stille spænding, der langsomt sniger sig ind under huden

Pressure er en virkelig spændende film, og noget af det, jeg især godt kan lide ved den, er dens evne til at skabe intensitet uden hele tiden at skulle skrue op for tempoet. Har man tidligere set og været begejstret for film som The Darkest Hour (2017) og Nuremberg (2025), tror jeg bestemt også, at Pressure vil falde i god jord. Den deler nemlig noget af den samme stemning og det langsomme, kontrollerede tempo, hvor spændingen i høj grad bygges op gennem dialog, stemning og de små detaljer.

På nogle punkter fik filmen mig også til at tænke på 1917 fra 2019. Ikke nødvendigvis fordi de to film fortæller den samme type historie, men fordi Pressure ligesom 1917 tør holde igen og lade spændingen vokse langsomt. Det kan føles næsten klaustrofobisk, fordi man som seer hele tiden sidder med en fornemmelse af, at noget er lige ved at gå galt. Og når filmen så endelig giver lidt mere slip på tøjlerne og intensiteten stiger mod slutningen, føles det langt mere effektivt, netop fordi filmen har brugt så lang tid på at bygge spændingen op.

Det er samtidig imponerende, hvor godt Pressure formår at holde spændingsniveauet oppe, selvom størstedelen af filmen foregår i et forholdsvis afdæmpet tempo. Man sidder aldrig med følelsen af, at filmen står stille. Tværtimod ligger der hele tiden en underliggende uro og ulmer.

En stor del af æren skal gives til filmens skuespillere – og især Brendan Fraser og Andrew Scott. Begge leverer stærke præstationer, men Scott er ganske enkelt fremragende. Han har en helt særlig evne til at spille den type karakter, hvor man aldrig helt ved, hvad der foregår bag facaden, og han formår at gøre selv de mere stille øjeblikke interessante.

Andrew Scott er efter min mening en af de mest undervurderede skuespillere lige nu. Han har en utrolig tilstedeværelse på skærmen, og Pressure er endnu et godt eksempel på, hvor meget han faktisk kan løfte en film. Man kan næsten ikke lade være med at ønske, at han fik endnu flere store roller, for når han først får lov til at folde sig ud, er han ganske enkelt svær at tage øjnene fra.

Konklusion: En krigsfilm, der fortjener mere opmærksomhed

Pressure endte med at blive en meget positiv overraskelse, end jeg havde forventet. Jeg gik ind til filmen med håbet om en solid krigsfilm med et stærkt cast, men jeg fik faktisk noget, der satte sig lidt mere fast. Det er ikke en film, der behøver store eksplosioner eller konstante action scener for at skabe spænding. I stedet bygger den langsomt og tålmodigt en intens stemning op, hvor de afgørende beslutninger og det enorme ansvar hviler tungt på karakterernes skuldre.

Brendan Fraser og især Andrew Scott leverer stærke præstationer, og de er med til at gøre filmens mere stille øjeblikke mindst lige så interessante som de mere intense. Det er samtidig befriende at se en krigsfilm, der tør fortælle historien fra en lidt anden vinkel og sætte fokus på nogle af de mennesker, hvis arbejde var afgørende for D-dag, men som sjældent står i centrum.

Det er faktisk næsten lidt synd, at Pressure ikke har fået mere opmærksomhed, for det er netop sådan en film, der let kan forsvinde mellem de større biografpremierer. Jeg hørte selv først om filmen meget sent, og med et cast bestående af navne som Brendan Fraser, Andrew Scott, Kerry Condon og Damian Lewis havde jeg egentlig forventet, at den ville fylde langt mere i filmverdenen. Jeg synes også, markedsføringen omkring filmen har været forholdsvis begrænset, og det er ærgerligt, for Pressure har bestemt noget at byde på.

Hvis du – ligesom jeg – elsker krigsfilm, historiske dramaer og film, hvor spændingen får lov til at vokse langsomt, så vil jeg bestemt anbefale Pressure. Den er måske gået lidt under radaren, men det synes jeg bestemt ikke, den fortjener.

Og måske er det netop derfor, Pressure fortjener, at flere får øje på den. Ikke fordi den forsøger at være den næste store krigsfilmklassiker, men fordi den fortæller en fascinerende og vigtig historie på en anderledes og mere afdæmpet måde – og fordi Andrew Scott ganske enkelt er fremragende.

Natasha Margrethe Jensen

Skribent & Anmelder

---

Natasha bruger mere tid i biografens mørke end i sin egen stue. Derudover er hun besat af at se film i IMAX, og hun nørder virkelig meget film scores. Når hun ikke sidder foran et lærred i biografen, løber hun lange ture med Hans Zimmers musik i ørerne og lader pulsen følge de store soundtracks.