Promise Mascot Agency-anmeldelse – Yakuza-serien har ikke levet forgæves

Der er noget helt særligt ved Japans forhold til maskotter. Ikke bare fordi de er søde og bløde og kommer i alle tænkelige (og utænkelige) former, men fordi de bruges til alt. Togstationer har maskotter. Politiet har maskotter. Små landsbyer midt i ingenting har maskotter. Og der er altid en mening med galskaben – for maskotterne skal få os til at føle noget. De skal gøre noget fjernt til noget nært. Noget gråt til noget menneskeligt.

Det er præcis den logik, Promise Mascot Agency bygger videre på. Et spil, hvor du – som tidligere yakuza med et mildt sagt tvivlsomt CV – bliver sat i spidsen for et slidt og småtrist maskotbureau i en af de byer, hvor alt lugter lidt af forfald og glemte drømme. Herfra handler det om at finde og træne de næste store maskotstjerner, mens du prøver at samle både byen, bureauet og dig selv op fra bunden.

Det lyder skørt, og det er skørt – men det er også ret rørende. For bag de fjollede kostumer og flamboyante dansetrin ligger der faktisk en oprigtig fortælling om tilhørsforhold, identitet og håb. Alt sammen pakket ind i lyserøde dragter og social satire med et kærligt glimt i øjet.

Stemmer du har hørt før

Kort efter jeg har kastet mig over Promise Mascot Agency, bliver jeg mødt af en stemme, jeg har brugt hundredevis af timer på at lytte til – og som helt automatisk får min indre Kiryu til at justere slipset og stirre stoisk ud i horisonten.

Takaya Kuroda, manden bag den ikoniske Kazuma Kiryu fra Yakuza-serien, lægger stemme til hovedpersonen Michi – en tidligere yakuza, der denne gang hverken skal tæske sig vej gennem Kamurocho eller redde gadebørn, men i stedet få liv i en falleret maskotvirksomhed. Og det er vildt, hvor naturligt han glider ind i rollen. Der er stadig tyngde og autoritet i stemmen, men også varme, sarkasme og træt resignation, som passer perfekt til Michis forsøg på at tackle fortid og fremtid, skyld og forsoning.

Pinky, som er Michis sidekick og en levende finger med hidsigt temperament, spilles af Ayano Shibuya, som du måske kender som Purah fra Tears of the Kingdom. Hun rammer balanceren mellem det fjollede og det følsomme virkeligt fint, og samspillet mellem hende og Michi er noget af det, der får spillet til at hænge sammen.

Og så dukker der et par navne op, som man ikke lige havde regnet med at høre i et spil om maskotbureauer. Shuhei Yoshida – ja, den Yoshida fra Sony – har lagt stemme til en karakter ved navn MonouGe. Og SWERY, altså ham der lavede Deadly Premonition, spiller en figur med det meget passende navn Kannushi-kun.

Som at drive sin egen hostess club – bare med plys og reklameskilte

Promise Mascot Agency minder mig om alle de gange, jeg er blevet fanget i sideaktiviteterne i et Yakuza– eller Like a Dragon-spil. Du ved, når man pludselig står og styrer sin egen hostess club, opkøber ejendomme eller forsøger at gøre sin cabaret club til den mest populære i byen – og det ender med at sluge langt flere timer end selve historien. Det er den slags minispil, hvor man starter med at tænke “jeg prøver det lige af”, og inden man ser sig om, sidder man og jonglerer vagtplaner, personaleudvikling og kundetilfredshed med en alvor, som om man havde aktier i foretagendet.

Og det er præcis den energi, jeg også får her. Promise Mascot Agency kaster en masse små systemer og mekanikker i hovedet på dig, men på den der måde, hvor det hele føles overskueligt og charmerende, snarere end overvældende. Det handler om at rekruttere de rigtige maskotter, træne dem op og sende dem ud på opgaver, samtidig med at du prøver at holde styr på økonomien og et bureau, der vakler mellem håb og total opløsning. Det er fjollet og uprætentiøst, men samtidig lavet med en kærlighed, som gør det umuligt ikke at blive revet med.

Et vanedannende gameplay loop

Efter at have mistet 12 milliarder yen bliver Michi sendt til den angiveligt forheksede by Kaso-Machi som straf. Byen er berygtet som et sted, man sender yakuzaer hen for at glemme dem – ikke mindst fordi forbandelsen efter sigende sørger for, at folk med forbindelser til organiseret kriminalitet ikke lever længe. Men Michi er pligtopfyldende, og selvom fremtiden ser alt andet end lys ud, går han til opgaven og genåbner familiens – altså hans yakuza-klans – gamle maskotbureau.

For at komme i gang igen skal han finde maskotter, der kan løse forskellige arbejdsopgaver rundt omkring i byen. Men maskotterne kan ikke alt alene, og derfor har han også brug for helte – figurer, der kan træde til og hjælpe, hvis en mission går skævt. Det sætter gang i et gameplay loop, hvor man kører rundt i Kaso-Machi og rekrutterer både maskotter og helte, samtidig med at man hjælper byen med at vokse. Nye butikker åbner, og det giver adgang til nye typer opgaver, som igen kræver nye evner og nye samarbejder.

Undervejs opgraderer man sit agentur med reklameskilte, marketing, varmt vand og andre fornødenheder, og man kan også købe sig ind i byens virksomheder og få del i overskuddet. Men regningerne skal betales hver dag, så det er nødvendigt hele tiden at holde maskotterne i gang – og være klar til at gribe ind, hvis de pludselig står over for en flok vilde hunde eller sidder fast i en dør.

Det er et ret vanedannende game loop, og selvom det på mange måder også bliver repetitivt, brydes noget af monotonien af de underfundige samtaler med både maskotter og hjælpere, som alle sammen har personlighed og små særheder, man ender med at sætte pris på.

Bag det hele ligger en mere alvorlig fortælling om en by i forfald – hvor en korrupt borgmester har svigtet indbyggerne og sikret sig selv på bekostning af alle andre. Men med Michis ankomst opstår der et lille håb, og langsomt begynder byen at bevæge sig i en anden retning. Men Michi begynder også at blive klar over, at der muligvis er en mere lyssky forbindelse mellem de ting, der foregår i byen, og hans egen yakuza-familie.

Når rutinen tager over

Det er i og for sig en ganske simpel rammefortælling, og det er ikke en historie, der kommer til at revolutionere spilverdenen. Men den er fortalt med hjerte og charme, og det er netop det, der gør, at man har lyst til at klø på. Man vil gerne vide, hvordan det hele ender – med Michi, Pinky og alle de andre underfundige karakterer, der langsomt vokser på én. Heldigvis hjælper det vanedannende gameplay loop godt til, for selvom flere af opgaverne begynder at gentage sig med tiden, formår spillet løbende at introducere nye systemer og udbygge de eksisterende, så man hele tiden har noget at tage sig til.

Der er noget ganske underholdende – og en smule meditativt – over at køre rundt i byen, samle skrald, smadre borgmesterens kampagneskilte og langsomt udbygge sit lille maskotimperium. Og så skal det også siges, at selve det at bestyre maskotbureauet fungerer overraskende godt. Det er simpelt, men giver stadig følelsen af at stå i spidsen for en virksomhed, hvor man må træffe beslutninger om, hvilke områder man vil satse på og hvordan man får det hele til at løbe rundt.

Når det så er sagt, så når spillet efter godt 15 timer et punkt, hvor det hele begynder at føles for trivielt og ensformigt. Ja, der bliver ved med at komme nye elementer til, men de bliver bare foldet ind i det samme gameplay loop som alt det andet – og til sidst føles det som om, man mest bare går i ring.

Charmerende, men ikke prangende

Visuelt gør Promise Mascot Agency sig hæderligt. Det er en blanding af håndtegnede karakterportrætter, som man kender dem fra mange japanske spil – både JRPG’er og visual novels – og mere enkle 3D-sekvenser, hvor man kører rundt i byen i Michis gamle ladvogn. Det er tydeligt, at vi ikke har med et spil med et kæmpe budget at gøre, så man skal ikke forvente store visuelle armbevægelser eller tekniske vidundere. Til gengæld er det hele præsenteret med charme og personlighed, og det gør mere end rigeligt for den type spil, det er.

Derimod er der virkelig gjort noget ud af stemmeskuespillet, og her imponerer Promise Mascot Agency særdeles positivt. Der er ingen tvivl om, at der er brugt en god portion penge på dygtige og erfarne skuespillere, og har du bare en smule erfaring med japanske spil, vil du hurtigt begynde at genkende flere af stemmerne undervejs. Det er med til at løfte spillets fortælling og figurer, og det understreger bare endnu en gang, at Promise Mascot Agency er en meget japansk oplevelse – på den bedst tænkelige måde. Det er fjollet, alvorligt, absurd og charmerende på én gang.

Konklusion

Promise Mascot Agency gør meget rigtigt. Det har charme, det har personlighed, og det har et gameplay loop, der – i hvert fald i en god portion af spillet – føles både tilfredsstillende og underholdende. Det er sjovt at bygge sit agentur op, finde nye maskotter og helte, sende dem ud på opgaver og langsomt se byen ændre sig. Stemmeskuespillet er virkelig godt, og selvom det grafisk er til den beskedne side, så er det præsenteret med varme og charme.

Men på trods af alle de gode takter, så løber spillet stille og roligt tør for momentum. Jo længere man spiller, jo mere begynder det hele at ligne sig selv. Nye elementer bliver føjet til, ja, men de bliver bare en del af det samme loop som det, man allerede har brugt de sidste mange timer på. Og til sidst føles det ikke længere som noget, man er nysgerrig på at udforske – men noget man bare gør, fordi man allerede er i gang. Det er stadig hyggeligt og til tider ganske fornøjeligt, men det mister langsomt det drive, der skulle have gjort det til mere end bare en fin oplevelse.