Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Quantum Error Anmeldelse – En skuffelse, der breder sig som ild i tørt græs

Quantum Error Anmeldelse – En skuffelse, der breder sig som ild i tørt græs
Teamkill Media
David Darville

David Darville

Estimeret læsetid: 8 minutter.

October 30, 2023

I Halloween-sæsonen, hvor spilmarkedet er oversvømmet med uhyggelige oplevelser, bringer TeamKill Media, skaberne bag Kings of Lorn: The Fall of Ebris, deres nyeste horror-spil Quantum Error ind i rampelyset

Quantum Error er et resultat af passion og dedikation fra et hold bestående af fire brødre med dybe rødder inden for kunst og design. De fire brødres spilstudie, TeamKill Media, har forsøgt at fusionere horror, action og mysterium i en unik spiloplevelse. Spillet præsenterer sig som et ambitiøst projekt, der søger at tilføre friske perspektiver til horror-genren, på trods af nogle tekniske fejl. Dog formår udviklerne ikke helt at efterlade mig med armene over hovedet.

Du indtager rollen som protagonisten, Jacob Thomas

En brandvarm fortælling

Historien følger Jacob Thomas, en tidligere soldat, som nu er blevet forfremmet til kaptajn for en brandstation i San Francisco. I året 2109 bliver han sammen med sin partner, Shane Costa, sendt ud på en redningsmission, efter et forskningsanlæg er blevet ramt af et mystisk angreb.

Det, der starter som en tilsyneladende rutinemæssig redningsopgave, udvikler sig hurtigt til en ekspedition, der udfordrer virkelighedens grænser. Jacob står over for den frygtindgydende opgave at kæmpe for at redde både sit eget liv og andres, idet situationen tager en uventet og farlig vending.

Spillet trækker inspiration fra B-film i horrorgenren, både når det kommer til æstetik og stemning. Det lykkes at skabe en atmosfære, der er medrivende og til tider fyldt med spænding, selvom den af og til kan virke en smule forudsigelig. Udviklerne har tydeligvis haft en klar vision for spillets atmosfære og udtryk, hvilket afspejler sig i den samlede oplevelse.

Dog lykkes det ikke altid spillet at indfange den særlige uhygge, som man oplever i lignende spil som Dead Space. Selvom atmosfæren indimellem er til stede, savner jeg den ekstra intensitet og nervepirrende stemning, der kan løfte spiloplevelsen til noget uforglemmeligt

Designmæssige dilemmaer

Quantum Error præsenterer sig visuelt flot, selvom det ikke helt matcher niveauet af andre spil, der er udgivet i løbet af året. Spillet bruger cutscenes, der integreres smidigt i gameplayet og tilføjer en filmisk kvalitet, der effektivt fanger den ønskede stemning

Derudover udnytter spillet Unreal Engine 5’s grafiske muligheder til fulde, hvilket resulterer i flotte visuelle detaljer, som bringer spillets æstetik til live. Spillet performer også stabilt uden mærkbare framedrops, selv under scener med intens grafisk belastning.

Dog er der en tydelig mangel på diversitet og nytænkning i level designet. I løbet af mine ni timer med spillet var det tydeligt, at de grafiske elementer og objekter gentages flittigt, hvilket underminerer oplevelsens autenticitet.

Jeg befandt mig ofte på vandring gennem de samme korridorer og områder, hvilket skabte en fornemmelse af at bevæge mig i cirkler. En mangel på detaljer og variation i designet af de forskellige områder bidrog også til en forudsigelig og monoton oplevelse.

Til trods for spillets ambitiøse forsøg på at skabe en labyrintisk atmosfære, afslørede det sig hurtigt, at dette snarere var et udslag af en ensidig visuel tilgang end et gennemtænkt designvalg. Måske var det et forsøg på at optimere udviklingstiden, men resultatet var en oplevelse, hvor følelsen af repetition og forvirring tog overhånd, selv i de øjeblikke, hvor spillet faktisk skred fremad.

DualSense-controllerens kraft i spillets hænder

Spillet udgives til næsten alle platforme, men det er især integrationen med DualSense-controlleren på PlayStation 5, der skiller sig ud og forbedrer spiloplevelsen markant. Den tilføjer en dimension af dybde og fysisk respons, som tager gameplayet til et nyt niveau.

Enhver interaktion, såsom at trykke på aftrækkeren eller navigere med forskellige værktøjer, resulterer i direkte og nuanceret feedback i controlleren, hvilket forstærker spiloplevelsen. Dette bliver særligt tydeligt under de heftige kampsekvenser, hvor selv de mindste vibrationer formidler kraften fra hvert eneste skud og hver eneste eksplosion, hvilket skaber en fordybende og fysisk forbindelse til spillets verden.

DualSense adaptive triggers er awesome!

Vores hovedkarakter, Jacob, navigerer i en verden med to sæt udstyr, som er tilgængelige via et ‘inventory wheel’ – et designvalg, der tydeligt er inspireret af titler som Doom og Doom Eternal. Ved simpelt at bruge d-pad’en på controlleren kan spilleren nemt veksle mellem forskelligt brandmandsudstyr og et bredt udvalg af våben.

Hvert våben præsenterer unikke egenskaber, der yderligere forbedres af PS5-controllerens adaptive triggers, hvilket bidrager til en mere indlevende og responsiv spiloplevelse. Udviklerne har utvivlsomt satset på at levere en dybdegående og håndgribelig spiloplevelse, der engagerer spilleren på et intuitivt niveau.

Quantum Error inkorporerer RPG-elementer, der tillader spillerne at opgradere Jacobs evner og våben. Selvom dette tilføjer et ekstra lag til spillet, gør det dog ikke en markant forskel på den samlede spiloplevelse. Progressionssystemet i spillet lever desværre ikke op til forventningerne; selvom man investerer i hovedkarakterens evner, er forbedringerne hos Jacob kun marginale og har en begrænset indvirkning på gameplayet.

Opgraderingssystemet er begrænset til grundlæggende parametre såsom sundhed, ilt, stamina og modstandskraft. I sammenligning med nutidens spil, der byder på komplekse og dybdegående Skill Trees, fremstår Quantum Errors RPG-elementer som forældede. Et mere nyskabende og dybdegående system, der åbner op for nye færdigheder og spilstrategier, ville have tilføjet en ekstra dimension og forbedret spillets overordnede oplevelse.

Stargate?

I forhold til gameplay stiller Quantum Error spilleren over for udfordringer i form af bosskampe og interaktioner med fjendens AI, men disse elementer opnår desværre ikke deres fulde potentiale.

Bosskampene lider under mangel på variation og originalitet, hvilket fører til gentagne og forudsigelige kampmønstre. Når man først har afkodet deres taktik, forvandles disse sekvenser fra spændende udfordringer til trivielle og ensformige gentagelser. Fjendens AI kunne også trænge til en overhaling, idet fjenderne ofte agerer mekanisk, hvilket fjerner intensiteten og spændingen fra kampene.

Lydlandskabets højdepunkter og skuffelser

I lyduniverset tilbyder Quantum Error en varieret oplevelse med både højdepunkter og skuffelser. Musikken trækker tydelige tråde til horrorfilm fra 80’erne og bidrager med en nostalgisk charme, men desværre når lydeffekterne ikke altid op på samme niveau.

Selvom lyddesignet nogle gange formår at skabe en stemning af uhygge, er der en tendens til, at lydeffekterne bliver repetitive. Dette gælder særligt musikken, der ofte løber i loop og afslører en tydelig mangel på diversitet.

Det mest frustrerende element er ofte, hvor vanskeligt det er at lokalisere lydkilden fra indkommende skud og fjendens position. Lydene fra fjender, der nærmer sig, er utydelige og har tendens til at minde om en lille mus, der piler over et køkkengulv, uanset fjendens faktiske størrelse. Dette fjerner en del af spændingen fra oplevelsen, særligt i situationer hvor fjender uventet dukker op bag spilleren, uden nogen som helst akustisk advarsel.

Menneske eller marionetdukke?

Der er dog en positiv undtagelse inden for lyddesignet: våbnene. De er kraftfulde og autentiske, hvilket giver en tilfredsstillende fornemmelse, hver gang et skud affyres. Det er et område, hvor spillet virkelig leverer, og det er værd at bemærke som et højdepunkt.

Når det kommer til stemmeskuespillet og karakteranimationerne, må jeg desværre sige, at de heller ikke lever op til forventningerne. Karakterernes stemmer mangler emotionel nuance, og dialogen føles ofte flad og fyldt med klichéer. Animationerne bidrager desværre også til en kunstig følelse, efterlader karaktererne med et dukkeagtigt og stift udtryk, der leder tankerne hen på marionetdukkerne fra filmen Team America.

Til tider er karakterernes visuelle fremstilling detaljeret og nuanceret, og den gengiver elementer som skægstubbe, hår og rynker med stor nøjagtighed. Desværre bliver denne positive oplevelse svækket af karakterernes stive interaktioner og den begrænsede smidighed i deres bevægelser.

Navigering gennem tekniske hikke og ujævnheder

Spillet indeholder periodiske missioner med tidsbegrænsninger, hvor jeg skulle finde specifikke objekter eller løse puzzles inden for en fastsat tid. Det mest irriterende aspekt af disse missioner var, at spillet fortsatte, selv hvis jeg ikke fuldførte opgaven inden for tidsrammen, uden at give mig en klar indikation af, at jeg havde fejlet. Det var derfor nødvendigt at genstarte spillet fra det seneste checkpoint.

På den tekniske side oplevede jeg flere crashes, særligt under længere bosskampe, der krævede omkring 10 minutters konstant spilletid for at blive gennemført. Det var ekstremt frustrerende at skulle starte forfra på grund af disse pludselige crashes. Selvom disse problemer muligvis kan rettes i fremtidige opdateringer, påvirkede de min spiloplevelse negativt og afbrød spillets flow.

Derudover var der tidspunkter, hvor der var for langt mellem checkpoints. Dette blev en særlig udfordring, når jeg havde kæmpet mig frem til en puzzle, kun for at støde på en bug, der krævet en genstart af spillet. Disse lange intervaller mellem checkpoints, kombineret med de tekniske crashes, gjorde spiloplevelsen særligt krævende og til tider frustrerende.

Konklusion

Selvom Quantum Error indimellem formår at levere intense og mystiske øjeblikke, er det tydeligt, at spillet kommer til kort i forhold til de forventninger, der var sat til det. TeamKill Media har klart investeret tid og passion i projektet, men spillet halter bagud på afgørende områder og opnår ikke sit fulde potentiale.

Visuelt imponerer spillet til tider, men gentagelser og mangel på variation i leveldesignet gør oplevelsen forudsigelig. Gameplayet byder på nogle interessante aspekter, men mangler dybde, og både bosskampe og fjendens-AI skuffer med deres mangel på innovation. På lydsiden bliver oplevelsen reddet af kraftfulde våbenlyde, men plages af gentagne lydeffekter og upræcis lydretning, mens stemmeskuespillet og karakteranimationerne ikke lever op til det forventede niveau. Tekniske problemer og sporadiske checkpoints tilføjer yderligere frustration til oplevelsen.

Quantum Error præsenterer sig som et spil med stort potentiale, men ender med at skuffe på afgørende punkter. For dem, der er på jagt efter et horror-spil til at sætte stemningen denne Halloween, findes der langt bedre alternativer på markedet.

Mens Quantum Error byder på øjeblikke fyldt med intensitet og mystik, er spillets fejl og uregelmæssigheder umulige at overse. Disse fejl lægger en dæmper på oplevelsen, og gør det vigtigt for spillerne at justere deres forventninger. Selvom TeamKill Media utvivlsomt besidder potentialet til at skabe bemærkelsesværdige spiloplevelser, er Quantum Error en misset chance og en skuffelse for dem, der håbede på et gribende horror-eventyr.


Udvikler/Udgiver: TeamKill Media

Genre: Horror, Skydespil, Adventurespil

Platform: PlayStation 5 (Anmeldt på), Xbox Series X/S and PC

2 / 6
David Darville

David Darville

Skribent & Anmelder


David har en Master i IT-ledelse, hvor digitalisering var et af de primære interessepunkter i hans uddannelse. Han har også en baggrund som skribent hos Det Danske Gaming Forum. Han excellerer især inden for FPS-spil som Warzone, men hans hjerte banker for udfordringerne i Soulslike-genren. Med en controller i hånden siden den første Nintendo blev tilsluttet familiens gamle 28” billedrørs-TV, brænder hans passion for at udforske gaming-universet stadig stærkt.

Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Anmeldelse

May 9, 2025

DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk