Produkt: Razer BlackWidow V4 X – Minecraft Edition
Produkttype: Kablet gaming-tastatur
Unikke features: Mekanisk Gaming Keyboard. 8K Hz Polling. 6 dedikeret Macro taster
Lasse Bjørnsten Rasmussen
Estimeret læsetid: 4 minutter.
May 4, 2025
Med Minecraft-filmen i biograferne og den massive hype, der omgiver universet lige nu, var det kun et spørgsmål om tid, før hardwareproducenterne ville indgå samarbejde med Microsoft/Mojang om Minecraft-designet gamingudstyr. I dette tilfælde blev det Razer, og de har lanceret en hel kollektion af fede produkter.
Razer BlackWidow V4 er et fuldstørrelses mekanisk gamingtastatur, der viderefører Razers BlackWidow-serie. Nye funktioner i denne model inkluderer lyddæmpende skum inde i kabinettet, en maksimal polling-rate på 8000 Hz og mere. Tastaturet har også dedikerede medietaster og en rulleknap til at justere lydstyrken. Ligesom tidligere modeller i serien kan man programmere makroer, ændre bagbelysning og oprette brugerdefinerede profiler via Razers softwareprogram, Synapse 3.
Nu hvor Razer har udgivet en Minecraft-kollektion med flere produkter, er det spændende at se, om hele kollektionen er værd at investere i – og i dette tilfælde, om BlackWidow V4-tastaturet er investeringen værd.
Først og fremmest er BlackWidow V4 X et rigtig solidt og godt gaming-tastatur, og det er ingen overraskelse, at Razer er en af de mest populære gaming-producenter, når man ser på den almindelige forbruger. Langt hen ad vejen formår de at lave budgetvenlige produkter, der samtidig er holdbare og lever op til det, man forventer til prisen. Det samme kan jeg personligt ikke sige om alle deres headsets, men det er en helt anden snak.
Det første, man lægger mærke til ved tastaturet, er tasterne. Razer bruger deres Green Mechanical Switches, som giver en præcis og taktil tasteoplevelse. På grund af de mekaniske switches er skriveoplevelsen både “larmende”, men på en god måde, da kliklydene er skarpe og lyder utroligt tilfredsstillende.
Dog er det ikke alt, der er godt ved tasterne. Tastaturet bruger nemlig ABS-keycaps, hvilket ikke i sig selv nødvendigvis er negativt, men de føles ikke lige så gode og tilfredsstillende som PBT-keycaps. ABS står for acrylonitril-butadien-styren, som er en meget almindelig polymer eller plasttype. Det bruges faktisk også i LEGO-klodser. PBT minder meget om ABS, bortset fra at det er en anden slags polymer, og når man sammenligner dem, er PBT mere robust og bliver heller ikke lige så nemt slidt med tiden som ABS. Men en almindelig forbruger vil sandsynligvis ikke lægge mærke til forskellen.
Tastaturet har heller ikke en hot-swappable funktion, hvilket betyder, at du ikke kan tage tasterne af og skifte dem ud med nye, medmindre du har specialudstyr – som ikke følger med. Her er Glorious et bedre alternativ, hvis man søger frihed og personlighed i sin brugeroplevelse.
Det er heller ikke muligt at tage kablet ud af tastaturet, hvilket er en spøjs beslutning, da mange andre tastaturer – selv ikke-trådløse – tilbyder den mulighed. Det gør ikke tastaturet helt nemt at pakke ned til en rejse eller et LAN-event.
Konstruktionen af tastaturet derimod er lækker og føles hverken skrøbelig eller billig. Mange tastaturer, jeg har prøvet, har været bygget med billige materialer, hvilket kunne mærkes og ofte førte til, at de gik nemt i stykker. Det har ikke været tilfældet med BlackWidow V4 X.
Og til sidst vil jeg lige nævne, at Minecraft-designet, som dette keyboard har fået, var overraskende fedt. Jeg er personligt ikke en kæmpe fan af Minecraft-universet, men jeg har stor respekt for spillet og den effekt, det har haft på gaming som medie. Hvis man er stor fan af Minecraft – eller har børn, der er – så er dette keyboard tæt på et must-have, da det ikke indeholder mangler, som en almindelig forbruger vil lægge mærke til.
Razer BlackWidow V4 X – Minecraft Edition er et lækkert og godt bygget gaming-tastatur, der indeholder alt det, som en almindelig forbruger har brug for. Hvis man går meget op i at personliggøre sit setup, kan man stadig via Razers softwareprogram ændre på lyset og indstille de makroer, der er i tastaturet, efter behov. Dog er der ikke en hot-swappable funktion, hvilket jeg personligt savner, efter mit bekendtskab med Glorious.
Minecraft-udgaven er ligeledes super fed, og der er kælet for detaljerne. Hvis du er Minecraft-fan – eller har børn, der er – så er dette en sikker vinder. Det er ikke et tastatur, der er revolutionerende, men det har heller ikke nogen store mangler, som en helt almindelig gamer vil lægge mærke til.
Produkt: Razer BlackWidow V4 X – Minecraft Edition
Produkttype: Kablet gaming-tastatur
Unikke features: Mekanisk Gaming Keyboard. 8K Hz Polling. 6 dedikeret Macro taster
Skribent & Anmelder
Lasse lever og ånder film, spil og tv-serier og elsker at formidle det. Siden han startede en PlayStation 2 op og så den originale Star Wars-trilogi, har han været fascineret af begge verdener lige siden. Han har taget sine første store skridt ind i formidlingens verden og har fået nok blod på tanden til at blive ved med at formidle om de største og fedeste ting i film- og spilverdenen.
Nyhed
May 8, 2025
Nyhed
May 8, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
© Copyright - arkaden.dk