Udvikler/Udgiver: Sloclap / Kepler Interactive
Genre: Sport, Multiplayer
Platform: Xbox Series S/X, PS5 (anmeldt på), PC
Udgivelsesdato: 19. juni 2025
Mads Lund
Estimeret læsetid: 6 minutter.
June 18, 2025
Sloclap og Kepler Interactive kommer her med et nyt alternativt fodboldspil i form af Rematch. Der er tale om nogle ganske markante navne bag spillet, hvor de tidligere i fællesskab har stået bag titlen Sifu, hvis grafiske stil også skinner igennem i Rematch. Desuden har Kepler Interactive tidligere i år stået som udgiver på et af årets store hits Clair Obscur: Expedition 33.
Ved første øjekast minder Rematch i høj grad om en blanding af spillene Rocket League og FIFA/FC. Jeg tænker også umiddelbart, det er nogle af de titler, hvor man forsøger at erobre spillere fra, da det rammer nogle af de samme segmenter.
Det er altid rart med et alternativ til de andre fodboldspil, hvor nogle er blevet et stort mikrotransaktions helvede, om end Rematch ikke er helt hellig. Jeg synes dog, det er ærgerligt at spillet koster penge, da jeg føler modellen de går efter, passer bedre som et free-to-play selvom prisen er relativt beskeden. Dog kommer det day-one på Game Pass.
Rematch byder på en lidt alternativ form for fodbold, end det man kender fra de fodboldtitler med realisme i fokus. Det foregår på en lukket arena, hvor bolden ikke kan komme ud af spil, samtidig med at der ikke er andre regler end mål. Så der er altså ingen offsides, frispark, indkast, kort osv. Her foregår det hele med ens specifikke spiller i tredjepersons perspektiv, hvor man enten er markspiller eller målmand. Der er hertil mulighed for at tilpasse ens karakter til det udseende man ønsker. Det er udelukkende online, med undtagelse af nogle tutorials.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Reklame for Arkaden+
Kampene er med henholdsvis 3v3, 4v4 og 5v5. Der er både quick match, custom og ranked, hvor jeg tænker det er meget som man vil forvente fra denne type spil. Det ærgrer mig dog en smule, at det i ranked kun er muligt at spille 5v5. Jeg synes selv 5v5 er den svageste model, da det ofte ender ret kaotisk når man spiller med tilfældige online og der samtidig ikke er noget positionsbaseret matchmaking. Jeg forestiller mig dog, at det fungerer ret godt med et hold af venner.
Grafisk er spillet også noget mere karikeret, end de fodboldspil som går efter realismen. Det synes jeg egentlig også passer helt fint med det arcady gameplay, som de nok også sigter efter. Spillet er i min optik ikke specielt pænt og det kommer især til udtryk ved fokus på ansigterne, dog kan jeg godt leve med dette, hvis gameplayet fungerer. Mere problematisk er det dog, at animationerne omkring bevægelser er ret stive og upolerede, hvilket jeg fandt en smule irriterende at kigge på.
Det indeholder, “selvfølgelig” har jeg lyst til at sige, mikrotransaktioner og følger den klassiske sæsonpas model. Det er dog udelukkende kosmetiske ting man får, og som man kan købe i spillets butik.

Jeg blev meget positivt overrasket over gameplayet i Rematch, da det føles overraskende tilfredsstillende og virkelig godt. Selvom det til tider kan være lidt stift, muligvis en følgeskade af animationerne, så synes jeg det føles ret responsivt og generelt bare sjovt både at skyde, aflevere, drible og tackle. Jeg synes også den dybde man er gået med i gameplayet, er tilpas, taget i betragtning af spillets udformning og at det stadig skal føles arcady og sjovt. Det er slet ikke lige så dybt som man eventuelt kender det fra andre fodboldspil med utallige former for dribling, finter, kombinationer mv. Man har derudover en staminabar til sprint, hvor der er mulighed for et lejlighedsvist speedboost. Jeg synes man har inkluderet de nødvendige funktioner, men så heller ikke mere end det.
En stor frygt jeg havde i starten var, om det fungerede at spille målmand. Det fungerede dog overraskende godt og endte med at være min foretrukne position. Rollen som målmand går på runde hver gang der bliver scoret et mål. Herudover er målmanden flydende i tilfælde af, at målmanden forlader feltet, hvorved man også nemt kan skifte mellem scoringer.
Overordnet set, så oplevede jeg en smule ujævnheder med lock-on på bolden, som værende det mest frustrerende ved gameplayet på markspillerne – om end det muligvis er noget som hører med i det næste afsnit. Samt ved målmanden, at modstanderen bare kunne få en ny målmand på et splitsekund, hvis målmanden var på skovtur. Således får man ikke nødvendigvis nogen fordel hvis man får udstillet modstanderens målmand. Spillets gameplay er bare generelt virkelig flydende og sjovt, som jeg havde svært ved at lægge fra mig igen. Det føles nemt at lære, men samtidig svært at mestre. Når man så også lige kommer på et hold der er nogenlunde enige om rollerne, så spiller det bare.
Det her spil er uden tvivl et af de spil nogensinde, hvor jeg har oplevet flest bugs og glitches. Der er ekstremt mange og jeg må ærligt sige, at det bare ikke er godt nok. Jeg skal ikke kunne sige hvor meget der skyldes serverne kontra selve spillet, og om oplevelsen havde været anderledes på en anden platform. Spillet kunne sagtens spilles og jeg oplevede ikke spillet brød sammen, men der er virkelig mange fejl her ved launch.
Jeg oplevede utallige kickoff glitches hvor bolden bare startede ved en anden medspiller eller modstanderen. Holdkammerater der var i en anden spillerdragt end os andre. Dårlige animationer på bolden, hvor den pludselig er et helt andet sted på banen eller var låst et sted, hvor vi alle løb rundt uden at kunne tage den. Herudover håber jeg det er en glitch, at kampe nogle gange starter uden holdende er fuldtallige, hvorved det bliver 3v2.
Det er virkelig ærgerligt, at spillet indeholder så mange bugs og glitches, for jeg synes rent faktisk det er ret sjovt og med et virkelig godt grundlæggende gameplay og solid udformning.

Rematch er et interessant bud på et alternativt fodboldspil, hvor man tager en lukket arena, uden regler og et tredjepersons perspektiv. Spillet indeholder de muligheder man kan forvente og med en grafisk stil som er passende til den lidt mindre realistiske oplevelse, som man sædvanligvis kender fra sportsgenren. Spillets udformning er ganske solidt, selvom jeg savner andet end 5v5 i ranked kampe.
Gameplayet har en tilpas dybde, hvor kun det nødvendige er medtaget. Det føles tilfredsstillende at spille både som målmand og markspiller, hvor det er nemt at lære, men svært at mestre. Det bliver hurtigt virkelig vanedannende og jeg har ikke mange kritikpunkter at sætte på gameplayet isoleret set.
Jeg synes virkelig Rematch er et sjovt spil, der har et solidt gameplay, derfor er det virkelig ærgerligt, at det bliver ødelagt af de ekstremt mange glitches og bugs, som spillet byder på. Og jeg kan ikke komme med en anden overordnet konklusion end, at der er mange problemer som skal løses. Forhåbentligt vil der komme nogle patches eller fix af serverne med tiden og så kunne jeg godt se mig selv vende tilbage, men det ændrer ikke på spillets tilstand lige nu. Derfor trækker det også min karakter en hel del ned.
Udvikler/Udgiver: Sloclap / Kepler Interactive
Genre: Sport, Multiplayer
Platform: Xbox Series S/X, PS5 (anmeldt på), PC
Udgivelsesdato: 19. juni 2025
Skribent & Anmelder
Mads er dedikeret gamer, med stor interesse indenfor både spil- og filmbranchen. Hans passion for gaming opstod på Playstation og Gameboy tilbage i start 00’erne, hvor især spil som Pokemon, GTA og Diablo II var hits. Han er kæmpe fan af Fallout universet, samt bruger utallige timer år efter år i FC/FIFA serien. På film siden er han en kæmpe sucker for Marvel, James Bond og Arnold Schwarzenegger, samt sci-fi og fantasy universer generelt.
Anmeldelse
September 25, 2025
Film & Serier
March 16, 2026
Anmeldelse
August 7, 2025
Anmeldelse
August 1, 2025
© Copyright - arkaden.dk