Reservatet-anmeldelse – Pæne facader, mørke hemmeligheder

Den nye danske Netflix-serie tør tage fat, hvor det gør ondt – men glemmer undervejs at give plads til nuancerne

På overfladen er alt pænt og kontrolleret. Vi er i et villakvarter med velplejede hække, store vinduespartier og biler, der koster mere end en gennemsnitlig årsløn. Men alt er ikke, hvad det tager sig ud for at være – og det er i dette velpolerede område af Danmark, at Reservatet har sit udgangspunkt.

Den nye danske Netflix-serie er skabt af Ingeborg Topsøe, der også er hovedforfatter, og instrueret af Per Fly. Over seks afsnit foldes en historie ud om en filippinsk au pair, der forsvinder, og om det hul, hendes fravær efterlader – ikke bare i den familie, hun arbejdede for, men i hele det system, hun var en del af. For det her handler ikke kun om én person, der bliver væk. Det handler også om alle dem, vi ikke ser, selvom de er der hver dag.

Reservatet har premiere den 15. maj og har blandt andre Danica Curcic, Marie Bach Hansen, Simon Sears og Lars Ranthe på rollelisten. Og selvom serien teknisk set er en krimi, er det måske ikke forbrydelsen i sig selv, der er det mest interessante – men alt det, den får frem i lyset.

En facade, der begynder at krakelere

Marie Bach Hansen spiller hovedrollen som Cecilie, der bor med sin mand Mike – spillet af Simon Sears – i et eksklusivt villakvarter udenfor København. De har begge godt gang i karriererne og lever det liv, der på overfladen ligner noget, man kunne finde i et boligmagasin. Mike arbejder som advokat for et højprofileret firma, blandt andet for naboen Rasmus, der spilles af Lars Ranthe, mens Cecilie arbejder i en smart PR-virksomhed. Tidsplanerne er stramme, møderne mange, og med børn i huset er det at have en au pair ikke bare en praktisk gode – det er nærmest en nødvendighed for at få hverdagen til at hænge sammen.

Alt virker umiddelbart harmonisk og velfungerende. Men da naboens au pair, Ruby, pludselig forsvinder, bliver det startskuddet til en fortælling, hvor den pæne overflade begynder at slå revner. For selvom det hele ser rigtigt ud udefra, begynder det hurtigt at stå klart, at noget ikke stemmer.

Rasmus og hans kone – spillet af Danica Curcic – virker alarmerende ligeglade med, at deres au pair er væk. Deres arrogante fremtoning vækker mistanke, men spørgsmålet er, om de faktisk har noget med Rubys forsvinden at gøre – eller om der gemmer sig noget andet under facaden? Cecilie kan ikke lade det ligge. Hun begynder selv at grave i sagen, og samtidig begynder en ung politibetjent også at undersøge sagen nærmere, hvilket skaber splid mellem naboerne og Cecilie og Mike. Jo tættere Cecilie kommer på en forklaring, desto mere usikker bliver hun på, om hun egentlig har lyst til at vide, hvad der foregår.

Under den pæne overflade

Reservatet omhandler nogle tunge, men også meget relevante temaer. Det bliver på flere måder en samfundsskildring, der tager fat i både klasseskel og racisme – men vigtigst af alt sætter serien fokus på kvindesyn og den måde, kvinder stadig bliver set og behandlet på i både hjemmet og samfundet.

Samtidig problematiserer miniserien incel-kulturen, og det sker helt konkret gennem Cecilie og Mikes søn, Viggo, der i løbet af serien bliver udsat for grænseoverskridende videoer af kvinder, der udstilles og ydmyges. Videoerne bliver sendt til ham af nabo parrets søn – og det er netop i de relationer, at serien viser, hvordan noget, der i starten ligner en uskyldig venskabskreds, kan være med til at reproducere nogle ret mørke tendenser.

Et mørke, der ikke slipper

Reservatet er en intentionelt ubehagelig serie at se. Der er et mørke, der klæber sig til både karaktererne og omgivelserne, og serien formår at skabe en tung, ubehagelig stemning, der gennemsyrer hele oplevelsen. Det er på sin vis en imponerende bedrift – for der er ikke meget håb eller varme at hente, og det er helt tydeligt en bevidst beslutning.

Samtidig bliver det også en lidt ensporet fremstilling af flere af temaerne. Det er som sådan helt i orden, at serien stiller kritisk ind på au pair-ordningen og de strukturer, der omgiver den – men det bliver også en unuanceret tilgang, der ikke giver plads til de historier, hvor ordningen faktisk fungerer, og hvor relationen mellem familie og au pair er god for begge parter. De historier findes også, men de har ikke fået plads her.

Når det er sagt, så vil jeg gerne rose Reservatet for at turde være ubehagelig. Der er scener i serien, der viser decideret upassende opførsel – og det er modigt, fordi det ikke pakkes ind eller undskyldes. 

Når nuancerne mangler

Men samtidig bliver det hele også en anelse for meget in-your-face-agtigt. Der mangler nogle nuancer i fremstillingen af de meget alvorlige temaer – en uddybning af karakterernes valg og måder at handle på, som kan forklare de sociologiske aspekter mere tydeligt. For selvom stemningen er ubehagelig og budskabet klart, så kunne det have klædt serien at give lidt mere plads til refleksion og vise, hvorfor folk gør, som de gør – og ikke kun hvad de gør.

Marie Bach Hansen gør en god figur som Cecilie, der – udover de traumatiske begivenheder, der udspiller sig i hendes egen familie og omgangskreds – også kæmper med sin egen fortid, hvor en fødselsdepression har svækket båndet til hendes søn. Resten af rollebesætningen kan også være deres indsats bekendt, men igen lider helhedsindtrykket lidt under de manglende nuancer i plottet.

Overordnet er narrativet spændende, og der er også flere plot twists, der fastholder spændingen. I store dele af serien sidder man og gætter helt “who’s done it”-agtigt – og det er en kvalitet i en krimi.

Visuelt rammer stilen temaerne godt, og kontrasten mellem den polerede facade og de mørke hemmeligheder fungerer virkelig fint. Det er en produktion af høj kvalitet, der er både godt filmet og velklippet, og hvor billedsiden klart understøtter seriens stemning. Dog undrer jeg mig lidt over de mange scener i slowmotion, som er placeret for dramatisk effekt – de bliver mere forstyrrende end effektive.

Konklusion

Reservatet er en serie, der vil noget – og det skal den have ros for. Den tager fat i nogle tunge og vigtige temaer, og den gør det uden at pakke noget ind. Den tør være ubehagelig, og den tør vise sider af Danmark, vi måske helst vil tro ikke findes – i hvert fald ikke lige uden for vores egen havelåge.

Men det hele bliver også en anelse for unuanceret. Der mangler noget i karakterernes motiver, og flere af tematikkerne bliver præsenteret så direkte, at man ikke får mulighed for selv at mærke, hvad det handler om. Det er synd, for der er masser af potentiale i historien og nogle rigtig stærke elementer undervejs.

Når det er sagt, så er Reservatet stadig en serie, jeg er glad for, at jeg har set. Den sætter tanker i gang, og den formår at holde spændingen hele vejen. Det er en serie med klare kvaliteter – men som ikke helt lykkes med alt det, den gerne vil.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør

---

Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer