Rick and Morty sæson 8-anmeldelse – Fra genial satire til halvsløj sci-fi

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med Rick and Morty, blev jeg nærmest forelsket i serien med det samme. Karaktererne var geniale, temaerne var vidtrækkende og ofte mere filosofiske, end man regnede med – og de der tv-shows, som blev vist på familiens tv? Legendariske. Det var hylemorsomt, det var provokerende, og det ramte tidsånden. Men selvom vi nu er nået til sæson 8, er det som om, noget af den magi, der var i de første sæsoner, stille og roligt er forsvundet. Derfor var jeg også spændt på at kaste mig over sæson 8, hvor jeg har haft adgang til fire afsnit.

Et hurtigt overblik over serien og dramaet bag kulisserne

Rick and Morty er en animeret sci-fi-komedieserie, der følger den alkoholiserede og geniale videnskabsmand Rick Sanchez og hans nervøse barnebarn Morty Smith på deres vilde og ofte absurde eventyr gennem forskellige dimensioner og virkeligheder. Serien kombinerer sort humor, satiriske samfundskommentarer og komplekse fortællinger, hvilket har gjort den til en kæmpe succes.

I januar 2023 blev det dog offentliggjort, at medskaber og stemmeskuespiller Justin Roiland var blevet fjernet fra serien på grund af anklager om vold i hjemmet og upassende opførsel. Selvom anklagerne senere blev droppet på grund af utilstrækkelige beviser, valgte Adult Swim at fortsætte serien uden Roiland. Hans roller som Rick og Morty blev overtaget af Ian Cardoni og Harry Belden, som blev introduceret i sæson 7.

Et opgør med fortiden – og et Rick, der ikke længere ved, hvad han skal kæmpe for

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Spilprisen

Sæson 7 centrerede sig i høj grad om Ricks personlige hævntogt mod Rick Prime – den version af ham selv, som i sin tid dræbte hans kone og datter og dermed satte gang i en livslang jagt gennem multiversets afkroge. Det hele kulminerede i afsnittet “Unmortricken”, hvor Rick endelig får konfronteret sit eget spejlbillede. Det burde måske have givet en form for forløsning, men det, vi i stedet bliver præsenteret for, er en Rick, der står tilbage med en tomhed, han ikke aner, hvordan han skal fylde ud. For hvad kæmper man videre for, når ens største mål er nået – og det ikke føles, som man troede?

Sideløbende fik vi også foldet dynamikken mellem Earth Beth og Space Beth endnu mere ud, og selvom det ikke er alle afsnit, der ramte inden for skiven, så var der stadig glimt af det, der i sin tid gjorde Rick and Morty så pokkers vedkommende – og så uberegneligt.

Nye stemmer, gamle problemer – og et univers, der stadig overrasker

Derfor var jeg også mere end almindeligt nysgerrig, da jeg gik i gang med sæson 8. Jeg har haft adgang til fire afsnit – og det er tydeligt fra start, at serien stadig forsøger at finde balancen efter Justin Roilands exit. Men det betyder ikke, at Rick and Morty har mistet pusten helt – selvom det til tider virker lidt som om serien hiver efter vejret.

Afsnit 1: Summer of All Fears

Sæsonens første afsnit åbner med en ret klassisk Rick and Morty-præmis, hvor en tilsyneladende lille konflikt – i det her tilfælde en skænderi om en oplader – hurtigt vokser sig større og sender både Summer og Morty ud på en ret vild tur. Det, der begynder som en slags straf, udvikler sig hurtigt til en langt mere personlig fortælling, hvor de to søskende – lidt mod deres vilje – får rig mulighed for at tænke over, hvem de er, og hvem de gerne vil være.

Men hvis det her afsnit skulle overbevise mig om, at Rick and Morty er tilbage i topform, så må jeg sige, at jeg blev lidt skuffet. Der er stadig fede idéer i spil, og universet rummer masser af potentiale, men det hele føles en smule rodet og ujævnt. Der er klart sjove øjeblikke og små glimt af den skæve energi, serien er kendt for – men det hele rammer ikke helt rent.

Jeg skal også stadig vænne mig til de nye stemmer. Morty fungerer fint, men Rick mangler noget af den kant og den snerrende energi, som Justin Roiland oprindeligt gav ham. Der er ikke noget galt med stemmen som sådan, men det føles som om noget er gået tabt i overgangen – og det gør det lidt sværere at engagere sig i karakteren på samme måde som før.

Afsnit 3: The Rick, The Mort & The Ugly

Så hopper vi videre til afsnit tre – og selvom det stadig er lidt uklart, hvorfor vi springer afsnit to over, virker det efterhånden tydeligt, at sæsonen ikke er bygget op som én lang sammenhængende fortælling. Indtil videre har det hele en næsten antologi-agtig struktur, hvor hvert afsnit står ret alene – og det er også tilfældet her.

Rick og Morty styrter ned på en fjern planet, men det er ikke dem, der er hovedpersoner i afsnittet. I stedet møder vi en række andre versioner af Rick og Morty – kopier, kloner og efterladte varianter, som er endt her efter Citadellets kollaps. Nogle af dem prøver at leve et nogenlunde normalt liv, andre er gået helt fra forstanden – og midt i det hele opstår der selvfølgelig en ny magtkamp, hvor alle forsøger at rage mest muligt til sig.

Der er noget fascinerende i måden, serien udforsker, hvad der sker med karakterer, når de løsriver sig fra det oprindelige formål, de er blevet skabt til. Her handler det ikke om Rick og Morty som personer, men om ideen om dem – og hvad der sker, når den idé får lov at løbe frit uden nogen form for kontrol. Det giver nogle scener, der både er morsomme, absurde og til tider ret mørke, men også en fornemmelse af, at der stadig mangler et samlet greb om, hvor sæsonen egentlig vil hen. Det gør, at det føles lidt ligegyldigt.

Afsnit 4: The Last Temptation of Jerry

Endelig mere Jerry – og denne gang et påskeafsnit, hvor vi begynder at mærke de kvaliteter, der har gjort Rick and Morty til en kvalitetsserie tidligere. Det her er et afsnit, der fra første scene tager afsæt i noget så jordnært som Jerrys påsketraditioner – eller rettere, hans desperation over, at resten af familien har givet op på dem. Og når man som Jerry gerne vil samle familien med farvede æg og påskeslik, men i stedet ender med at stå ansigt til ansigt med en decideret rumkanin, så ved man, man er landet midt i et Rick and Morty-afsnit af den gamle skole.

Der er plads til både grotesk body horror, et par vanvittige replikudvekslinger og en storladen, men også decideret åndssvag sci-fi-forklaring på, hvad påsken i virkeligheden handler om – og det hele fungerer, fordi tempoet er velafstemt, karaktererne får plads, og afsnittet faktisk tør at være dumt på den kloge måde. Det er ikke fordi der trækkes store tråde tilbage til tidligere sæsoner, men til gengæld er der masser af små nik til kulturelle og religiøse referencer, og det hele er foldet ud med en selvsikkerhed, der klæder serien.

Det her er Rick and Morty, når det stadig fungerer.

Afsnit 5: Cryo Mort a Rickver

Efter et par stærkere episoder lander vi desværre igen et sted, hvor kvaliteten er lidt mere svingende. I dette femte afsnit bliver Rick og Morty viklet ind i en konflikt mellem en privilegeret elite og en gruppe udmattede arbejdere, der er godt trætte af at blive holdt nede – og selvom det lyder som opskriften på et skarpt og sjovt afsnit med samfundskommentar og svedig sci-fi-action, så bliver det aldrig rigtig godt.

Vi befinder os midt i en intergalaktisk klassekamp, der forsøger at ramme med sin samfundssatire – men hvor det i afsnit 4 fungerede nærmest perfekt, så bliver det i denne omgang lidt mere forceret. Idéen med en overklasse, der har sovet sig igennem århundreder af ulighed, mens arbejderne har holdt maskineriet kørende, har bestemt potentiale

Vi slutter derfor desværre denne anmeldelse med et lidt middelmådigt afsnit, som efterlader mig med en flad fornemmelse – og en voksende bekymring for, hvad det egentlig er, man vil med serien i denne sæson.

Konklusion

Det skal naturligvis nævnes, at denne anmeldelse er skrevet med visse forbehold, da jeg kun har haft adgang til fire afsnit ud af otte. Det betyder, at nogle af de røde tråde, der måske kommer senere, stadig, for mig i alt fald, ligger hen i det uvisse. Men jeg må forholde mig til det, Adult Swim har valgt at vise frem – og her tegner der sig et lidt broget billede.

Der er klart højdepunkter undervejs, hvor serien viser glimt af den opfindsomhed og tone, der gjorde den til noget særligt i første omgang. Især afsnit 4 viser, at Rick and Morty stadig kan være både morsom, skarp og dybt åndssvag på den helt rigtige måde. Men andre episoder – særligt sæsonens første og femte – føles mere som gode ideer end velafviklede afsnit og efterlader mig med en fornemmelse af, at serien stadig leder efter en ny stabil form efter Roilands afgang.

Det er derfor en anmeldelse med blandede følelser – Selvom det aldrig bliver decideret dårligt, så har sæson 8, ud fra det jeg har set, endnu ikke bevist, at Rick and Morty er helt tilbage i topform.

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør

---

Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer